Annonce
FC Fredericia

FC-profil skifter snart til den klub, han møder søndag: Jeg må prøve at lægge det til side

Andreas Oggesen skifter til Silkeborg til sommer. Netop Silkeborg er modstanderen søndag på Monjasa Park. Arkivfoto: Morten Pape
Andreas Oggesen skifter til Silkeborg til sommer. Samme klub møder FC Fredericia søndag, og midtbanespilleren lægger ikke skjul på, at det bliver en speciel oplevelse.

Fredericia: Søndagens kamp bliver en af de mærkelige for FC Fredericias midtbanespiller Andreas Oggesen. 7. januar i år meldte han og FC Fredericia ud, at han stopper i klubben til sommer. Samtidig kunne Silkeborg berette på sin hjemmeside, at Oggesen skifter til oprykningsbejleren på en tre-årig aftale begyndende fra sommer.

Søndag skal Andreas Oggesen så for første gang spille mod Silkeborg, efter at hans forestående skifte blev en realitet. Altså skal han spille for sin nuværende klub mod den klub, han snart skifter til.

Hvem holder du egentlig med?

Annonce

- Det er et svært spørgsmål, svarer Andreas Oggesen og griner.

- Men jeg holder med Fredericia. Jeg spiller her nu, så jeg vil gøre alt for Fredericia, tilføjer han.

Silkeborg ligger godt til i oprykningskampen og er på den oprykningsgivende andenplads fire point foran Esbjerg for én kamp færre. En Silkeborg-sejr søndag, vil sende klubben - og Andreas Oggesen - endnu tættere en fremtid i Superligaen.

- Selvfølgelig har jeg tænkt over det. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Men jeg er nødt til at lægge det til side, når kampen går i gang. Jeg ikke gøre andet end at levere det bedste for den klub, jeg spiller for. Silkeborg har masser af kampe til selv at afgøre det, siger Andreas Oggesen.


Jeg er nødt til at lægge det til side, når kampen går i gang. Jeg ikke gøre andet end at levere det bedste for den klub, jeg spiller for.

Andreas Oggesen


Hvorfor gør du det?

For få år tilbage var der en tilsvarende men endnu vildere situation i italienske Serie A med den hollandske forsvarsspiller Stefan de Vrij. I sommeren 2018 var det en offentlig hemmelighed, at han efter sæsonen forlod Lazio til fordel for Inter. De to klubber mødtes i sidste runde i en direkte duel om fjerdepladsen og adgangen til Champions League.

Efter 75 minutter var Inter bagud med 2-1, men så begik Stefan de Vrij et straffespark, som vendte kampen, og Inter vandt med 3-2. Efterfølgende var alle hurtige til at neddysse situationen, men den gav alligevel genlyd.

- Sådan noget har jeg selvfølgelig også gjort mig tanker omkring, siger Andreas Oggesen.

- Det kan gå begge veje. Hvis jeg sparker den op i hjørnet, vil silkeborgenserne sige: Hey,  hvorfor gør du det? Men begår jeg en fejl, tænker fredericianerne: Hov, det var med vilje, siger Andreas Oggesen.

Da hans skifte blev en realitet, forhandlede klubberne om en transfer allerede i januar. Sådan en ville give mening, fordi to af Silkeborgs spillere, Valance Nambishi og Jeppe Gertsen, skifter den anden vej til sommer. Men klubberne kunne ikke blive enige om betingelserne.

- Jeg har spillet mod Silkeborg mange gange, men det bliver lidt mere specielt den her gang, når jeg ved, jeg skal derop, siger Oggesen.

Han forudser en god fodboldkamp.

- Silkeborg har et rigtig godt hold. De er flyvende og i god form, men vi kommer fra to sejre og har selvtillid. Vil vil begge gerne spille fodbold, så det skal nok blive godt, siger han.

Kampen begynder klokken 14.00 og spilles på Monjasa Park.

FC Fredericias formodede startopstilling mod Silkeborg.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce