Annonce
Danmark

Film: Fighteren og dæmonerne

Med sit portræt af Jørgen "Gamle" Hansen står Mikkel Boe Følsgaard foran sit helt store gennembrud, mener filmanmelder Caspar Vang. Foto: Nordisk Film

Solid, velspillet dansk mainstream. Mikkel Boe Følsgaard er hamrende god i robust sportsdrama om bokselegenden Jørgen "Gamle" Hansen.

Fra filmen "Den bedste mand". Foto: Nordisk Film

1979. Danmark på tærsklen til et nyt årti. Overalt går man optimistisk og drømmer om en vej ud af smalhals og de skidenbrune, tunge 70'ere. Værftsarbejderen og den semiprofessionelle bokser Jørgen "Gamle" Hansen håber på en EM-titel, økonomisk stabilitet og en swimmingpool til fruen. Men alderen trykker, og krisen kradser fortsat, og inden længe er der ikke andet for at sælge huset og flytte i noget mindre.

Forude øjner han dog et spinkelt håb. Boksepromotor Mogens Palle vil forøge at skaffe "Gamle" Hansen en titelkamp, hvis han til gengæld lover at sparre og træne med den yngre, sorte bokser Ayub Kalule. Palles nye håb og en lovende sportsstjerne, der dog har brug for en mand med erfaring ved sin side. Det ligger i kortene, at "Gamle" Hansen er så godt som færdig og nu blot skal løfte Kalule til succes.

Det gør det ikke just bedre, at Jørgen kæmper med fortidens dæmoner i form af barndomsminder om en voldelig far, og samtidig lader Hanne, Jørgens kone og manager, den yngre, opkommende stjerne flytte ind i parcelhusets gæsteværelse. Men trods gnidninger knytter Kalule og Jørgen snart et stærkt venskab. Både fordi "Gamle" Hansen har en eminent evne til at tackle modgang med en blanding af humor og stædighed, og fordi Kalule ved noget om at håndtere onde ånder. Jørgen tror godt nok ikke på spøgelser, magi og amuletter, men han ved, at den unge ugandesiske bokser har ret, når han fortæller, at kroppen aldrig glemmer det første knockout. Det er på tide, at Jørgen ser sine dæmoner i øjnene.

Annonce
Fra filmen "Den bedste mand". Foto: Nordisk Film

Målrettet mainstream

Mikkel Serups boksedrama, "Den bedste mand", er målrettet og robust dansk mainstream uden dikkedarer. I modsætning til mange af tidens hjemlige film sætter værket sig aldrig ubeslutsomt et sted mellem filmskabernes kunstneriske ambitioner og producernes ønske om en økonomisk succes, der appellerer til det brede hjemlige publikum. Hvis man ikke ved, hvad man sigter efter, rammer man aldrig plet.

Men det gør "Den bedste mand". Instruktør Mikkel Serup og producerne lægger på intet tidspunkt skjul på, at der er tale om et værk, der er skræddersyet til at gå rent i hjertet på det størst tænkelige danske publikum. Skæbnefortællingen om den danske bokselegende formidles klart, præcist og med overbevisende føling for den centrale figurs indre og ydre kamp. Javist, på papiret lyder det måske som en lang opremsning af slidstærke dramaklicheer: Den lange seje kamp med den sociale arv. Et Danmark, der forsøger at komme på benene efter 70'ernes krise. En aldrende stjerne i en yngres skygge og drømme, der ikke ser ud til at blive til ret meget mere end drømme.

Men "Den bedste mand" vokser ud af det velkendte og gennemprøvede til noget større, og i hænderne på skuespilleren Mikkel Boe Følsgaard bliver Jørgen "Gamle" Hansen mere end bare et stykke fiktionaliseret dansk boksehistorie. Han bliver en ægte figur af kød, blod og drømme. En fighter, der modigt kæmper med dæmonerne, og en sportsstjerne vi gerne vil heppe på og gå i ringen med.

I front for et velcastet skuespillerhold står Mikkel Boe Følsgaard helt, helt fremme. Han skaber en afrundet, central figur og håndterer eminent rollens alvorlige side, der blødes nænsomt op med humor. Følsgaard har tidligere gjort sig bemærket i så vidt forskellige film som "Rosita", "De standhaftige" og "En kongelig affære", hvor han gav den fuld skrue som den sindssyge Christian 7. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Følsgaard med "Den bedste mand" står foran sit store gennembrud. Formende en af dansk sportshistories legendariske skikkelser, så han virkelig fortjener, at det danske publikum tager hans præstation til sig som en af årets helt store.

"Den bedste mand"

Drama, dansk, 98 minutter, tilladt over 11 år

Fra filmen "Den bedste mand". Foto: Nordisk Film
Fra filmen "Den bedste mand". Foto: Nordisk Film
Fra filmen "Den bedste mand". Foto: Nordisk Film
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce