Annonce
Fredericia HK

FHK møder en række ligahold i opstarten - se programmet her

FHK er i ligaen, og klubbens opstartsprogram ligger klar. Syv træningskampe venter - de seks af dem er mod ligahold. Arkivfoto: Søren Gylling
Fredericia HK har skruet et spændende opstartsprogram sammen til den kommende sæson. Syv træningskampe venter - de seks af dem er mod danske og svenske ligahold.

Fredericia: Torsdag har Fredericia HK sin sidste træning, før en velfortjent sommerferie venter på spillerne.

De mødes igen mandag den 22. juli og tager hul på forberedelserne til den vordende sæson i ligaen. Undervejs skal klubben spille syv træningskampe. Tre af dem er mod ligahold fra Danmark, mens tre er mod hold fra den bedste svenske række. Desuden skal der spilles et enkelt opgør mod 1. divisions-klubben HC Odense.

- Jeg glæder mig til at se, om vi i løbet af opstarten er i stand til at løfte vores forsvar til et nyt niveau. I forhold til forsvaret er 1. division og ligaen virkelig to vidt forskellige rækker, siger FHK's cheftræner Jesper Houmark.

Han peger på, at ligamodstanderne kommer med markant mere skudstyrke end de modstandere, som man har været vant til at møde i 1. division.

- Den måde, man kan dække op på i 1. division, går ikke i ligaen. I 1. division er der ikke så mange skytter, som der er i ligaen, så her kan man godt stå fladt i bagkæden, lade modstanderen skyde og forvente, at målmanden tager sig af det, siger Jesper Houmark.

- Den går altså bare ikke i ligaen. For hvis en skytte får lov at komme til skud, smækker han den ind. Man skal ud og dække meget mere aggressivt. Men det giver så ro andre steder, siger cheftræneren.

Annonce

Den måde, man kan dække op på i 1. division, går ikke i ligaen. I 1. division er der ikke så mange skytter, som der er i ligaen, så her kan man godt stå fladt i bagkæden, lade modstanderen skyde og forvente, at målmanden tager sig af det.

Jesper Houmark, cheftræner for FHK.

En hård start

Først venter en træningskamp kamp mod Sønderjyske. Siden drager FHK til Skövde i Sverige på træningslejr. I den svenske by, der ligger et stykke nordøst for Göteborg, skal FHK spille mod Skövde, der vandt sølv i den svenske liga i den netop overståede sæson. Desuden venter opgør mod Hallby og Önnereds HK. Førstnævnte rykkede op i ligaen denne sæson, mens sidstnævnte endte på en 11.-plads i den bedste svenske række.

FHK spiller på dansk jord igen den 8. august hjemme mod HC Odense. Og siden venter opgør mod Aarhus og BSV, før ligaen går i gang den 2. september mod GOG.

- Det er et spændende program. Vi har en hård start i ligaen med kampe mod GOG, Skjern og BSV indenfor de første fem runder. Især mod GOG skal vi have spændt løbeskoene, for de er vel nok det bedste kontrahold i rækken, siger Jesper Houmark.

Træningskampene mod HC Odense og Aarhus spilles hjemme i tHansen Arena. Og til dem er der gratis entre.

FHK's opstartsprogram

Mandag den 22. juli: FHK begynder træningen efter sommerferien.

Mandag den 29. juli kl. 18.30: Træningskamp - Sønderjyske-FHK (Vojens Idrætsefterskole).

Onsdag den 31. juli: FHK begynder træningslejr i Svenske Skövde.

Torsdag den 1. august: Træningskamp - Hallby-FHK (Spilles i Sverige).

Fredag den 2. august: Træningskamp - Skövde-FHK (Spilles i Sverige).

Lørdag den 3. august: Træningskamp - Önnereds-FHK (Spilles i Sverige).

Torsdag den 8. august kl. 18.30: Træningskamp - FHK-HC Odense (tHansen Arena).

Mandag den 19. august kl. 19.00: Træningskamp - FHK-Aarhus Håndbold (tHansen Arena).

Onsdag den 21. august: Træningskamp - BSV-FHK (Silkeborg, tidspunkt ikke fastlagt).

Mandag den 2. september kl. 20.00: Ligastart - FHK-GOG (tHansen Arena).

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce