Annonce
Håndbold

Fire danske verdensmestre til tops igen

Rasmus Lauge vandt sit andet tyske mesterskab i sin afskedskamp for Flensburg-Handewitt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Rasmus Lauge, Lasse Svan, Anders Zachariassen og Simon Hald vandt søndag verdens stærkeste liga, den tyske Bundesliga.

Düsseldorf: Fire danske verdensmestre i håndbold strøg søndag til tops igen, da de vandt verdens stærkeste liga, den tyske Bundesliga.

Flensburg-Handewitt vandt udekampen mod Bergischer i Düsseldorf med 27-24 efter 13-8 ved pausen.

Rasmus Lauge, Lasse Svan, Anders Zachariassen og Simon Hald kom som regerende verdensmestre og fortsatte succes'en i Flensburg fra sidste år, da de vandt titlen, men dengang rystede de i 60 minutter, før de vandt 22-21 over et amputeret hold fra Göppingen i en elendig håndboldkamp.

Denne gang skabte Rasmus Lauge ro over tropperne, og skytter som Magnus Rød og Jim Gottfridsson sørgede for, at Flensburg red stormen af, selv om Bergischer kom på 24-23 med fem minutter igen.

Rasmus Lauge er blevet kåret som sæsonens bedste spiller i Bundesligaen som første dansker siden Lars Krogh Jeppesen i 2004. De fem foregående år er Andy Smith fra Rhein Neckar Löwen, tidligere Silkeborg-spiller, blevet kåret som bedste spiller.

Flensburg bragte sig foran 9-5 og 13-6, men i anden halvleg kom spændingen mere, end de 2000 medrejsende tilskuere fra Flensburg brød sig om.

Tobias Karlsson, Flensburgs svenske forsvarsgeneral sluttede sin karriere med ordene:

- Det er det bedste hold, jeg nogensinde har spillet på. Det er også bedre end det svenske landshold, der vandt OL-sølv i 2012 i London.

Tobias Karlsson bliver ny teamchef for det svenske landshold!

Rasmus Lauge skal fortsat til Veszprem, selv om der stadig er folk, der venter på en ændring, så han i stedet skal spille i Paris St. Germain.

Anders Zachariassen var en af kampens store spillere i Düsseldorf. Han blev farligste dansker med fire mål, Rasmus Lauge og Lasse Svan scorede hver tre mål. Topscorere var Jim Gottfridsson med seks og Magnus Rød med fem mål.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce