Annonce
Fredericia HK

FHK-formand: Trænerfyring? Det er helt væk fra vinduet

Bent Jensen kalder snak om trænerfyring helt væk fra vinduet. Sæsonen er gået over al forventning, mener han. Arkivfoto
Klubben har klaret sig over forventning denne sæson - også selvom de seneste seks kampe er endt uden sejr, slår formand Bent Jensen fast.

Fredericia: Det er svære tider for Fredericia HK. Med søndagens nederlag til Mors-Thy er klubben inde i en negativ stime på seks kampe uden sejr. Fem af dem er blevet tabt, mens en af dem er endt uafgjort.

Men den vanskelige periode får ikke klubbens formand, Bent Jensen, til at ryste på hånden. Han er overordentligt godt tilfreds med, at der står 10 point ud for FHK, når han kigger i liga-tabellen.

- Sæsonen har været mere end godkendt. Vi begyndte over forventning, og spillede nok også bedre, end modstanderholdene forventede af os. Nu har de lært os at kende, og nu er virkeligheden en anden. Men jeg er meget tilfreds med det, vi har præsteret hidtil, siger formanden.

Klubbens trænerteam bestående af Jesper Houmark og Ole Damgaard sidder sikkert i sadlen trods en vanskelig tid.

- Det er helt væk fra vinduet at snakke om trænerfyring, fastslår Bent Jensen.

- Vores målsætning er at overleve i ligaen, og vi kan konstatere, at vi med 10 point har otte point ned til den direkte nedrykning. Måske er pointene kommet mod nogle overraskende hold, men vi har flere point, end vi kunne håbe på, siger formanden.

Trænernes kontrakter udløber til sommer, men en stille gisning er, at de bliver forlænget.

Annonce

Stærke tilføjelser

Meget tyder på, at FHK skal i nedrykningsspillet. Top-8 synes udenfor rækkevidde efter søndagens nederlag, og det samme gør sidstepladsen. Nu handler det så om at positionere sig. Nummer ni og 10 får to point med over i nedrykningsslutspillet, mens nummer 11 og 12 får et point med over.

- Det er ikke ret sjovt at spille i nedrykningsspil. Sidst, klubben gjorde det, blev den ramt af skader og rykkede ud. For os handler det om at gå efter hver eneste sejr og se, hvor vidt det fører os, siger Bent Jensen.

- Skal vi i nedrykningsslutspillet, er det vigtigt for os at få to point med over, siger formanden.

FHK vil gerne etablere sig i top-8 og har allerede forstærket sig massivt med Nicolaj Nørager og Anders Kragh Martinussen til næste sæson.

- Næste mål for os er at bide os fast. Og jeg glæder mig over, at det er lykkes os at tilknytte så stærke spillere til vores trup, siger Bent Jensen.

Generalen er skadet

FHK's forsvar er i vanskeligheder og lukker mange mål ind, og det har ikke set godt ud i de seneste to kampe mod TTH Holstebro og Mors-Thy, der blev tabt klart.

- Men jeg er ikke bekymret. Første mål var at undgå sidstepladsen, og den er langt væk, siger Bent Jensen.

FHK-forsvaret er en hær uden en general. Svenske Jesper Lindgren er styrmanden dernede, men han er helt ny i truppen og har aldrig spillet i den danske liga før. Forsvarets general er lige nu på lazarettet, idet Rasmus Jensen først er klar efter nytår som følge af en knæskade.

- Det skal man huske på. Ham hentede vi ind som galionsfigur til vores hold, og han kommer til at gøre en kæmpe forskel. Han står præcis syv meter og 35 centimeter fra målet, og når der kommer en skytte, går han frem lige præcis, når han skal.

- Han bliver vigtig for os, siger Bent Jensen.

FHK har to kampe tilbage inden jul. Mandag går turen til Ribe-Esbjerg og lørdag kommer Skjern til thansen Arena.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce