Annonce
FC Fredericia

FC Fredericia-kreatør: Spilletid eller farvel

Billeder af Mathias Gertsen findes stort set kun fra træning, for han har ikke fået lov at spille mange minutter for FC Fredericia. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Mathias Gertsen afsluttede en dybt frustrerende sæson med en god præstation mod Hvidovre. Den offensive midtbanespiller, der blev håndplukket i Kjellerup af cheftræner Jonas Dal, har stort set ikke spillet.

Fredericia: Mathias Gertsen har ikke ligefrem haft den sæson, han havde håbet på, da han skiftede 2. divisionsklubben Kjellerup ud med FC Fredericia. Godt nok kom han til en større klub i bedre rammer, men spilletid har han stort set ikke fået noget af.

Ofte har han kigget på fra tribunen, mens de få indhop, han har modtaget, har været af kort varighed. Søndag mod Hvidovre viste han, hvad han dur til, da Dennis Høegh måtte udgå af kampen kort før startfløjt.

Gertsen spillede godt og var med i begge FC Fredericias mål.

- Kampen var dét lyspunkt, der har været for mit vedkommende i denne sæson. Jeg er ikke i tvivl om det, jeg selv kan, men Jonas har valgt at se en anden vej. Sådan er det, sagde Mathias Gertsen.

Han var ellers håndplukket af cheftræner Jonas Dal. De to arbejdede sammen i Kjellerup, og da Jonas Dal skiftede til FC Fredericia, tog han Gertsen med. Men kampen om 10'er positionen på FC Fredericias mandskab har stået mellem Dennis Høegh, Niels Letort, Michael Baidoo og Mathias Gertsen. Og duellen mellem kvartetten, er Mathias Gertsen endt som den store taber.

Han gider ikke endnu en sæson som den, der sluttede søndag.

- Jeg skal have udsigt til mere spilletid, ellers skal jeg ud og finde noget andet at lave. Jeg vil spille fodbold, og endnu en sæson som den her kan jeg ikke klare, sagde Mathias Gertsen.

Annonce

Sætter tanker i gang

Han har haft masser af tid til at tænke på fremtiden fra sin plads på tribunen.

- Det sætter da nogle tanker i gang, når man får så lidt spilletid, konstaterede Mathias Gertsen.

Mathias Gertsen er et produkt af Viborgs talentskole, men han bor til dagligt i Aarhus. Hans kontrakt med FC Fredericia løber et år endnu.

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Forældre i kamp for Ungdommens Hus: - Havde det ikke været for huset, havde vores datter aldrig fået sin studentereksamen

Fredericia

Private plejere demonstrerer i eftermiddag: - De ældre er taberne her

Annonce