Annonce
Indland

Fjerkræ på Bornholm ramt af smitsom fugleinfluenza

20 høns og 3 moskusænder på Bornholm er ramt af den smitsomme fugleinfluenza H5N8. (Arkivfoto). Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Høns og ænder på Bornholm er ramt af fugleinfluenzaen H5N8. Der indføres nu restriktioner i området.

Der er konstateret endnu et tilfælde af den smitsomme fugleinfluenza H5N8 i Danmark. Det meddeler Fødevarestyrelsen.

Sygdommen har ramt en hobbybesætning med 20 høns og 3 moskusænder nær Østermarie på Bornholm. De er nu aflivet.

Der er de seneste måneder fundet flere tilfælde af influenzaen i Danmark.

For at undgå smitte fra vilde fugle er der derfor blevet indført et krav om, at fjerkræ holdes under overdækning og tag.

Det bliver ikke ophævet foreløbig, vurderer Fødevarestyrelsen fredag.

Besætninger med fjerkræ i området nær den smittede farm på Bornholm er nu blevet underlagt særlige restriktioner.

Æg og fjerkræ fra besætninger, der er inden for ti kilometer fra den smittede farm, må hverken sælges eller flyttes uden tilladelse fra styrelsen.

Fjerkræejere, som bor inden for tre kilometer af den smittede farm, skal derudover registrere deres fuglehold.

- H5N8 er meget smitsom, og vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre, at fugleinfluenzaen spreder sig til andre fugle.

- Den er alvorlig for fuglene, og for at bremse smitten indfører vi restriktioner for fjerkræejere i området, siger Tim Petersen, der er souschef i Fødevarestyrelsen, i meddelelsen.

Sygdommen er meget alvorlig for fugle. Det kan i sjældne tilfælde smitte til mennesker. Det er sket få gange i udlandet.

Der er dog ikke sket i Danmark. For at undgå det sker, anbefales det at bruge handsker, hvis man fjerner døde vilde fugle.

Fugleinfluenzaen blev bragt til Europa med efterårets fugletræk fra Rusland og Kasakhstan. Den er siden fundet i flere europæiske lande.

Sygdommen har store konsekvenser for branchens eksport. Blandt andet Japan, Rusland, De Forenede Arabiske Emirator og Singapore har indført importstop for danske æg og fjerkræ. Det forventer Fødevarestyrelsen bliver forlænget.

/ritzau/

Pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce