Kolding: Mange store festivaler har opgivet 2021 på grund af stramme genåbningskrav, men nu står det fast, at her i Kolding bliver Blue Bridge Festival gennemført på Stenderup-halvøen.
Ledelsen bag festivalen har holdt hastemøde, hvor alle de nye retningslinjer er gennemgået, og konklusionen er, at man godt kan gennemføre en festival. Dog med en afgørende begrænsning, oplyser festivalchef Philip Holm-Hansen.
- Vores festivalplads kan opdeles i to sektioner a 500 personer. Så det giver os mulighed for at afholde Blue Bridge for 1000 mennesker. Det er jo noget mindre end de 2000 mennesker, som vi har plads til, men vi er bare vildt glade for at kunne gennemføre, siger festivalchefen og tilføjer:
- De tidligere år har det været gratis for børn under 16 år at deltage. I 2019 var der næsten 500 børn, der kom gratis ind. Men det kan vi ikke gøre i år, hvor vi kun må være 1000 mennesker. Så børn skal også købe billet i år. Til gengæld fastholder vi den lave billetpris på 150 kroner i forsalg, siger Philip Holm-Hansen.
Travle uger venter
Festivalen bliver afviklet den 14. august i Sdr. Bjert, og billetsalget begynder indenfor et par uger. Sidste år, hvor corona helt aflyste festivalen, stod Peter Sommer, Blaue Blume og Mekdes øverst på plakaten, men endnu er der ikke meldt ud, hvem der kommer til at spille på dette års festival.
Philip Holm-Hansen, festivalchefHvis vi er heldige er der mulighed for at restriktionerne lempes over sommeren, hvorved at vi må holde festival med 2000 mennesker i en sektion. Det vil jo være drømmen.
I første omgang venter der nogle travle uger, medgiver Philip Holm-Hansen. Der skal laves PR og opstartes billetsalg, de frivillige skal organiseres, musikkontrakterne skal falde på plads, og fremfor alt skal restriktionerne nærlæses, så festivalpladsen lever op til alle de krav, som myndighederne kræver.
- Hvis vi er heldige, er der mulighed for, at restriktionerne lempes over sommeren, hvorved at vi må holde festival med 2000 mennesker i en sektion. Det vil jo være drømmen, siger festivalchefen.