Annonce
Fodbold

FC Horsens blev udspillet af Skanderborg

Målmand Brian Eriksen reddede FC Horsens fra et større nederlag mod Skanderborg. Foto: Søren E. Alwan.
Skanderborg bragte sig foran 4-0 efter en halv times spil på Bankager.

Horsens: Det smukke påskevejr var det eneste lyspunkt for FC Horsens i hjemmekampen mod Skanderborg på Bankager.

Efter en halv time havde Skanderborg bragt sig foran 4-0, og FC Horsens slap billigt med et nederlag på 4-1.

Skanderborg spillede i 2. division og var årets klub i Europa i 2014. Fem år senere spiller klubben om at undgå nedrykning fra jyllandsserien, men målsætningen er klar. Klubben skal være tilbage i 2. division om fem år.

- Jeg er kun en overgangsfigur, forklarede cheftræner Tom Mathiasen. Min kontrakt udløber til sommer. Jeg har en del spillere, der kun vandt fire kampe i 2018, så der er lang vej endnu.

Skanderborg har lavet et samarbejde med AC Horsens. Klubben får U-19-spillere fra AC og havde tre mand med på Bankager, Erik Andersen, Tais Hansen og Josha Bania.

Erik Andersen åbnede scoringen efter seks minutter, Tais Hansen scorede til 2-0 efter 12 minutter, og anfører Niklas Hansen scorede til 3-0 efter 23 minutter.

Målet til 4-0 var komisk. Tais Hansen kiksede et indlæg og ærgrede sig højlydt, indtil han opdagede, at det blev en sukkerbold til Erik Andersen, som headede i mål til 4-0 efter 30 minutter.

Mathias Cramer, indhopper hos FC Horsens, pyntede på resultatet efter 64 minutter.

- Da vi var foran 4-0, slappede spillerne af, og det skal de ikke høre noget for. Sejren var jo hjemme, og vi havde spillet FC Horsens ud af brættet i første halvleg, sagde Tom Mathiasen.

- Vi fik rettet op på kampen i anden halvleg, sagde FC Horsens-træner Jesper Danefeld. Skanderborg var et stærkt hold. Jeg plejer at klage over angriberne. I dag var det forsvaret, jeg var utilfreds med.

Bedste FC'er var målmand Brian Eriksen, der reddede sit hold fra en større øretæve, og indhopper Brian Christiansen, der var den mest energiske hos FC Horsens på en trist dag. Modløse FC Horsens skal et par trin op, hvis holdet vil blive i jyllandsserien.

FC Horsens-Skanderborg 1-4 (0-4)

Jyllandsserien

Mål: 0-1 Erik Andersen (6.), 0-2 Tais Hansen (12.), 0-3 Niklas Hansen (23.), 0-4 Erik Andersen (30.), 1-4 Mathias Cramer (64.)

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Annonce