x
Annonce
Fredericia HK

FHK var tæt på sensationen men faldt med ære mod Aalborg

FHK tog onsdag aften imod storklubben Aalborg i thansen Arena. Foto: Peter Leth-Larsen
Fredericia HK var med til de sidste sekunder af onsdagens liga-opgør mod Aalborg. Helt til sidst lukkede gæsterne kampen med møje og besvær.

Fredericia: FHK tabte som ventet til de danske mestre fra Aalborg. Men trods nederlaget går spillerne opløftet ud. De fornemme gæster måtte ind i de sidste fem sekunder, før de kunne lukke kampen med scoringen til 33-31.

Kampen blev en, hvor man så hvad FHK-spillerne formår på toppen af sin formåen. Særligt offensivt var det imponerende at se, at hjemmeholdet lykkedes med både at angribe rasende hurtigt og bevare koncentrationen samtidig. Det kunne Aalborg ikke rigtig tøjle, og det var tydeligt, at gæsterne ledte efter svarene, når FHK-offensiven kom buldrende.

I den anden ende var det essentielt, at Emil Tellerup stod en god kamp. Jimmi Andersen er skadet og ude i to-tre uger endnu, og derfor var andetholdets Nick Knudsen hevet op for at assistere. Men der var ingen grund til at skifte ud mellem stængerne, for Tellerup havde en af de der kampe. Han lignede en viking i blodrus, mens han nappede den ene bold efter den anden. Han sluttede med en redningsprocent på knap 32.

Defensiven hang godt sammen, og folk som Rasmus Jensen, Jesper Lindgren og Rasmus Meyer var fyrtårne dernede. Hvis Aalborg kom med en forventning om, at de kunne sejle den stille og roligt i havn, blev de klogere.

Mandskaberne fulgtes ad, og på intet tidspunkt i løbet af kampens første 30 minutter var nogen foran med mere end to mål. 3-3 blev til 6-7 som blev til 12-13. Og i pausen var Aalborg kun foran med to: 15-13.

Annonce

Fredericia HK-Aalborg Håndbold 31-33 (13-15)

Håndboldligaen, mænd

Mål for FHK: Rune Schrøder 6, Kristian Stoklund 5, Kasper Young 4, Nikolaj Mehl 4, Rune Andersen 3, Martin Bisgaard 3, Jakob Mikkelsen 2, Jakob Frederiksen 1, Rasmus Meyer 1, Kristian Olsen 1, Mathias Hedegaard 1.

Mål for Aalborg: Sebastian Barthold 6, Janus Smarason 4, Buster Juul 4, Mark Strandgaard 4, Omar Magnusson 4, Magnus Saugstrup 3, Mads Christiansen 3, Henrik Møllgaard 3, Tobias Ellebæk 2.

Udvisninger FHK: Mathias Hedegaard 1, Rasmus Jensen 1, Rasmus Meyer 1,

Udvisninger Aalborg: Henrik Møllgaard 1, Omar Magnusson 1.

Dommere: Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm.

Tilskuere: 1880 i thansen Arena.

Vigtig timeout

Man sad med en lumsk fornemmelse af, at Aalborgs kvalitet ville være nok til at trække dem igennem kampen. Og det viste sig også at være tilfældet - men de måtte igennem helvede for at nå de to point.

FHK's hjemmebane var et sandt inferno af klappepap, fødders stampen og vilde trutlyde fra højlydte horn, og stemningen kogte for alvor, da FHK efter 45 minutter bragte sig foran med 23-22. Gæsterne var i syv sind, og et rasende FHK-forsvar anført af Rasmus Jensen som ilter general i midten pillede totalt glansen af stjernerne. Jakob Mikkelsen var ude af balance og helt ude i siden, men han lykkedes alligevel med at finde nettet på smukkeste vis, og det blev for meget for gæsternes træner, der trykkede på den grønne timeout-knap til stor jubel for langt hovedparten af de 1880 fremmødte tilskuere.

En fatal periode på halvandet minut fulgte. FHK scorede ikke, men det gjorde gæsterne, der tilsyneladende var blevet vækket af sin slummer, og pludselig var Aalborg foran med 27-24.

Vigtig kamp i vente

Det lignede det endelige knæk for et FHK-mandskab, der havde kæmpet forbilledligt og spillet flot håndbold det meste af kampen, men som så ofte før, nægtede den undertippede oprykker at kaste håndklædet i ringen.

Med fire minutter igen kylede landsholdsstjernen Henrik Møllgaard bolden ud over sidelinjen, og thansen Arena rejste sig i ekstase og klappede FHK-spillerne frem. Der stod 30-29 til Aalborg, og hjemmeholdet kunne udligne. Men en ellers velspillende Nikolaj Mehl misbrugte chancen og Aalborg kom på 31-29 med to minutter og ti sekunder igen.

Det lignede afslutningen, men igen kravlede FHK ud af mørket og med 15 sekunder tilbage måtte Aalborg tage timeout. Gæsterne var foran med én og havde bolden, men FHK dækkede op som vilde bier for at stjæle den.

Men Aalborg har rutinen og holdt hovedet koldt. Mark Strandgaard afsluttede fra fløjen med fem sekunder igen og scorede til slutresultatet 33-31 til gæsterne. Havde han brændt, havde FHK ikke kunnet nå at udligne.

Det forventede nederlag kom, men FHK har stor ære af kampen. Og nu ved klubben, hvordan den skal spille, når det gælder den vigtige kamp mod Århus om 10 dage. Den kan potentielt sende FHK i retning af 10. pladsen, der giver to point med videre til nedrykningsslutspillet.

Spiller FHK-spillerne i den, som de gjorde mod Aalborg, vinder de.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce