Annonce
Fredericia HK

FHK er ramt af mandefald - Aalborg bringer sit fulde arsenal

Glem alt om at spare spillere. Aalborgs cheftræner Stefan Madsen påpeger, at klubben kommer med sit fulde arsenal mod FHK, selvom klubben står mellem to kampe i Champions League. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
På to dage mærker FHK ligaens store spændvidde. Mandag tævede klubben ligaens ringeste hold Nordsjælland, og allerede onsdag venter rækkens stærkeste mandskab Aalborg Håndbold.

Fredericia: Aalborg står midt imellem to kampe i Champions League. I søndags led klubben sæsonens første nederlag til ungarske MOL-Pick Szeged og på søndag venter endnu en stor modstander i tyske Flensburg-Handewitt.

Og midt imellem, onsdag aften, kommer FHK til Aalborg i ligaen. Oprykkeren er lille i forhold til de to andre modstandere, og det fik FHK-træner Jesper Houmark til at spekulere efter mandagens sejr over Nordsjælland.

- Vores chance er, at kampen ligger mellem to af Aalborgs Champions League-kampe. I øjeblikket koncentrerer Aalborg sig nok mest om Champions League, og det skal vi forsøge at udnytte, sagde cheftræneren efter kampen.

Men sådan er det langt fra. Det siger Aalborgs cheftræner Stefan Madsen.

- Vi kommer til at gå all in med fuldt tryk og fuld bemanding. Vi har stor respekt for FHK, for vi har set, hvad de er i stand til - selvom de ser stærkest ud på hjemmebane, siger Stefan Madsen

Annonce

Champions League forstyrrer ikke

Han afviser al spekulation om, at de mere glorværdige Champions League-kampe forstyrrer billedet.

- Vi synes, det er fedt at spille Champions League, men vi kender også årsagen til, at vi er i den turnering. Det er fordi, vi har præsteret i ligaen, siger Stefan Madsen.

- Vi vil vise, at man både kan levere i ligaen og i Champions League. Det ene udelukker ikke det andet, siger han.

Altså er der lagt op til, at stjerner som Henrik Møllgaard, Sebastian Barthold og Janus Smarason deltager i kampen. Aalborg er dog særdeles stærkt besat på alle positioner, hvilket tabellen også viser.

Klubben har vundet seks af syv kampe og spillet én kamp uafgjort i ligaen.

Mandefald hos FHK

FHK kommer altså op mod en modstander af en helt anden kaliber end Nordsjælland.

- Vi møder et ubesejret hold i ligaen to dage efter, at vi lige har spillet en kamp. Aalborg er forsvarende dansk mester og storfavorit til at vinde igen. Måske har vi fem mand ude med skader. Hvis vi får noget ud af den kamp, forventer jeg at du reserverer hele forsiden til mig, siger Jesper Houmark og griner.

FHK er ramt af mandefald. Rasmus Jensen og Kristian Olsen er langtidsskadet, mens Rune Schrøder og Victor Skillhammar først er klar igen efter landsholdspausen. Nicolai Mehl hænger også i bremsen.

Jesper Houmark går som altid ind til kampen som optimist.

- Vi tager det stille og roligt, og vi forbereder os som altid. Vi har selvtillid, selvom vi har en ramt trup, og den selvtillid kan bære os langt, siger FHK-cheftræneren.

Kampen mellem Aalborg og FHK spilles onsdag aften klokken 19.30 i Gigantium, Aalborg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Kolonihavefolket opgiver ikke kamp mod lokalplan: - Vi mangler stadig helårssstatus

Annonce