Fredericia: Torsdag vendte Fredericia HK tilbage til træningen efter to ugers juleferie. Foruden venter knap en måneds træning, før det atter går løs i ligaen den 3. februar med en hjemmebanekamp mod Kolding.
- Vi skal ovenpå efter en julepause på to uger. Vi skal i form og begynde at kaste igen. Vi skal stå så skarpt som muligt til de ni sidste kampe i grundspillet, siger FHK-træner Jesper Houmark.
FHK er i løbet af sæsonen gået fra at være nedrykningskandidat til at blive top-8-outsider og til nu at være en af favoritterne til at ende i slutspillet. Det skyldes gode resultater før jul - udebanesejren over TTH Holstebro lyser klarest af dem alle.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at komme i top-8. Alle siger, at år to er det sværeste for en klub i håndboldligaen, og hvis det skulle lykkes os nu, vil vi være utrolig stolte over det, siger træneren.
Med 18 point for de første 17 kampe ligger FHK lunt i svinget. Mødet med Kolding den 3. februar bliver vigtigt, da Kolding lige nu er placeret på niendepladsen - lige udenfor det gode selskab. Jesper Houmark peger på, at meget kan ske endnu, og derfor sælger han ikke skindet, før bjørnen er skudt.
- Der er ni kampe tilbage og masser af point at spille om. Et nederlag i én kamp kan nærmest rykke en fra en sjetteplads til en 11. plads, så der skal ikke meget til, siger Jesper Houmark.
To langtidsskader
FHK træner med en velkendt trup. Mishels Liaba er af sted med det norske B-landshold og ikke til rådighed, og desuden er både Rasmus Jensen og Kristian Olsen stadig skadet. Rasmus Jensen døjer fortsat med en diskusprolaps i ryggen, mens Kristian Olsen plejer en knæskade.
Udsigterne for de to er ikke umiddelbart gode.
- Spørgsmålet er, om de overhovedet kommer til at spille i denne sæson. Det er utrolig uheldigt for os, siger Jesper Houmark.
Fredericia HK har planlagt tre træningskampe i opstarten: Hjemme mod Århus og Ringsted og ude mod TTH Holstebro i Struer.
FHK's træningskampe
Mandag 18. januar klokken 16: Århus (Hjemme)
Mandag 25. januar klokken 16: Ringsted (Hjemme)
Lørdag 30. januar klokken 14: TTH Holstebro (Struer)