Annonce
FC Fredericia

FC Fredericia tog en mageløs sejr over Kolding: Vendte kampen på 10 minutter

FC Fredericia jubler efter scoringen til 1-1. 10 minutter senere, var hjemmeholdet foran. Foto: Michael Svenningsen
FC Fredericia vandt med 2-1 over Kolding. I store del af anden halvleg var FC i problemer, men det lykkedes at vende kampen på blot 10 minutter og vinde opgøret.
Annonce

Fredericia: FC Fredericia fik en  resultatmæssig perfekt begyndelse på 1. division med en 2-1-sejr over Kolding.

Det holdt hårdt, men helt til sidst vendte FC Fredericia kampen totalt på hovedet.

Michael Hansen viste sig som en iskold træner og havde flere nye spillere i sin startformation. På bænken kiggede den ellers så faste målmand Alexander Nybo på, mens Mathias Gertsen, Dennis Høegh og Mathias Johannsen også var henvist til sidelinjen.

I stedet begyndte Elias Olafsson i målet, Tobias Anker i forsvaret og Raphael Onyedika på midten. Tre nye spillere fra FC Midtjylland.

Det var en frisk og meget interessant startformation.

FC Fredericia havde som forventet bolden, mens Kolding lurede på omstillingerne. Efter otte minutter opstod den første mulighed til hjemmeholdet, og det var en stor en.

Agon Mucollis glimrende frispark tog overliggeren og fløj ud til Anders Holvad, som ikke kunne dirigere den i et tomt mål. Bolden sprang hurtigt ud til ham, og han skulle reagere med fart, men det var alligevel en kæmpe chance.

Tre minutter senere bragte Kolding sig foran.

Gæsternes højreside var farlig. Den tidligere FC'er Denis Fazlagic agerede dynamisk duo med Morten Hansen, og de fik flyttet bolden ind til Mike Vestergård, som forsøgte sig fra kanten af feltet. Træffet var perfekt og drejede i kassen klinet til stolpen. Elias Olafsson er over to meter høj, men målmanden sprang prisgivet efter læderet.

FC Fredericia havde chancer nok - uden at de dog var i direktør-klassen. Anfører Christian Ege Nielsen, der spillede sin kamp nummer 250 for klubben, sparkede direkte på målmanden i en god position udenfor feltet. Og Andreas Oggesens halvflugter fløj langt over mål efter et godt opspil.

Den sidste skarphed manglede dog, hvilket stod mejslet i granit, da de to hold gik til pause. Kort forinden havde Agon Mucolli akkurat drejet et ellers fint spark snert forbi fjerneste opstander fra en god position i feltet.

Kolding? De ville ingenting, men de var foran. FC Fredericia spillede fodbold men var bagud med 1-0 i pausen.

Annonce

Sejr til sidst

Kampbilledet fortsatte.  FC Fredericia havde bolden men kunne ikke gennembryde Koldings panser. Så der gik et stykke tid, før boldbesiddelsen udmøntede sig i chancer.

Kolding var til gengæld farlig, og både Denis Fazlagic og indskiftede Adam Jakobsen brændte store tilbud på friløbere, som den nye FC-målmand Elias Olafsson fik reddet på klos hold.

Den tidligere FC'er Fazlagic var i det hele taget farlig og kom frem til flere gode tilbud, som dog alle blev misbrugt.

Der skulle gå omtrent 25 minutter af anden halvleg, før FC fik flettet Koldings forsvar op. Dennis Høegh modtog bolden i feltet og lagde på tværs mod Steven Enna, der dog  ikke var stærk nok til at vinde den fysisk duel foran mål og prikke den ind.

FC Fredericia var langt tid om at vågne, og det så grundlæggende ikke for godt ud, det der foregik efter pausen. Det var utroligt, at Kolding ikke var foran med 2-0.

I første halvleg oplevede FC Fredericia, at hammeren kan falde, når man ikke scorer på sine chancer, og nu var det Koldings tur til at modtage et tilsvarende hårdt slag.

FC Fredericia fik lagt et tungt tryk, og debutanten Raphael Onyedika afsluttede fra kanten af feltet på perfekt vis. Bolden strøg hårdt i kassen, og kampen var atter totalt åben.

Målet virkede som en vitaminindsprøjtning på FC-spillerne, som på 10 minutter fik vendt kampen totalt på hovedet. Andreas Oggesen fik et stræk i baglåret og humpede rundt på banen, men han fik alligevel lagt den videre til Mathias Gertsen blandt fjender i midtercirklen efter en FC-clearing.

Det hele endte i en chance til Agon Mucolli, som løb hele vejen ned i feltet, satte en mand og sparkede den ind til 2-1.

På 10 minutter havde FC Fredericia vendt et frygteligt resultat til et fremragende resultat.

Der var lagt fem minutter til, men Kolding var i granatchok og mønstrede ikke noget pres.

FC Fredericia vandt en stor sejr og fik en rigtig god start på 1. division under den nye cheftræner, Michael Hansen.

FC Fredericia-Kolding IF 2-1 (0-1)

1. division

Mål: 0-1 Mike Vestergård (11.), 1-1 Raphael Onyedika (81.), 2-1 Agon Mucolli (90.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Elias Olafsson - Mikkel Knudsen, Erik Nissen, Tobias Anker, Nicolaj Ritter - Christian Ege (Dennis Høegh 56.), Raphael Onyedika - Andreas Oggesen, Kristian Kirkegaard (Mathias Gertsen 73.), Agon Mucolli - Anders Holvad (Steven Enna 56. (Mathias Johanssen 86.)) .

Kolding IF (4-3-3): Benjamin Schubert - Morten Hansen, Simon Trier, Mads Eriksen, Daniel Thøgersen - Sebastian Sommer, Mads Zederkopf, Mike Vestergård (Mikkel Dongsted 75.) - Denis Fazlagic (Mikkel Jakobsen 75.), Rune Nautrup (Adam Jakobsen (65.), Oliver Drost (Christian Kudsk 64.).

Advarsler: Erik Nissen (61.), Raphael Onyedika (70.).

Tilskuere: 500 på Monjasa Park.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Skrappe coronaregler omdirigerer ridestævne til Fredericia: - Vi lægger op til 'kom, rid, skrid'

Alarm 112

Kan du hjælpe?: Muligt vidne til røveri og oplysninger om gerningsmænd efterlyses

CORONAVIRUS

Live: Kæmpe smitteudbrud på populær Aarhus-bar - Genbrug af drikkeglas og ingen afspritning

Fredericia

Har du også fået et uklart svar på coronatest?: Småting kan afgøre, om test er ugyldig

Annonce