Annonce
Danmark

Flere dyreparker ramt af mystiske kænguru-tyverier: - Det er en gåde, hvor de kommer hen

Munkholm Zoo har i alt 10 kænguruer, men efter nattens indbrud i dyreparken er kun én tilbage. Arkivfoto: Munkholm Zoo
Munkholm Zoo i Syddjurs mistede natten til lørdag ni af sine 10 kænguruer. Men det er langt fra første gang, at der stjæles kænguruer. Fire gange tidligere er der stjålet et stort antal kænguruer fra dyreparker og -handlere i Jylland. De seneste i sommer.

SYDDJURS: Hjælp vi har fået stjålet vores kænguruer!

Sådan lød et noget usædvanligt opslag fra Munkholm Zoo nær Balle i Syddjurs Kommune lørdag på Facebook.

Den 25 år gamle og populære dyrepark med 400 dyr var natten til lørdag ude for et frækt tyveri.

"Vi har i nat fået stjålet 9 af vores 10 kænguruer - deriblandt vores albino," skriver Munkholm Zoos ejere, Annelise og Benny Johansen.

De spørger offentligheden om nogen har set noget, en kassebil eller er blevet tilbudt kænguruer.

De konkluderer, at tyveriet af kænguruerne er målrettet og være udført af personer, som har en vis erfaring med at fange dem, da kænguruer ikke er det nemmeste dyr at fange.

Men tyveriet af kænguruerne er langt fra det første af sin art i år.

Annonce

Jeg er simpelthen chokeret og lamslået. Jeg fatter ikke, hvorfor man lige er ude efter kænguruer. Det her slår altså hovedet på sømmet. Det er så synd for Benny ved Munkholm Zoo.

Inger Bach, besøgslandbruget Dyrebakken ved Bjerringbro, som også har fået stjålet kænguruer.

Tre gange i Bjerringbro

Søndag 8. juni i år blev to voksne kænguruer med en unge i pungen stjålet fra Hans og Inger Bach på besøgslandbruget Dyrebakken syd for Bjerringbro.

Og for det ikke skal være løgn, var det tredje gang familie Bach fik stjålet kænguruer. Første gang stjal tyvene fire kænguruer fra familiens kænguruanlæg. Anden gang fem dyr og tredje gang altså de to forældre med unge, som tilmed var lukket inde bag tre døre.

- Vi tør ikke have kænguruer udenfor mere. Og det må være nogen, der har været her på besøg, for hvordan kunne de ellers vide, at de skulle gennem tre døre for at finde kænguruparret, siger Inger Bach, der er knust over at have mistet dyrene.

Derfor berørte det hende også meget, da hun lørdag hørte, at Munkholm Zoo også har fået stjålet ni kænguruer.

- Jeg er simpelthen chokeret og lamslået. Jeg fatter ikke, hvorfor man lige er ude efter kænguruer. Det her slår altså hovedet på sømmet. Det er så synd for Benny ved Munkholm Zoo, siger Inger Bach.

Hun har åbent for besøgende på Dyrebakken i efterårsferien frem til lørdag og har mange dyr at vise frem, men kun to kænguruer tilbage.

- Og de er både øretatoverede og chippede og bliver låst inde hver nat, og så ved jeg ikke, hvad vi kan gøre mere, siger hun, der elsker kænguruen Hopla, som hun har flasket op fra den var helt nyfødt.

Også kængurutyve i Thy

Blot en måned efter det seneste tyveri i Bjerringbro af de australske pungdyr var den gal i Thy hos dyrehandler Arnfred Madsen. Han mistede i weekenden 6.-7. juli et kængurupar med unge fra sit udendørs kænguruanlæg.

- Tyvene gik ind i anlægget gennem en låge og tog dyrene, hvorefter de lod lågen stå åben. Men de må være professionelle, for går ikke bare ind og tager to eller for den sags skyld ni kænguruer som hos Munkholm Zoo. Dyrene vil sparke og larme og laver kradsemærker på anlægget, og det var der ikke, så jeg er sikker på, de er blevet bedøvet først både her på Syddjurs, siger Arnfred Madsen.

Han mener, at tyvene går ind i mørke og paralyserer dyrene med en stærk lommelygte, hvorefter de har kunnet skyde en bedøvelsespil efter dem og bære dem ud.

- Det er fandeme underligt, og vi undrer os. Det er gåde, hvor de kommer hen, men jeg tror ikke de går til bøffer, men snarere til udenlandske samlere. Måske i Østeuropa.

Hvorfor skulle det være Østeuropa?

- Jeg har to gange oplevet at have ukrainere på besøg i dyrehandelen, der ville kikke på dyr. Og begge gange er der forsvundet en papegøje fra Ny Guinea, så jeg har været stort set helt sikker på, at det var dem, der tog papegøjerne. Og derfor tror jeg at kænguruerne også er røget til Østeuropa.

Et voksent kængurupar koster cirka 15.000 kroner, hunnerne er dyrest, for der er kun en han i hver flok, der kan bestå af flere hunner.

Arnfred Madsen har solgt kænguruer til flere kunder.

- Det er der flere, der har, end man tror. Men flere er blevet meget bekymrede over tyverierne. Folk sætter alarmer og overvågning op for at kunne have deres kænguruer i fred, fortæller han.

I alt 23 kænguruer er nu stjålet fra de to nævnte dyreparker og dyrehandleren.

Blandt de ni stjålne kænguruer er en albino. Arkivfoto
Inger Bach driver Dyrebakken ved Bjerringbro med sin mand. Hun elsker kænguruer, men har mistet 12 efter tre tyverier. Hun er rystet over det nye tyveri ved Munkholm Zoo. Foto: Julie Goul Svendsen
En kænguru kan blive tam, hvis man har flasket den op helt fra lille, fortæller Inger Bach. Foto: Flemming Sørensen
Dyrehandler Arnfred Madsen fra Thy har mange forskellige dyr, men har også mistet kænguruer ved indbrud for få måneder siden. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce