Annonce
Fredericia HK

FHK forlænger med hårdtskydende back

Jakob Mikkelsen har forlænget sin aftale med FHK, så den løber til 2021. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Jakob Mikkelsen har skrevet under på en ny kontrakt med Fredericia HK. Dermed sørger klubben for at holde på en af de spillere, der har vist bedst form i de seneste kampe.

Fredericia: Højrebacken Jakob Mikkelsen har forlænget sin aftale med Fredericia HK, så den løber til sommeren 2021. Han havde oprindeligt udløb til sommer. Kontrakten er godt nyt for FHK, for Jakob Mikkelsen har i de seneste kampe vist sig godt frem i ligaen - særligt i opgøret mod BSH, hvor han scorede otte mål og blev fremhævet af TV2's eksperter som kampens bedste spiller.

Præstationen fik formentlig nogle i håndbolddanmark til at løfte øjenbrynene, men nu har FHK sikret højrebackens signatur på en ny kontrakt.

- Jeg føler, at jeg har fulgt den plan, som klubben har lagt. Klubben er blevet bedre, og jeg er blevet bedre. Derfor er det naturligt for mig at forlænge, siger Jakob Mikkelsen i en pressemeddelelse.

FHK og cheftræner Jesper Houmark har tålmodigt brugt Jakob Mikkelsen, siden han kom til klubben i sommeren 2016. I begyndelsen var præstationerne fra den unge spiller svingende men efter oprykningen til ligaen, er han blevet en af de mest fremtrædende spillere i FHK. Hans skudarm er blevet stærk, og han bidrager med noget af det, som klubben ellers har manglet:

Mål fra distancen.

- Mikkelsen har udviklet sig sammen med FHK både på og udenfor banen. Han er blevet en værdifuld spiller for klubben. Vi er sikre på, at vi i de næste par år kan nå nye højder i vores samarbejde, siger daglig leder i FHK, Thomas Larsen.

Annonce
Når jeg går en tur i byen, oplever jeg tit at få et par bemærkninger med på vejen. Det, synes jeg, er fedt. Det er dejligt, at byen elsker håndbold og har det i sin DNA.

Jakob Mikkelsen, FHK-back

Med til at bygge op

Jakob Mikkelsen startede håndboldkarrieren i Horsens-klubben, Lund og skiftede siden til Århus. Indeværende sæson er hans fjerde i FHK.

- Det er her, jeg har spillet længst tid efterhånden. Det er den klub, som jeg føler mest for. Jeg har været med til at bygge det op fra 1. division, til hvor vi er i dag, og det er jeg rigtig stolt af. Nu knokler vi videre, og jeg glæder mig til at være med, siger Jakob Mikkelsen.

Jakob Mikkelsen har scoret 22 mål i sæsonens første seks kampe. 12 af de mål er scoret i de seneste to kampe mod BSH og Kolding.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Druknet hjorts hoved blev kogt og renset: Imponerende opsats klar til at pynte

Annonce