Annonce
Børkop

Fem lokalråd står bag samme idé: Kommunen bakker op om Tour de Friends

Skyde med bue og pil. Måske. Meget kan finde sted ved årets Tour de Friends, men endnu er der ikke kommet aktiviteter i programmet. Arkivfoto: Joan Anette Karlsen
Vejle Kommune støtter projektet Tour de Friends med 60.000 kroner i år. Og samme beløb næste år. Dermed er det store projekt, som fem lokalråd er gået sammen om, sikret en økonomisk tryg start.

Børkop/Brejning/Gårslev/Andkær/Smidstrup: Der er Tour de France, og så er der Tour de Friends, og sidstnævnte finder vejen frem til tidligere Børkop Kommune i sensommeren.

Der er tale om et slags stjerneløb, hvor borgerne mødes på midten og sendes ud til aktiviteter i andre lokalområder end kun deres egen.

Det er fem lokalråd, der går sammen om projektet. Smidstrup/Skærup, Andkær, Brejning, Gårslev og Børkop. Og de fem lokalråd har søgt om penge fra udviklingspuljen, som udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati (ULN), deler ud af.

Udvalget er meget begejstret for idéen med Tour de Friends, og har valgt at støtte med det fulde beløb, som lokalrådene havde søgt om.

- Det er ganske enkelt en skide god idé, som vi rigtig gerne vil bakke op om. Det henvedder sig til alle aldre, og det er et event, der skabes for at binde både lokalsamfund og lokalrådene endnu mere sammen. Det passer helt perfekt til det, som udvalget arbejder for, siger Thyge Havgaard Bjerring, der er formand for udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati.

Annonce

Tour de Friends

Tour de Friends er ikke, som navnet eller antyder, et cykelløb. Det er til gengæld en aktivitetsdag, der skal finde sted rundt i hele den tidligere Børkop Kommune.

Her er der skabt en vision for hele området under navnet Naturbyen - en byklynge ved Vejle Fjord, og Tour de Friends er tænkt som et event, der kan være med til at skyde byvisionen i gang.

Planen er, at der skal være et fast midtpunkt, hvorfra man kan sende deltagerne ud. Det kan eksempelvis være ved hallen i Gauerslund. Derfra kan man tage ud til aktiviteter rundt i området.

Der er ikke fastlagt nogle aktiviteter endnu, men et skud fra hoften kan være kajaksejlads i fjorden, rulleskøjter i Børkop, beachvolley ved Høll, tovtrækning i Smidstrup, foredrag i Andkær... og ja, byd gerne selv ind med forslag.

Ville have faldet besvimet om

Det var oprindeligt Gårslev Lokalråd, der fandt på idéen med Tour de Friends. Det er så siden blevet til et samarbejde mellem de fem lokalråd. Og hos formanden for lokalrådet i Gårslev, er der stor tilfredshed med, at udvalget bakker eventet op.

- Der skal Kæmpe tak til ULN. Fra lokalrådenes side glæder vi os rigtig meget over, at ULN gennem sin økonomiske støtte bakker op om Tour De Friends, ikke blot i 2020 men også i 2021, siger Henrik Juhl Kristensen fra Gårslev Lokalråd.

Han erkender dog også, at det ville have undret ham, hvis ULN ikke havde bakket op.

- For nu at være helt ærlig, ville jeg være faldet besvimet om, hvis udvalget havde valgt ikke at støtte Tour De Friends. Idéen om at markedsføre Naturbyens unikke steder og historier gennem en motions- og idrætsevent for områdets børn og voksne, rammer lige rent ind i ULNs interessefelt. Og at det desuden er med at skabe øget sammenhængskraft for de deltagende lokalråd, gør det bare endnu mere oplagt, siger han.

Indkøbe assistance

Lokalrådene havde søgt om 60.000 kroner i år samt 60.000 til næste år, og begge dele er blevet bevilget. Dermed ved de fem lokalråd, at arrangementet også kan finde sted næste år. Den kommunale støtte giver derfor mulighed for at komme godt fra land.

- Vi har fået et godt rygstød til at kunne indkøbe kompetent assistance, og allerede nu kan jeg da fortælle, at vi har en meget spændende person i kikkerten til opgaven, siger Henrik Juhl Kristensen, der endnu ikke kan røbe, hvem denne person er.

Der er ikke fastlagt dato for, hvornår Tour de Friends skal finde sted på nuværende tidspunkt. Men planen er, at det skal være omkring slutningen af august eller starten af september.

- Lokalrådene mødes tirsdag 18. februar for at drøfte og planlægge de videre detaljer omkring Tour de Friends. Derefter er vi klogere på datoen, siger Henrik Juhl Kristensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Midt i sorgen over Quasim: Stærke ord til unge om at tænke sig om

Fredericia

Se video: Mindesamvær i Korskærparken for afdød 24-årig

Annonce