Annonce
Fredericia

Flere veteraner har massiv brug for hjælp - og nu er den på vej

Depotgården var tænkt som mødested for veteraner, men tilbuddet skød ved siden af i første omgang. Det skal gentænkes, og Inger Nielsen (DF) er i dialog med koordinatoren, så der kan sættes rammer for møder, som både kan tiltrække veteraner og pårørende, der er udfordret psykisk med efterveer af udsendelser. Arkivfoto: Peter Honoré

DF fik i årets budget indføjet, at der nedsættes et politisk veteranudvalg, som trækker i arbejdstøjet næste år. Inger Nielsen (DF) har påpeget, at indsatsen overfor de svageste veteraner og deres pårørende mangler, og hun er i dialog med bl.a. Depotgårdens veterankoordinator om særlige tilbud.

Fredericia: Der skal sættes ord og ikke mindst handling bag en decideret veteranpolitik i de kommende år. Det lagde Dansk Folkeparti op til i budgetforhandlingerne, og de øvrige partier har bakket op.

- Vi er en garnisonsby, så vi burde for længst have haft formuleret en decideret veteranpolitik. Der er omkring 55 veteraner i kommunen, og mange klarer sig fint. Men en mindre gruppe har massiv brug for hjælp, så vi skylder at have en politik for den indsats. Hele byrådet har støttet, at vi nu nedsætter et udvalg, som får ansvaret for området, siger Inger Nielsen (DF).

Annonce

Personlig erfaring

Inger Nielsen har gennem sit professionelle virke som sagsbehandler i flere kommuner stødt ind i veteraner med svære traumer efter udsendelse, og hun har personligt fulgt veteranen Andy Christensen, som i Fredericia Dagblad søndag rettede kritik mod veteranhjemmet i Fredericia for ikke at levere de rammer, de efter hans mening burde til veteranerne.

Inger Nielsen har blandt andet hjulpet ham til at få støtte ved det veterantilbud, der er etableret i Region Midtjylland.

- Det er svært for folk, der er svært ramt af PTSD (posttraumatisk stresslidelse, red.), at de også skal kæmpe for at få en hjælp, som de måske ikke selv kan sætte ord på, siger Inger Nielsen.

Annonce

Anderledes tilbud

Andy Christensen benytter veterantilbud i andre kommuner, for de eksisterer ikke i Fredericia i dag, påpeger han. Og det understreger efter Inger Nielsens mening vigtigheden af en veteranpolitik, hvor man også får hjulpet dem, der har det sværest.

- Det handler bl.a. om at etablere nogle tilbud, hvor veteranerne kan mødes i ro og fred. Projektet omkring veteraner på Depotgården skød ved siden af i første omgang, og det skal gentænkes. Jeg har drøftet udfordringerne med den ansatte koordinator på Depotgården, og vi er i dialog om, hvordan man kan gribe det an, siger Inger Nielsen.

Det kan også være tilbud for pårørende, som efterlyses af bl.a. Andy Christensens hustru.

- De har samme behov for ro og for arrangementer, hvor det ikke handler om at sidde i rundkreds og tale veteranproblemer. Det har de nok af i det daglige. Det kan være praktiske ting som juledekorationer eller andet, hvor hjernen kan kobles fra, siger Inger Nielsen.

I første omgang har hun via sit netværk fået Andy Christensen puffet blidt ind på smedeværkstedet på Depotgården.

- Der var kun ham og to fra værkstedet, så tingene var til at overskue. Det er gået rigtig fint og viser, at når der er tid og ro, så kan det lykkes, siger Inger Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Formodet serietyv på spil hos lokale arbejdspladser: Virksomhed fik besøg i frokostpausen

Kolding

Truende ægtemand videofilmer hustruens hjemmehjælpere: Nu nægter de at komme i hjemmet

Fredericia For abonnenter

Gluten styrer hele Pernilles tilværelse: - Du skal ikke have ondt af mig

Fredericia

Stilhed før storm: Restauratører forventer større rykind i weekenden

Annonce