Annonce
Kultur

Film: Ghettopigen ta'r springet

Camélia Jordana og Daniel Auteuil spiller hovedrollerne som eleven Neila og vejlederen professor Mazard i Yvan Attals fransk-belgiske drama "Ordets magt", der viser det franske samfund som klassedelt og fanget i et repeterende spor af social ulighed. Foto: Another World Entertainment.

Velspillet, men desværre også lidt distanceret, når det gælder. Der er masser af gode kræfter og hensigter i spil i fransk-israelske Yvan Attals lille drama om ordenes styrke og om at turde bevæge sig ud af de forventede skabeloner.

Hvis vi skal tro Yvan Attals drama om indvandrerpigen Neila, er det parisiske Pantheon Assas et af Europas førende universiteter, hvad angår lov og retorik. Men også et småfascistoidt sted, hvor hyggeracismen lever i bedste velgående, og borgerskabet ureflekteret reproducerer hvide mønsterborgere til den franske, velhavende overklasse. Et sted, hvor de studerende tugtes for at bringe det bedste frem i dem.

Og blandt de mest berygtede undervisere er professor Pierre Mazard. En bitter, aldrende herre, der tror fuldt og fast på ordets magt og sprogets evne til at inspirere, provokere, udfordre og overbevise. Han dyrker mere eller mindre bevidst det politisk ukorrekte for at sætte skub i sagerne og foragter digitale medier for deres flade, unuancerede forenklinger og dårlige indflydelse på sproget. Han elsker at sætte sagen på spidsen og skubbe de studerende ud på usikker grund, hvor de er tvunget til at træffe svære valg.

- Jeg kunne også bare følge strømmen og sige Je Suis Charlie i hver anden sætning, provokerer Mazard universitetets rektor. Og måske har han ret, men der er problemer forude. Mazards skarpe og småracistiske irettesættelse af en ung studerende, Neila, er endt på internettet, og han tvinges nu til at vejlede hende gennem en retorikkonkurrence for førsteårsstuderende.

Den gnavne Mazard driller Neila:

- Du tage kampen op. Eller du kunne droppe ud, for det føles sikkert trygt at blive i offerrollen.

Hun er dog mere begavet end han forventer og langsomt spirer et venskab. Men vil det holde, hvis Neila opdager, at hun blot er Mazards projekt? Hans gode gerning, så hans ansættelse fortsat er sikret, og han kan fortsætte sin kynisme mod universitetets studerende.

Lille, tæt fortælleknude

Attals fransk-belgiske "Ordets magt" rummer flere fortællinger i sin lille tætte fortælleknude om den begavede ghettotøs Neila, der med kyndig og kynisk vejledning af den bitre og desillusionerede professor Mazard vælger bøgerne og sprogets vej. Med fare for at blive udstødt af det miljø, hun er vokset op i og elsker. Det er fortællingen om arv og miljø. Et polariseret Frankrig, hvor eliten og borgerskabets unge har isoleret sig bedrevidende og selvtilfredse på den ene fløj og dårligt uddannede indvandrere og andre lavt nede på den sociale rangstige på den anden.

Hernede finder vi mønsterbryderen Neila, hvis historie er så meget desto mere usædvanlig, fordi hun som sort kvinde af mellemøstlig afstamning tager et karrierevalg, hvor hun hverken står i skyggen af en mand eller det miljø, hun er opvokset i. Hvis altså hun kan stå distancen.

Og så er det en moderne, todelt love story, hvor forholdet til to mænd bliver sat på prøve af en række svære valg. Der er det platoniske lærer-elevforhold til Mazard som foldes smukt ud i Daniel Auteuil og Camélia Jordana gnidningsfulde samspil og modspil.

Og så er der Neilas kærlighed til taxachaufføren Mounir. Det er her, at filmens følsomme kerne er at finde, og derfor synd at den skubbes i baggrunden og fremstår noget uvæsentligt, netop som Neila foldes ud som en kompleks og nuanceret karakter.

Film: Ordets magt

Drama, komedie, belgisk, fransk, 95 minutter, tilladt for alle

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce