Annonce
Portræt

Fik sin første bestyrelsespost som 15-årig: Manden med de store checks går på pension

Gennem en stor del af sit arbejdsliv har Peter Bang haft til opgave at udpege foreninger til pengegaver i form af donationer fra Fonden for Fynske Bank. Onsdag går han på pension.

Der er brug for en formand i enhver idrætsforening og klub, men aktive ”bagmænd” er mindst lige så vigtige.

Sådan lyder det fra 70-årige Peter Bang, der gennem det meste af sit liv har taget aktiv del i foreningslivet i fødebyen Ulbølle og omegn som formand i bestyrelser og som træner og instruktør.

Men også i et noget bredere perspektiv er Peter Bang blevet et kendt ansigt i det kulturelle foreningsliv på Fyn og i trekantområdet, når han som konsulent i Fynske Bank har uddelt donationer til idrætsklubber og andre almennyttige foreninger.

Men nu er det slut.

Manden med de store checks går på pension, hvilket han ser frem til i forventning om sjældent at komme til at kede sig.

- Nu vil jeg cykle noget mere og bruge tid på mine venner, og så har jeg jo fire børn og ti børnebørn, der ikke bor længere væk end Odense. Så det bliver nemt at vinde en ”entreprise” i haven eller som børnepasser. Det bliver en ny og spændende tid, og selvom jeg vil savne mine kollegaer, glæder jeg mig, siger han.

Annonce

Peter Bang

- Født 29. oktober 1949, gift med Kirsten.

- Uddannet i Landmandsbanken i Svendborg i 1967 og var ansat der i 12 år.

- Tidligere ansat i Amtssparekassen, som blev til Fionia Bank.

- Var i 14 år forretningsfører i DGI Svendborg.

- Ansat i 2007 i Svendborg Sparekasse, hvor han blev marketingschef blandt andet med ansvar for at indstille lokale foreninger til donationer. Samme opgave har han haft i Fynske Bank.

Bagmænd er også vigtige

Peter Bang er født i 1949 i Ulbølle og bor i dag i Ollerup med sin hustru, Kirsten. Og han skeler såmænd ikke så meget til de gamle postnumre, når snakken handler om hans engagement i det lokale foreningsliv, hvad enten det er hans tidligere trænergerning indenfor fodbold, tennis og badminton - eller bestyrelsesarbejde.

Sidstnævnte har Peter Bang efterhånden trukket sig helt ud af, men mange vil kende ham som tidligere formand for Ulbølle Fodbold, Vester Skerninge Tennisklub, Det Danske Haveselskab i Svendborg og Svendborg Idrætssamvirke.

For det er nødvendigt at bakke op og være aktiv, hvis man vil bevare sine lokale foreninger, fastslår Peter Bang, der i en alder af blot 15 år blev valgt ind i bestyrelsen for Ulbølle Skytte Gymnastik- og Idrætsforening.

- Jeg er ikke formand mere, men kan godt være med i bestyrelsesarbejde. Og så er det jo lige så vigtigt med ”bagmænd” som formænd i foreningerne, mener han.

Vi løfter området

Og måske forventeligt beskriver Peter bang også Fonden for Fynske Bank som en vigtig medspiller på foreningsområdet.

Fonden er oprindeligt etableret i Svendborg Sparekasse og uddeler efter fusionen med Vestfyns Bank tilbage i 2014 nu også penge til kulturelle formål og idrætsforeninger på hele Fyn og i trekantområdet.

Og den har stor betydning, mener han.

- Det er altid svært at skaffe frivillighed, og det er endnu sværere, hvis alt går op i at skaffe penge. Hvis vi (banken, red.) bidrager, er vi med til at løfte området, og det har vi gjort og har i nogle tilfælde været fødselshjælpere. Det er en god mission, siger Peter Bang, der formelt tager afsked med sin arbejdsplads onsdag den 9. oktober ved en reception i Fynske Bank i Svendborg klokken 14-16, hvor kunder, samarbejdspartnere og venner af banken er velkomne.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Druknet hjorts hoved blev kogt og renset: Imponerende opsats klar til at pynte

Annonce