Strib: Hvordan afholder man en festival indendørs i februar måned med svingende instrukser om corona-restriktioner? Det har man hos Strib Vinter Festival forberedt sig på hen over vinteren, men med et forsvandt alle bekymringer sammen med påbud om restriktioner.
Jørgen Rahbek, Strib Vinter FestivalDet var en kæmpe forløsning, vi fik, da man ophævede restriktionerne.
Og det kommer som en gave for Strib Vinter Festival, der om ganske kort tid åbner for flere hundrede besøgende til festivalen med folkemusik, der altid afvikles på Strib Skole.
- Det var en kæmpe forløsning, vi fik, da man ophævede restriktionerne. Vi har ellers gået i seks-syv ugers frustration. Det gik jo ned i en bølgedal, da de lukkede hele kulturlivet ned igen i midten af december, siger Jørgen Rahbek, der er bestyrelsesformand for GUF, der arrangerer Strib Vinter Festival.
Alle festivalens frivillige har ellers brugt de sidste uger på at forberede sig på forskellige scenarier, så festivalen kunne leve op til restriktionerne.
De spiller på Strib Vinter Festival
Poul Krebs
Allan Olsen
Dorthe Gerlach
Elanor Shanley
rasmus Lyberth
Sam Kelly and The Lost Boys
Laura Illeborg Band
Payton Taylor
Jade Helliwell Trio
Northern Assembly Gary Quinn
HP Lange Big Gumbo
Tobias Elof med Mathæus Bech
Oscar Danielson
The Consolation
Lockwood Barr
The Grenadines
Trick Savage
Grassolin
Se det fulde program på www.strib-vinterfestival.dk. Her får du overblik over hvilke koncerter, der er gratis, og hvor du kan købe billetter til enten hele festivalen eller enkeltkoncerter.
- Vi har tænkt i alternative afviklingsformer. Blandt andet i "superligamodellen", hvor vi ligesom på stadion ville skulle inddele alting i sektioner, hvor hver gruppe havde deres egen bar, deres egne toiletfaciliteter og ind- og udgange. Men på sådan et lille festområde, som Strib Skole er, var det ikke en mulighed.
- Derfor er det rigtigt forløsende, at vi nu kan afholde en fuld festival. Der er en masse spildt arbejde, men det overskygges af glæden over, at vi nu kan holde en festival som normalt, siger han.
Festivalens omdrejningspunkt er, ud over musikken, at det er et socialt arrangement, hvor gæsterne overnatter på skolen samt spiser de fleste måltider sammen.
En uventet oplevelse
Det er faktisk lykkedes at få næsten alle kunstnere med fra den aflyste festival sidste år. Kun fire udskiftninger er det blevet til.
- Også vores billetsalg gik i stå hen over jul. Folk har været afventende - og af gode grunde, Men der er virkelig sket noget de sidste dage, siger Jørgen Rahbek, der har omkring 2000 billetter til salg og regner med, at de cirka 1600 af dem vil blive solgt.
Men det går også nok, at der ikke bliver udsolgt, skønner formanden.
- Vi er fortrøstningsfulde. Vi kommer nok ikke op på samme niveau som i 2020, men vi kommer deropad. Og så håber jeg, at vi kommer i betragtning til hjælpepakkerne, siger han.
Dele af Strib Vinter Festival er der gratis adgang til, og det er her, man blandt andet kan komme hjem med en oplevelse, man ikke havde regnet med. Programmet er nemlig nøje sammensat, så man som gæst kan få både de kendte og de mindre kendte kunstnere ind under huden.
- Det er de store, kendte navne, der trækker publikum til. Folk kommer for at høre noget, de kender, og så går de hjem med en oplevelse af at have hørt nogen, de ikke kendte. Vi gør meget ud af at vælge vores kunstnere, så det giver mening. På vores caféscene er det gratis at komme ind, og dem, der kommer her, køber måske en billet næste år, siger Jørgen Rahbek.