Annonce
Erhverv

Fibre til milliarder står ikke til salg

To millliarder kroner har Ewiis fibersatsning kostet, siden man i Trefor Bredbånds tid begyndte at rulle fibre ud. Skal det ses som investering i infrastruktur på linje med vandrør og elkabler, eller bør man sælge det, spurgte Jens Pilgaard, Fredericia, Ewiis ledelse. Indtil videre er svaret klart - fibernettet er ikke til salg. Arkivfoto: Niels Quist

Det har indtil videre kostet Ewii milliarder at lægge lynhurtige fibre i jorden, så Trekantområdet kan bindes sammen med lynhurtige forbindelser. Det er vigtig infrastruktur, som ikke skal sælges her og nu, lyder meldingen fra direktion og bestyrel

Trekantområdet: Der er ikke et "Til Salg"-skilt på Ewiis mange kilometer af orange fiberforbindelser, som de seneste år er blevet gravet i jorden. Selv om forretningen ikke er guldrandet, er direktion og bestyrelse enige om, at det er infrastruktur på linje med el, vand og varme, som Ewii har en forpligtigelse til at levere.

På repræsentantskabsmødet i selskabet tirsdag kom fibersatsningen til at fylde i debatten oven på godkendelsen af et langtfra tilfredsstillende årsregnskab. Fiberforretningen bidrager med et lille plus i regnskabet, men er en af de investeringer, der har kostet selskabet hundredvis af millioner kroner de seneste år.

- Afkastet af fibernettet kommer af de muligheder, vi giver for vores lokalsamfund. Men selvfølgelig kan man stille spørgsmål ved, om vi behøver at eje det. Det er ikke sikkert. Vi har ikke en køber til det, men uanset om det er os eller andre, der ejer det, så vil kriteriet være, at det skal rulles ud i hele Trekantområdet, sagde adm. direktør Lars Bonderup Bjørn.

Jeg ved, at der stadig er el-konger derude, som kunne have interesse i at lave store investeringer, og det ville måske give mening at sælge. Jeg synes i hvert fald, at det er et scenarium, som man i bestyrelsen kan overveje.

Repræsentantskabsmedlem Jens Pilgaard, Fredericia

Salg til overvejelse

Repræsentantskabsmedlem Jens Pilgaard bragte et salg på bane ud fra den betragtning, at han mener, at det indtil videre har kostet Ewii 2,7 milliarder kroner.

- Jeg ved, at der stadig er el-konger derude, som kunne have interesse i at lave store investeringer, og det ville måske give mening at sælge. Jeg synes i hvert fald, at det er et scenarium, som man i bestyrelsen kan overveje, sagde han.

Den bogførte værdi af fibernettet er i dag 1,3 mia. kroner og der er ifølge direktør Lars Bonderup Bjørn investeret ikke 2,7 mia. kroner, men 2 mia. kroner i fibrene.

Fibernettet har en høj prioritet i Ewiis nye strategiplan. Fibernettet er en forudsætning for lynhurtigt internet, og eksempelvis det der skal sikre, at man kan opnå 5G.

- Hvis vi skal have 5G, så skal vi enten have fiberforbindelser eller også skal der stå master og antenner med 300-500 meters afstand over alt, forklarede Lars Bonderup Bjørn og understregede, at fibernettet også kommer til at danne basis for, at der kan være førerløse biler, at man kan lave fleksibel energistyring m.m.

Flyvende start på satsning

Satsningen på at få bredt fibrene ud til alle i Trekantområdet kom flyvende fra start i efteråret 2018, da Ewii tilbød gratis tilslutning og frit brug i et halvt år.

- Det gik så stærkt, at vi ikke kunne følge med. Vi har været nødt til at trække eksterne samarbejdspartnere ind for at følge med efterspørgslen, men de garanterer over for os, at vi kan stå inde for kvaliteten og servicen, sagde Lars Bonderup Bjørn på spørgsmål fra repræsentantskabsmedlem Dennis Nielsen, om man havde udliciteret opgaven.

Når repræsentantskabet mødes igen til september, bliver det til temamøde alene omkring fibernettet, og lige nu har organisationen gang i salg og udvikling.

- Det er der vi har vores fokus lige nu, konstaterede Lars Bonderup Bjørn på spørgsmålet om, man i direktion og bestyrelse laver vurderinger på et eventuelt salg.

(Artiklen er opdateret kl.5.49 onsdag med hensyn til fibernettets faktiske værdi og investering.)

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce