Annonce
Fredericia

Fem punkter skal forbedre folkeskolen: S-kandidat får ros fra lærernes formand

Lærernes formand Anders Bondo Christensen roser S-kandidaten Jens Jonatan Steen fra Fredericia. Torsdag mødtes de til en snak i Middelfart, efter at socialdemokraten har rakt hånden ud til lærerne i en kronik med partifællen Anders Kronborg. Foto: Peter Leth-Larsen
S-kandidaterne Jens Jonatan Steen og Anders Kronborg får ros fra lærerformand Anders Bondo Christensen. De har fremlagt fem punkter, som skal forbedre folkeskolen. S har et stort medansvar for problemer, der blev skabt med skolereformen og lockouten i 2013, erkender de to kandidater.

Fredericia/Middelfart: Torsdag trykkede lærerformand Anders Bondo Christensen hånd med den socialdemokratiske folketingskandidat Jens Jonatan Steen.

Anders Bondo Christensen roste de fem forslag for folkeskolen, som Fredericia-kandidaten fremlagde i sidste uge i en fælles kronik i denne avis med partifællen Anders Kronborg fra Esbjerg.

- Jeg blev meget glad, da jeg læste den. For vi har brug for, at Christiansborg tager ansvar for folkeskolerne, som lige nu er landet i et tomrum, hvor alle lovene laves på Christiansborg, og så er det kommunerne, der må gennemføre det hele, sagde formanden for Danmarks Lærerforening (DLF).

Mødet mellem formanden og S-kandidaten fandt sted på Sixtus Sinatur Hotel i Middelfart, som ejes af lærernes fagforening.

I de smukke omgivelser ved Lillebælt var de enige om at se fremad. Gerne ud fra de fem punkter i kronikken, hvor S-politikerne blandt andet taler for et økonomisk løft til folkeskolerne. Mere tid til forberedelse og færre elever i klasserne. Og så skal folkeskolen "ud af kløerne på Moderniseringsstyrelsen", hvor embedsmænd "fører kniven over de offentlige overenskomster. "

Fem forslag for folkeskolen

I fem punkter har de socialdemokratiske kandidater Anders Kronborg og Jens Jonatan Steen foreslået forbedringer af folkeskolen.

- Folkeskolen skal rykkes ud af kløerne på Moderniseringsstyrelsen, når det handler om overenskomster.

- Antallet af test og mål har taget overhånd, og politikerne skal i stedet tro på engagerede lærere, pædagoger, elever og skolebestyrelser.

- Mere tid til forberedelse og færre elever i klasserne.

- Privatskolernes sociale ansvar skal styrkes ved at indføre et socialt taxameter, når privatskolerne får tilskud.

- Start med at tilbyde flere timer på lærer-studiet i stedet for at tale om en femårig læreruddannelse.

Konflikt stikker dybt

Lockouten i 2013 sidder stadig dybt i mange lærere. Men i kronikken rækker S-kandidaterne ud til lærerne. De erkender partiets ansvar for de problemer i folkeskolen, der fulgte med en underfinansieret skolereform.

- Konflikten sidder stadig i lærerne i mange dele af landet. Men vi skal ikke rode rundt i alt det, der er sket. Vi skal se fremad, sagde Jens Jonatan Steen og blev bakket op af Anders Bondo Christensen.

- Vi skal videre, og lærerne er klar på at udnytte ressourcerne i folkeskolen mere effektivt, men der skal også flere ressourcer til. Vi skal ikke hænge fast i, hvad der skete i 2013, hvor Anders Kronborg i øvrigt selv var lærer og blev lockoutet, pointerede Anders Bondo Christensen.

Gjorde det særligt ondt på lærerne, at det skete under en S-ledet regering?

- Det tror jeg ikke, men jeg tror, mange var uforstående over for det, sagde Anders Bondo Christensen.

Lærerformanden var glad for, at man i 2018 undgik en ny lockout og i stedet indgik en overenskomst. Skal man skabe en bedre folkeskole, er der brug for mere af den slags: Et tættere samarbejde mellem Christiansborg, fagforeninger og Kommunernes Landsforening, mener han.

Plan er ikke gratis

S-kandidaternes plan for den bedre folkeskole bliver ikke gratis. Jens Jonatan Steen arbejder for at få partifæller og andre partier med på idéen.

- Nu er vi to, men der er selvfølgelig 179 medlemmer af Folketinget, konstaterede Jens Jonatan Steen og henviste til, at partierne i rød blok ser positivt på at styrke folkeskolerne.

Ifølge Anders Bondo Christensen er det også forkert, hvis man kun kigger på regnskabstallene.

- Hver gang, man ansætter en lærer, siger man, det er en udgift. Men det er ikke bare en udgift. Det er jo en investering i uddannelse til gavn for samfundet, sagde han.

I smukke omgivelser ved Lillebælt mødtes formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, med socialdemokraten Jens Jonatan Steen. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce