Annonce
Fredericia HK

FHK styrtede til sidst i en hæsblæsende kamp mod GOG

Nikolaj Mehl måtte nødtvungent afslutte fra en umulig vinkel, da FHK i slutfasen skulle score for at få point i Gudme. Det lykkedes ikke, og FHK tabte med 39-36. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Fredericia HK tabte med hele 39-36 til GOG onsdag aften i Gudme. Kampen blev afviklet i et sindssygt tempo, og stort set alt gik ind efter pausen, hvor man var i tvivl om der var forsvar på banen.

Gudme: Fredericia HK tabte onsdag aften til GOG i en kamp, der blev afviklet i et sindssygt tempo. Helt til sidst, med ét minut igen, styrtede FHK og dermed vandt fynboerne med 39-36.

GOG var blevet slået ud af Champions League lørdag efter et nederlag til Peter Nielsens tidligere klub, Wisla Plock, og nu var al fokus rettet mod ligaen for de sydfynske spillere. FHK var ikke favorit men var indehaver af håneretten, idet den første kamp mellem de to mandskaber endte i en FHK-sejr på 33-30.

I den kamp stod målmand Emil Tellerup fantastisk, og det samme gjorde han i de første 30 minutter af onsdagens affære i Gudme. Efter 15 minutter havde Tellerup taget 10 af 15 skud og stod med en redningsprocent på 66,67. Han lignede en mand i en lykkerus, mens det ene skud efter det andet ramte hans flagrende arme og ben.

Et tonstungt forsvar og et effektivt, flydende angreb sørgede for FHK-føring i det meste af første halvleg, for GOG havde svært ved at åbne op for gæsterne, og når det endelig lykkedes, tog Emil Tellerup stort set alt derinde.

Efter 20 minutter bankede Rune Schrøder bolden i kassen til FHK-føring på 10-7, og det begyndte at lugte af endnu en overraskelse i en kamp mellem disse to mandskaber.

Men FHK-offensiven kunne ikke holde momentum, og det blev gæsternes helt store problem i halvlegens sidste 10 minutter. GOG begyndte at vride sig ind i opgøret, og en velspillende Emil Jakobsen formåede at bryde muren Emil Tellerup og score syv gange på 30 minutter.

Han endte også med at sætte halvlegens sidste træffer, som gav en stilling på 16-16 i pausen. Tellerup havde taget 14 af 29 skud og stod på 48 procent, mens hans modpart i GOG-målet, Viktor Gisli Hallgrimsson, stod på det halve: 24 procent.

FHK burde have ført med en håndfuld mål, men angrebets evne til at brænde store chancer og smide bolden væk kostede. 29 skud var sendt mod Tellerup, mens 21 var sendt mod Hallgrimssons.

Annonce

GOG-Fredericia HK 39-36 (16-16)

Herreligaen

Mål for GOG: Emil Jakobsen 10, Lasse Møller 6, Stig Tore Moen Nilsen 6, Odinn Rikhardsson 6, Josef Pujol 5, Oscar Bergendahl 4, Emil Lærke 1, Mathias Gidsel 1.

Mål for FHK: Rune Schrøder 8, Kristian Stoklund 7, Rasmus Meyer 6, Martin Bisgaard 4, Jakob Mikkelsen 4, Jakob Frederiksen 3, Kasper Young 2, Rune Andersen 1, Marcus Rahbek 1.

Udvisninger GOG: Oskar Bergendahl (2).

Udvisninger FHK: Mathias Hedegaard (1), Jesper Lindgren (1), Rune Andersen (1), Kasper Young (1).

Dommere: Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen.

Tilskuere: 1578 i SU'VI:T Arena.

FHK styrtede til sidst

Kampen blev afviklet i et voldsomt tempo, og det var ærligt talt svært at følge med fra pressepladserne. De to hold angreb hinanden med 200 kilometer i timen, og det hold, som første kørte galt, ville stå i modtagerenden af et nederlag. Det skulle dog tage lang tid.

Forsvarene var hullede og målmændene tog ingenting efter pausen, og med 10 minutter tilbage var stillingen 31-30 til GOG. FHK havde ellers været foran hele kampen stort set, men efter med 20 minutter tilbage kom GOG for første gang i førersædet.

Jesper Houmark tog konsekvensen af de mange mål og satte Jimmi Andersen på kassen. Han stod mageløst i Lemvig men tog intet i denne kamp. Pausen til Emil Tellerup havde dog gjort godt, for han kom tilbage på gulvet og nappede et par forsøg - det var dog kun en kortvarig opvågning, for det var de to angreb, der tog overskrifterne denne aften.

Men også GOG skiftede målmand, og rutinerede Søren Haagen nappede tre forsøg, før også han måtte forlade banen igen, fordi han ingenting tog.

Rune Schrøder og Kristian Stoklund bombede løs, og det samme gjorde Lasse Møller og Stig Tore Moen Nilsen, og med tre minutter igen stod der 35-35. Med det var der lagt i kakkelovnen til en vanvittig afslutning - endnu en.

Men så kom de famøse styrt, og det kom fra FHK. 35-35 blev til 37-35 til GOG, fordi gæsterne var presset af uret og afsluttede febrilsk. Med lidt mere ro - og erfaring - kunne det måske være endt uafgjort.

Med 49 sekunder igen og en føring på to, kørte GOG den sikkert i hus. Kampen endte 39-36, og det siger sig selv, at man ikke må lukke den mængde mål ind. For så er det svært at vinde.

Næste kamp spilles tirsdag i thansen Arena, hvor TTH Holstebro kommer på besøg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce