Fredericia: Politiet måtte kort før klokken 21:30 lørdag aften konfrontere fem unge på Fredericia Banegård, hvor de unge larmede og ikke bar mundbind.
Ifølge vagtchef Hans Hoffensetz var der tale om lokale i alderen 15-17 år. I første omgang traf politiet fire på stedet. Men undervejs i snakken med de fire stødte en 16-årig dreng sig til flokken. Også han blev sigtet for ikke at bruge mundbind.
I samme tidsrum men uden sammenhæng i øvrigt havde en 19-årig mand fra København kontaktet politiet og fortalt, at hans rygsæk var forsvundet fra bagagehylden i lyntoget på vej fra København til Fredericia.
Rygsækken, en 23-liters Nike-taske, indeholdt tøj, sko, en HP-computer og kreditkort. Efterfølgende er kredtitkortene blevet spærret i forbindelse med, at nogen forsøgte at benytte dem uden korrekt kode, oplyser politiet.