Annonce
Udland

Seks personer er dræbt i skyderi på tjekkisk hospital

Lukas Kabon/Reuters

En mistænkt har skudt sig selv i en bil, efter at han angiveligt skød og dræbte seks personer i Ostrava.

Seks personer er tirsdag morgen blevet dræbt i et skyderi på et hospital i Ostrava i det nordøstlige Tjekket.

Det oplyser den tjekkiske sundhedsminister, Adam Vojtech.

Politiet jagtede efterfølgende en mistænkt, der blev beskrevet som en "farlig væbnet gerningsmand", der kørte i en sølvgrå Renault Laguna.

Tirsdag formiddag oplyser politiet i et tweet, at den formodede gerningsmand er død efter at have skudt sig selv i hovedet i sin bil.

Det fremgår ikke umiddelbart af politiets oplysninger, om gerningsmanden er gået direkte efter udvalgte ofre på hospitalet eller har skudt tilfældige.

- Politiet modtog en anmeldelse om et skyderi på et hospital i Ostrava. Politiet er på stedet, og folk er evakueret, lød det i et tweet fra politiet.

Politiet udvidede sin indsats i flere dele af landet efter hændelsen.

- Vi styrker i øjeblikket overvågningen af udvalgte bløde mål (folk på hospitaler, skoler, restauranter og lignende, red.) på tværs af hele Tjekkiet. Vi beder offentligheden om tålmodighed og omtanke, skrev politiet på Twitter.

Ud over de dræbte er to meldt såret, siger politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den tjekkiske indenrigsminister, Jan Hamacek, bekræftede i første omgang til det tjekkiske nyhedsbureau CTK, at "adskillige personer" var dræbt.

Han tilføjede, at skyderiet skete efter klokken syv tirsdag morgen. Politiet tweeter, at man fik anmeldelsen klokken 07.19 og var på stedet 7.24.

Ostrava er Tjekkiets tredjestørste by og ligger i regionen Moravian-Silesian.

Regionens guvernør, Ivo Vondrak, kalder skyderiet for "en stor tragedie", skriver det britiske medie BBC.

Hospitalet, der efter skyderiet blev lukket ned, har 1200 sengepladser, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge dpa er der omkring 290.000 indbyggere i Ostrava.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Meningerne er delte: Diskussion om ny bro over Lillebælt optager læserne

Annonce