Annonce
FC Fredericia

Tredje sejr i træk: FC Fredericia vandt sikkert over kriseramte Næstved

Det var ikke altid lige kønt, men FC Fredericia sejrede sikkert over kriseramte Næstved søndag på Monjasa Park. Foto: Peter Leth-Larsen
FC Fredericia viste ikke megen slinger i valsen, da Næstved søndag blev sendt hjem fra Monjasa Park med et 3-1-nederlag. Da FC Fredericia løftede sit niveau efter pausen, kunne Næstved ikke længere være med.

Fredericia: FC Fredericia vandt i sikker stil over et kriseramt Næstved-mandskab søndag eftermiddag. Da først hjemmeholdet øgede tempoet efter pausen, kunne gæsterne ikke længere være med. Kampen endte 3-1 til FC Fredericia.

Det var et vingeskudt FC Fredericia-mandskab, der tog imod en klub i kaos. FC Fredericia manglede Sonni Nattestad, Mathias Johannsen og Jacob Buus, og derfor var Jonas Dal tvunget til at sende anfører Christian Ege Nielsen ned i det centrale forsvar.

Dette blev dog opvejet af, at Næstved som klub er uigenkendelig i forhold til sidste sæson. Klubben fik en ny, spansk træner i midtugen, og klubbens nye ejere har skiftet et helt hold i sommerferien - og det selvom Næstved var tæt på at ende i top-3. På dagens hold var der dog "kun" fire nye spillere. Den nye spanske træners papirer er endnu ikke i orden, så han måtte kigge på fra tribunen.

Første halvleg var en tempoforladt affære, og opgøret fandt aldrig ind i en rytme, der fik den til at ligne en fodboldkamp. Kristian Kirkegaard var det eneste konsekvente lyspunkt i 45 minutter, som hurtigt går over i glemmebogen. Den lille tekniker, som FC hentede i Kolding inden denne sæson, var hele tiden vendt mod mål, og hans iver efter at skabe chancer var stor.

Han kom til nogle afslutninger, men rigtig farligt blev det dog aldrig.

Det blev til gengæld Næstved, da en dødbold fik lov at springe rundt inde i FC Fredericia-feltet. Til sidst kom anfører Kristoffer Munksgaard på den, og han bankede bolden hårdt i kassen uden chance for Alexander Nybo.

0-1 til Næstved.

Annonce

FC Fredericia-Næstved BK 3-1 (1-1)

1. division

Mål: 0-1 Kristoffer Munksgaard (26.), 1-1 Uzo (36.), 2-1 Agon Mucolli (53.), 3-1 Anders Holvad (69.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo - Uzo, Erik Nissen, Christian Ege Nielsen, Nicolai Ritter - Andreas Oggesen, Mathias Gertsen - Kristian Kirkegaard (Mathias Nygaard 76.), Anders Holvad, Agon Mucolli (Nikolaj Kirk 74.) - Steven Enna (Victor Ezekiel Dawa 85.).

Næstved (4-2-3-1): Lasse Mikkelsen - Stefan Vico, Jesper Christiansen, Joel Felix, Andreas Moos - Mark Kongstedt (Christian Enemark 67.), Lucas Ohlander (Edson 79.) - Ahmed Hassan, Luis Fernando, Kristoffer Munksgaard - Rafaelson (Mathias Kisum 72.).

Advarsler: Ahmed Hassan (18.), Uzu (47.), Mark Kongstedt (49.), Andreas Moos (75.), Anders Holvad (78.).

Dommer: Benjamin Helm Svedborg.

Tilskuere: 808 på Monjasa Park.

En elefant i en glasbutik

FC Fredericia havde besvær med at finde løsningerne offensivt. Der manglede vision og kreativitet, og ikke ret meget så godt ud efter 35 minutters spil. Men så scorede højre back Uzo, og dermed pulveriseredes en begyndende ond stemning på lægterne af Monjasa Park.

Den store angriber Steven Enna er reinkarnationen af den klassiske centerforward, som ellers er en saga blot i moderne fodbold. Fysisk faretruende men uden teknik, og så formår han altså på forunderlig vis at skabe ballade i modstanderens felt. Han var som en elefant i en glasbutik, da han fik trampet bolden ud til Uzo, som tog et forfriskende forsøg fra en halvspids vinkel.

Næstved-målmanden havde smør på handskerne og kunne kun halvklare. 1-1 og FC Fredericia var tilbage i kampen.

Alexander Nybo havde også dyppet handskerne i smør, og et par gange tabte han enkle bolde. Det kostede næsten kort før pausen, hvor han fumlede med bolden nær overliggeren.

Der stod dog stadig 1-1, da holdene gik i omklædningsrummet første gang.

Holvad blev Ole Lukøje

FC Fredericia kom ud af omklædningsrummet med en helt anderledes friskhed, og hjemmeholdets spil var kvikkere og mere fremadrettet. Efter 53 minutter gav det pote. Et mønsterangreb blev afsluttet af Agon Mucolli, som headede bolden i kassen ved bageste stolpe i helt fri position.

Målet blev skabt via en mageløs pasning fra anfører Christian Ege Nielsen, som dybt fra egen halvdel fandt en fri Anders Holvad i løb, og hans millimeterpræcise indlæg sad lige i panden på Mucolli, der lurede som en falk ved bagstangen.

Angrebet var et af den slags, der står på side ét i fodboldens ABC. 2-1.

FC Fredericia flyttede rent faktisk bolden mellem sig i anden halvleg, og det åbnede op for mulighederne. Anders Holvad testede målmanden med et hårdt hug mod nærmeste målhjørne, men manden med handskerne var på plads dernede. Holvad tog dog revanche efter 69 minutter, hvor han agerede Ole Lukøje og lagde Næstved i seng.

Et hjørnespark endte med et nedfald i feltet efter en luftduel, og her lagde Holvad den død med et vakst fodvip. Et kort aftræk fulgte, og bolden bragede i kassen bag en flagrende Næstved-målmand. 3-1, og kampen var de facto lukket, for Næstved lignede ikke et mandskab, der kunne krige sig tilbage.

FC Fredericia kørte kampen hjem på autopilot og tog dermed sin tredje sejr i træk, hvis man tæller pokalturneringen med. Det perfekte afsæt til midtugens lokalopgør mod Vejle Boldklub. Den spilles klokken 18.30 onsdag aften.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce