Fredericia: Fredericia HK har forlænget aftalen med en af sine mest fremtrædende spillere de sidste tre sæsoner:
Venstrefløj Martin Bisgaard har sat sin signatur på en ny kontrakt, der løber til sommeren 2022.
- Vi er yderst tilfredse med, at vi fortsætter samarbejdet med Bisgaard, så vi fastholder kontinuiteten i truppen. Bisgaard er en vigtig brik i vores spil, hvor han med energi på og udenfor banen bidrager med fight og positiv energi, siger FHK-direktør Thomas Larsen i en pressemeddelelse.
Bisgaards sæsoner i FHK
2018/19: 90 mål i 26 kampe – nummer to på klubbens topscorerliste.
2019/20: 76 mål i 24 kampe – nummer tre på klubbens topscorerliste.
2020/21: 50 mål i 17 kampe – nummer fem på klubbens topscorerliste.
25-årige Martin Bisgaard skiftede til FHK i sommeren 2018 og var allerede fra begyndelsen en vigtig spiller for klubben i oprykningssæsonen. Hans første sæson i ligaen blev hans bedste hidtil for klubben, men i denne sæson har han fortsat de gode takter med 50 scoringer i 17 optrædener.
FHK afvikler sit angrebsspil i høj fart, og her er Martin Bisgaard en væsentlig brik, fordi han kan flytte sig fra egen banehalvdel og op omkring modstanderens felt ganske hurtigt.
- Jeg har været glad for at spille i Fredericia, så det giver god mening at fortsætte. Vi skal fortsætte rejsen sammen i bestræbelserne på at blev en fast del af dansk håndbolds top, siger Martin Bisgaard.
Fredericia HK holder lige nu kamppause på grund af VM I håndbold. Turneringen genoptages for klubbens vedkommende den 3. februar med en hjemmekamp mod Kolding.