Annonce
FC Fredericia

FC Fredericia tog tre vigtige point og sprang op på andenpladsen

Andreas Oggesen scorede kampens eneste mål, da FC Fredericia vandt ver HB Køge. Arkivfoto: Michael Svenningsen
FC Fredericias sejr i Køge var aldrig alvor i fare. Kampen endte 1-0, og med den går FC Fredericia op på andenpladsen i tabellen.
Annonce

Køge: Med en kontrolleret indsats, vandt FC Fredericia 1-0 i Køge onsdag aften. Selvom kampen blev vundet med snæver margen, var man aldrig bange for, at FC ville smide sejren væk.

FC Fredericia var uden skadede Anders Holvad og Steven Enna, så derfor var der debut til Justin Shaibu i front.

Desuden var Erik Nissen og Tobias Anker kun klar til bænken, mens Agon Mucolli havde karantæne og kiggede på fra tribunen. FC Fredericia var ramt på mandskabet.

Det var dog ikke umiddelbart noget, der gav sig til udtryk i præstationen på banen. Begge hold ville spille fodbold, og første halvleg var pakket med chancer af større eller mindre grad.

Efter seks minutter faldt den første, da HB Køge målmand Oskar Snorre var på skovtur, så Alexander Jensen kunne afslutte i et tomt net. Træffet var dog fladt og svagt med det kolde venstreben, og derfor kunne Mark Gundelach redde kastanjerne ud af ilden med en heroisk, glidende takling.

Kunstgræsbanen på Capelli Sport Stadion var drivende våd, og det gav en urolig bold. HB Køge ville tydeligvis udnytte dette ved at skyde fra distancen, men ingen af skuddene blev rigtig farlige, selvom hjemmeholdet raslede med sablen.

Alexander Jensen begyndte i venstre side, og han gik ind i banen og sendte målmanden ud i en fuld længde redning med et godt, drejende træf. På det efterfølgende hjørne, fløjtede dommeren for straffe.

Christian Ege Nielsen blev på højst klodset vis revet omkuld af Oliver Sonne. Christian Tue Jensen gik til bolden fra pletten, og han ville gerne sende den hårdt og fladt i kassen klinet op ad stolpen. Kraften i skuddet  manglede dog, og målmanden reddede uden problemer.

Den unge 10'er fra FC Midtjylland gjorde det dog godt igen minutter senere. Hans fremragende hælpasning fandt Justin Shaibu, som forsøgte at lægge bolden ind foran mål men blev blokeret. Situationen gav et hjørnespark, som Nicolaj Ritter sendte mod bageste del af feltet. Anfører Christian Ege headede på tværs, og Andreas Oggesen klappede bolden i kassen med en halvskæv flugter, der gik i græsset før den søgte hjørnet. En smuk kasse -  på sin egen lettere gebrokne måde.

Der var hele tiden chancer at forholde sig til, og Liam Jordan burde have udlignet, da han bragede til en returbold fra Alexander Nybo. Men han manglede præcision og skød tættere på hjørneflaget end målet. Også Stephan Petersen kom til en udmærket skudchance, men også han havde skruet støvlerne forkert på.

Det samme havde en ellers velspillende Alexander Jensen. Igen gik han ind i banen og kiggede mod fjerneste hjørne, men bolden kyssede stolpen og gik bag mål.

Mere skete der ikke i en hæsblæsende halvleg. FC førte 1-0.

Annonce

Styre på anden halvleg

HB Køge havde et purungt forsvar, og det skabte usikkerhed  hos hjemmeholdet. Justin Shaibu burde have bragt gæsterne yderligere foran kort inde i anden halvleg, men fra en halvspids vinkel gik han for dybt i bolden og sendte den over mål.

Han havde ellers brugt sin fysik godt til at fremskaffe chancen.

Anden halvleg blev en mere rolig affære end første, og selvom begge hold fik sendt langskud mod kassen, var det bemærkelsesværdigt småt med chancerne sammenlignet med de første 45 minutter.

FC Fredericia var foran  og kontrollerede  opgøret fint, mens tandløse HB Køge virkede ude af stand til at true en veletableret FC-defensiv. Marius Elvius kom til noget, der lignede en chance, men hans dårlige skud lod meget tilbage at ønske. Et meget godt billede på et hjemmehold der knurrede men undlod at bide.

FC Fredericia havde et par store tilbud helt til sidst, da HB Køge smed alt frem. Men både Kristian Kirkegaard og Alexander Jensen misbrugte dem. Det betød dog ingenting, for FC Fredericia tog tre gode point.

FC er på andepladsen i 1. division i skrivende stund. Næste kamp spilles lørdag mod Skive hjemme på Monjasa Park.

HB Køge-FC Fredericia 0-1 (0-1)

1. division

Mål: 0-1 Andreas Oggesen (22.).

HB Køge (4-4-2) : Oskar Snorre - Mark Gundelach, Frank Assinki, Magnus Wørts, Oliver Sonne (Noble Okello 65.) - Stephan Petersen (Mathias Høst 65.), Valon Ljuti, Magnus Häuser (Marius Elvius 65.), Liam Jordan (Christian Toftdahl 87.) - Martin Koch Helsted,  Jakob Johansson (Jubril Adedeji 46.). 

FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo - Mikkel Knudsen, Lukas Enevoldsen, Mathias Johannsen, Nicolaj Ritter - Christian Ege Nielsen, Raphael Onyedika - Andreas Oggesen (Mathias Gerttsen 59.), Christian Tue Jensen (Uzo 77.), Alexander Jensen, - Justin Shaibu (Kristian Kirkegaard 77.).

Advarsler: Magnus Wørts (50.), Frank Assinki (67.),

Dommer: Mostafa Seyfi

Tilskuere: Cirka 400 på Capelli Sport Stadion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce