Annonce
Sport

FCK-bøddel jublede ikke over mål: Ville vise min respekt

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den tidligere FCK-spiller Benjamin Verbic udlignede i torsdagens kamp, men valgte ikke at juble.

Dynamo Kievs Benjamin Verbic jublede ikke, da han scorede til slutresultatet 1-1 mod FC København i Europa League torsdag aften.

Sloveneren spillede for FC København fra 2015 til 2018, og han ville vise sin respekt over for fansene fra sin tidligere klub.

- Det var rart at score i Parken. Jeg var her med et nyt hold, og jeg ønskede at vinde. Men de har vist mig respekt, og jeg ville også vise dem respekt. Det er sådan, det fungerer. Vores relation var rigtig god, da jeg var i København, og det er den stadig, siger Verbic.

Det var første gang i karrieren, at Verbic scorede et mål mod en af sine tidligere klubber. Og det var første gang i karrieren, at han ikke jublede.

- Det var meget følelsesladet. Måske en af de mest følelsesladede i min karriere. Det var rart at være hjemme. Jeg spillede så mange kampe og har så mange gode minder herfra.

- FCK-fansene viste mig meget respekt, da jeg forlod klubben, og efter første kamp (i Kiev for to uger siden, red.) sang fansene min sang, siger Verbic.

Verbic var en af FCK's profiler, da han i januar sidste år blev solgt til den ukrainske storklub.

Torsdag viste han sig også som en af de mest fremtrædende på det gæstende mandskab, der kom tilbage efter at have været nede 0-1.

En tidlig scoring af Jens Stage havde bragt FC København i front, men Verbic gjorde det onde ved sin tidligere klub med 20 minutter igen.

Det efterlader en gruppe, hvor FCK og Dynamo Kiev har seks point før de sidste to runder, mens Malmö FF har fem point på tredjepladsen. Med andre ord er alt stadig helt åbent.

- Vi må tage det kamp for kamp. Alt kan stadig ske for både os og København, så vi må fokusere på os selv, siger den tidligere FCK'er.

Mens Verbic og Dynamo Kiev om tre uger skal møde Malmö FF, gæster FCK schweiziske Lugano.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce