Annonce
Fredericia

Flere i Fredericia føler sig stressede: Folketingskandidater mødte de unge på IBC til en snak om ungdomslivet

Folketingskandidaterne Susanne Eilersen (til venstre) og Karina Lorentzen Dehnhardt besøgte en EUX-klasse på IBC for at spørge de unge om, hvordan deres uddannelsesliv foregår. Foto: Dorte Brandsen
Fredericia ligger i top, når det handler om stress og nervøsitet. Med baggrund i Region Syddanmarks sundhedsprofil besøgte Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Susanne Eilersen (DF) mandag uddannelsesinstitutionen IBC.

Fredericia: Flere danskere er stressede - især i Fredericia Kommune, hvor Region Syddanmarks seneste sundhedsprofil viser, at 19,4 procent ofte føler sig nervøse og stressede. Det er den højeste procentdel i regionen.

Med de facts i baghovedet besøgte folketingskandidaterne Susanne Eilersen (DF) og Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) mandag uddannelsesinstitutionen IBC for at blive klogere på, hvordan de unge har det, og få nogle gode råd og inputs til, hvilken politik der skal føres.

De havde samtaler med nogle få sårbare unge, som benytter sig af skolens psykologisk rådgivning, og så besøgte de en EUX-klasse. EUX er en fireårig uddannelse, som består af to år på skolebænken med kompetencegivende fag, som giver adgang til universitetsuddannelser, og et to-årigt praktikforløb inden for de merkantile fag.

Begge kunne de tage gode snakke med de unge med derfra. Fra EUX-klassen blev der blandt andet peget på, at karaktererne, uddannelsesloftet og adgangskvotienterne fylder en del.

Færrest stressramte i Varde og Billund

- Der er fjernet rigtig mange penge fra uddannelsesinstitutionerne. Det er ikke nok, man fjerner omprioriteringsbidraget (pålagte besparelser hos kommunerne og uddannelsesinstitutioner på to procent årligt. red.), siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Susanne Eilersen peger på, at der også kommunalt kan gøres noget for at hjælpe de unge.

- Vi skal kigge på et kommunalt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Vi tilbyder i Fredericia allerede mange muligheder for de sårbare unge. Måske skal vi også som kommune være bedre til ikke at sidde inde bag murene, men komme ud til de unge, siger hun.

På IBC rammer besparelser 1. juni uddannelsesinstitutionen, hvor to fuldtidsstillinger i psykologisk rådgivning bliver til én 60 procent stilling.

Ifølge sundhedsprofilen er andelen af borgere, der føler sig stressede, steget i flere år. I 2013 lå andelen i Fredericia på 13 procent, hvilket var steget til 15,3 procent i 2013 og 19,4 procent i 2017. Gennemsnittet i Region Syddanmark er 16,6 procent. Laveste andel af stressramte findes ifølge undersøgelsen i henholdsvis Varde Kommune med 12,7 procent og i Billund Kommune med 13,1 procent.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce