Annonce
FC Fredericia

FC-stopper: Jeg har skullet vænne mig til, at midtbanen ikke er dødt land

Lukas Enevoldsen i duel i pokalkampen mod Silkeborg. I FC Fredericia spilller man fodbold, og det har han skullet vænne sig til. Arkivfoto: Clays Fisker/Scanpix
Lukas Enevoldsen skal efter alt at dømme starte inde i søndagens kamp mod Nykøbing. Stopperen har skullet vænne sig til, at man gerne må spille fodbold i Fredericia.

Fredericia: Når chancen kommer, skal man gribe den. Lukas Enevoldsens chance er nu. FC Fredericia-stopperen startede inde mod Silkeborg i pokalen og gjorde det fint, selvom klubben tabte med 4-3. Nu gælder det 1. division og opgøret mod Nykøbing.

- Jeg havde det underligt efter Silkeborg-kampen. Jeg synes, jeg havde gjort det hæderligt, men vi havde lukket fire mål ind, siger han.

- Men de 120 minutter, jeg fik i benene, er uundværlige nu. Alternativet var, at min seneste startplads lå tilbage september. Det gør en kæmpe forskel, at jeg fik bevist, jeg kan være med fysisk - også mod et superliga-hold, siger Lukas Enevoldsen.

FC Fredericia er uden anfører Christian Ege Nielsen, som sidder ude med karantæne. Mathias Johannsen er skadet, og det efterlader Lukas Enevoldsen og Erik Nissen i det centrale forsvar - medmindre cheftræner Jonas Dal vælger at gøre noget radikalt.

Det ligger dog ikke i kortene, da cheftræneren benyttede netop fredagens pokalkamp til at spille et nyt forsvar ind. Jacob Buus er også ude med karantæne, og hans afløser er FC Midtjylland-lejesvenden Uzo.

Annonce
I Brabrand var den centrale midtbane dødens land for os stoppere. Vi måtte ikke spille bolden op igennem midten.

Lukas Enevoldsen, FC Fredericia-stopper

Dødens land

Lukas Enevoldsen kommer fra Brabrand og Thisted, hvor man spillede en helt anden type fodbold end i Fredericia.

- I Brabrand var den centrale midtbane dødens land for os stoppere. Vi måtte ikke spille bolden op igennem midten. Det er en vigtig del af den måde, vi spiller på her, så det skulle jeg vænne mig til, siger Lukas Enevoldsen.

Han påpeger, at både Jonas Dal og assistenttræner Morten Dahm Kjærgaard har arbejdet med hans tilgang til forsvarsspillet.

- Jeg føler, jeg er ved at være der på grund af deres og mine holdkammeraters store hjælp. Det hander også om, at man ikke bare skal give lorten videre, men rent faktisk spille sine holdkammerater, så de kan få noget ud af situationen, siger Lukas Enevoldsen.

FC Fredericia scorer mange mål men lukker også mange ind. 26 scoringer og 19 indkasseringer er det blevet til.

Hvordan er det som forsvarsspiller at vide, at man er sikker på at lukke mål ind, når man går ind på græsset?

- Jeg tror altid på, at vi kan holde nullet. Vi angriber med mange folk, og derfor er der endnu større krav til vi to stoppere og måske den defensive midtbanespiller. Vi skal stå helt rigtigt, og vi skal hele tiden være forberedt på, at der kommer en kontra imod os, siger Lukas Enevoldsen.

Lukas Enevoldsens kontrakt med FC Fredericia udløber til nytår.

Kampen mod Nykøbing begynder klokken 14.00 søndag og kan følges live på www.frdb.dk.

Forventet startopstilling: Bænken: Andreas Raahauge, Nikolaj Kirk, Victor Ezekiel Dawa, Martin Mikkelsen, Mathias Nygaard, Dennis Høegh. Skader: Mathias Johannsen. Karantæne: Christian Ege Nielsen og Jacob Buus.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce