Fredericia: Dansk Folkeparti har sat et nyt hold i Fredericia.
Lasse Holmqvist er ny folketingskandidat i Fredericia-kredsen, men det er ikke den mest overraskende ændring i DF's holdopstilling her i foråret.
Sune Nørgaard Jakobsen har foretaget et markant partiskifte og er nu kasserer i DF-bestyrelsen. For lidt over et år siden var han spidskandidat for Socialistisk Folkeparti forud for kommunalvalget.
Endelig er DF's byrådsmedlem Susanne Eilersen i marts blevet lokalforeningskonsulent for DF's afdelinger i Sydjylland og Fyn.
Fra SF til DF: Ret enkelt
Hvad fik den tidligere SF'er Sune Nørgaard Jakobsen til at blive DF'er? Indmeldelsen kom, efter at partiet i januar valgte Morten Messerschmidt som ny landsformand.
- Morten Messerschmidt blev afgørende. Han er utroligt dygtig og veltalende. Han har styr på sine ting, og jeg har altid respekteret ham. Efter al den turbulens, der har været i Dansk Folkeparti, er Morten manden, der kan give ro på bagsmækken.
Sune Nørgaard JakobsenJeg støtter op om DF's ældrepolitik, socialpolitik og børne- og ungepolitik. Er der noget, jeg er utilfreds med, tager jeg det med ledelsen internt
- Folk vil nok undre sig over, hvorfor en tidligere spidskandidat for Socialistisk Folkeparti melder sig ind i DF. Men for mig er det ret enkelt. Jeg er blevet klar over, at jeg ikke ønsker at være bundet op af forskellige ideologier. Samfundet flytter sig, og jeg hører i højere grad hjemme i et mere holdningspræget parti, som kan flytte sig i stedet for at være bundet op af ideologi eller loyalitet for fagbevægelsen, siger Sune Nørgaard Jakobsen.
Tog munden for fuld
I april sidste år brød han med SF og dannede Demokratisk Borgerliste sammen med lægen Stig Gerdes. Men inden kommunalvalget droppede duoen at stille op.
Først SF, så Demokratisk Borgerliste og nu DF. Hvordan kan du bevæge dig fra rødt til blåt på så kort tid?
- Det kan jeg sagtens. Selv da jeg var i SF, var jeg fortaler for, at vi skulle vælte en rød borgmester. Jeg har altid ligget til højre for venstrefløjen. Da jeg trak mig, var det for at skabe en modpol i Fredericia. Men da vi dannede borgerlisten, var der en masse organisatorisk arbejde, og jeg havde taget munden for fuld. Jeg tog en tænkepause, og samtidig har jeg fulgt Dansk Folkeparti længe og studerede deres program. Jeg tror ikke, man finder et menneske, der er 100 procent enig i noget partiprogram. Men vil man ændre noget, må man forsøge at gøre det indefra. Jeg støtter op om DF's ældrepolitik, socialpolitik og børne- og ungepolitik. Er der noget, jeg er utilfreds med, tager jeg det med ledelsen internt, siger Sune Nørgaard, der ikke vil afvise, at han "på et senere tidspunkt" stiller op til et valg for DF.
Eilersen hjælper baglandet
Viceborgmester Susanne Eilersen var fra 2015 til 2019 medlem af Folketinget for DF. Men hun har droppet at komme på stemmesedlen ved næste års folketingsvalg. Siden marts har hun været ansat som lokalforeningskonsulent for Dansk Folkepartis afdelinger i Sydjylland og på Fyn.
- Der er kommet en ny formand og en ny organisering. Derfor var det vigtigt at vælge, om man vil bruge tid på at stille op til Folketinget eller på det organisatoriske. Det giver ofte et misk-mask, hvis man vil begge dele. På nuværende tidspunkt vil jeg gerne bruge den erfaring, jeg har gennem 23 år, til at få gjort vores bagland stærkt igen. Her har jeg noget at byde ind med som konsulent, og så kan andre kandidater komme ud og profilere sig. Så det er et valg, jeg har truffet, siger Susanne Eilersen.
Konsulentjobbet hos Dansk Folkeparti er på deltid. Det passer hun ved siden af byrådsarbejdet i Fredericia.
Næstformand kommer i front
Senest 5. juni 2023 er der folketingsvalg, og her bliver 38-årige Lasse Holmqvist kandidat for DF i Fredericia. Tirsdag blev han valgt ved et opstillingsmøde. Til daglig er han sælger af ergonomiske stole og måtter til erhverv, og han var også DF-kandidat til byrådsvalget i 2021.
- Jeg går efter at få mine budskaber ud i debatter, og jeg går efter at komme i Folketinget, siger den nye kandidat og tilføjer:
- Mange regner med, at valget kommer i efteråret, men jeg tror nu mest på, at det bliver i juni næste år, siger kandidaten, som også er næstformand i Fredericia-afdelingen.