Annonce
Sport

FC Fredericia sejrede sikkert, da Fremad Amager så rødt

Dennis Høegh satte FC Fredericia i gang med scoringen til 1-1 efter en halv time. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

FC Fredericia tog en god sejr søndag på Amager, hvor klubben vandt med 3-1. FC kom først rigtigt i gang med målscoringen, da Fremad Amager fik rødt kort, men sejren var fortjent.

Amager: FC Fredericia vandt fortjent med 3-1 over Fremad Amager i en kamp, som gæsterne dominerede. Der skulle dog et rødt kort til, før hjemmeholdet for alvor kom i gang.

Jonas Dal havde udvalgt de samme 11, som han vanligt starter med i 1. division. På bænken sad Chuma Anene og Michael Baidoo klar til at komme ind og gøre sig gældende i en potentiel 1. divisionsdebut for dem begge.

Også unge Yakup Øzkir, en spiller af egen avl, var at finde på bænken, fordi reservekeeper Andreas Raahauge var ude med en skade i anklen.

FC kom fra en flot præstation i midtugen, hvor Viborg blev straffesparket ud af pokalturneringen. Men den kamp blev mestendels vundet af reserverne, så opgøret mod Fremad Amager var muligheden for oprejsning til den vanlige start-11, der faldt mod Nykøbing på hjemmebane for en uge siden og tabte 2-1.

Hjemmeholdet lurede på omstillingerne, når FC Fredericia smed bolden væk, og efter blot fire minutter gav det pote. Grumme Samson Lyede, som anførte Fremad Amagers forreste linje, fik en pasning og brugte sin fysik og sin fart til at komme af sted. Hans løb skævvred FC Fredericias bagkæde, og angriberen kunne med en flad pasning let finde en fri Lukas Engel.

Han hakkede bolden hårdt og fladt i mål: 1-0 og chokstart af hjemmeholdet.

FC Fredericia spillede febrilsk og forhastet i indledningen, og bolden blev for ofte sat på spil i 50/50 situationer. Efter et kvarter kom gæsterne dog bedre med, og det var ren utur, at Anders Holvad ikke udlignede. Han modtog et indlæg og mødte bolden med et sublimt hovedstød, som Nicklas Dannevang i målet blot kunne vippe på overliggeren. Nedfaldet kom ingen FC'ere dog til, og gæsterne var fortsat bagud.

Annonce

Høeghs blændende mål

FC kom langt bedre med, og Dennis Høegh stod for en fortjent udligning med en storslået aktion.

Kreatøren modtog bolden i fart foran hjemmeholdets felt, og han afdriblede tre mand for til sidst at hugge bolden op i hjørnet.

Jonas Dal var besat på sidelinjen: Hold kæft et mål, mand, gjaldede han med så stor styrke, så det kunne høres på Hovedbanegården.

Målet gav selvtillid, og Christian Sørensen burde have behandlet bolden bedre, da han blev sat op af en god Dennis Høegh-aflevering får sekunder efter målet. Men Sørensen måtte sparke med det kolde højre fra en halvspids vinkel, og han sendte bolden langt forbi.

Sørensen stod for en stor del af FC's chancer, og med fem minutter tilbage af første halvleg var det tæt på vanvittigt, at han ikke bragte de gulklædte gæster i front. Fremad Amager behandlede bolden som en tikkende bombe og sendte den direkte i fødderne på FC. Christian Ege Nielsen fandt Sørensen fuldstændig blank i feltet med tid og plads.

Hans afslutning lod dog meget tilbage at ønske, og Nicklas Dannevang fik en stiv tå på bolden, så den strøg langt forbi mål.

Mere skete der ikke i kampens første 45 minutter. Den chance hjemsøgte med sikkerhed Christian Sørensen i omklædningsrummet. Men FC havde været i total kontrol i 30 minutter og kunne forlade banen med oprejst pande.

Rødt kort

Starten på anden halvleg blev en åben slagudveksling, og der gik noget tid, før de to mandskaber frembragte nævneværdige muligheder.

Den første kom til Fremad Amager efter 60 minutter, da Mads Eriksen smed en pasning direkte i fødderne på en modspiller og sendte to af de blå i frit løb mod Alexander Nybo. Manjrekar James leverede et fantastisk returløb og fik reddet kastanjerne ud af ilden ved at bruge sin store krop til at vinde bolden.

Efter 63 minutter tog kampen en markant drejning, da Samson Lyede ikke kunne opføre sig ordentligt i muren på et FC Fredericia-frispark. Han modtog sit andet gule kort og dermed marchordre. Det første kom, da han skubbede Christian Sørensen omkuld i en kontra.

Med en mand i overtal var kampen serveret for FC på et sølvfad, og gæsterne slog til med det samme. Dennis Høegh fremtvang et hjørnespark efter 68 minutter med en god afslutning fra en spids vinkel. Dødbolden endte hos Mathias Johannsen, som klaskede den hårdt op i nettaget.

To minutter senere var Fremad Amager begravet 10 fod under, da Anders Holvad lukrerede på en fæl forsvarsfejl, stjal bolden og trillede den i mål fra en spids vinkel.

3-1 og FC sejlede mod sejren.

En ond kamp

FC Fredericia vadede i chancer. Først sendte Nicolaj Ritter bolden direkte på skinnebenet af Nicklas Dannevang i Amager-målet på en ellers god mulighed alene med keeperen. Siden fik FC lov at sætte et hurtigt angreb i gang i et bizart øjeblik, hvor de to mandskaber røg i totterne på hinanden dybt på FC's banehalvdel.

Den hurtige bold endte hos Anene, som var helt alene med keeperen, fordi Fremad Amagers folk var i infight med FC's spillere, men angriberen forsøgte at afdrible målmanden uden held. Siden endte den hos Niels Letort, som sparkede forbi et frit mål.

Afbrænderne var ikke det mest beskæmmende i de minutter. Det var, at dommerne totalt havde tabt grebet om kampen og gjorde den meget mere ond, end den burde være.

FC havde hårdt fat om opgøret i overtallet, og Fremad Amager kunne intet gøre. Chuma Anene kom til to gigantiske muligheder men misbrugte dem begge. Derfor endte det med en sejr til gæsterne, som sagtens kunne have været større.

De er i aktion igen på søndag, hvor Lyngby gæster Monjasa Park.

Læs om kampen minut for minut lige her:

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce