Annonce
Danmark

Flertal støtter S-forslag: Boligkøbere skal tvinges til at udskifte brændeovne

Ifølge miljøministeriet er partikeludledningen fra danske brændeovne skyld i 400 for tidlige dødsfald om året. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
SF, Enhedslisten og Radikale Venstre støtter som udgangspunkt regeringens forslag om at tvinge boligkøbere til at udskifte ældre brændeovne, og derfor bliver forslaget efter alt at dømme en realitet. Men flere af støttepartierne vil have regeringen til at gå endnu længere. De mener, kommunerne skal have mulighed for helt at forbyde brændeovne.

Udspil: Regeringens forslag om at tvinge boligkøbere til at udskifte ældre brændeovne bliver med al sandsynlighed en realitet. Både Radikale Venstre, SF og Enhedslisten siger til avisen Danmark, at de umiddelbart er klar til at støtte op om forslaget. Med støttepartiernes udmeldinger tegner der sig et flertal for regeringens lovforslag, der vil udfase brændeovne fra før 2003.

- Vi synes grundlæggende, det er et fornuftigt forslag. Det er helt afgørende, at vi får gjort noget ved partikelforureningen, som vi ved har store sundhedsmæssige konsekvenser, og også er problematisk i forhold til klimaforandringer, siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, der tilføjer, at han dog gerne ser, at boligkøberne i stedet for at få mulighed for at udskifte til en ny brændeovn, tvinges til helt at skrotte den.

Carl Valentin, miljøordfører for SF, er klar til at trykke på den grønne knap, når forslaget kommer til afstemning. Men han håber også, at SF kan få regeringen til at stramme kravene til udskiftningen af brændeovnene.

- Det er rigtigt godt, forslaget er kommet. Men når regeringens politik er, at gamle brændeovne skal kunne udskiftes med nye, synes jeg også, det bør være et centralt krav, at der skal være ordentlige filtre på de nye brændeovne, man etablerer, siger han.

Annonce

Forurenende brændeovne

Debatten om brændeovne er blusset op igen, efter miljøminister Lea Wermelin (S) i sidste uge fortalte om regeringen forslag om en ejerskifteordning for brændeovne i avisen Danmark.

Når regeringen og flere andre partier i Folketinget vil stramme restriktionerne overfor brændeovne, skyldes det, at de danske brændeovne er skyld i omkring 70 procent af Danmarks partikeludledning.

Ifølge miljøministeriet er danske brændeovne derved skyld i 400 for tidlige dødsfald om året.

Størstedelen af partikelforureningen i den danske luft kommer dog fra udlandet. Luftforurening fra udlandet er skyld i mere end 80 procent af de cirka 4.000 årlige tilfælde, hvor danskere ifølge DCE (det nationale center for miljø og energi) dør for tidligt på grund af luftforurening.

Det får dog ikke hverken regeringen eller støttepartierne til at slække på deres krav til de danske brændeovne.

- At den største del af partikelforureningen i Danmark kommer fra udlandet, er et dårligt argument for ikke at gøre noget ved de ting, vi selv kan gøre noget ved. Hvis vi skal luftforureningen til livs, kræver det, at alle griber ind, hvor de er i stand gøre det. Danmark skal også leve op til det ansvar, vi har, siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten.

Vil helt forbyde brændeovne

Radikale Venstre mener også, at det er tid til at få udfaset de mere end 200.000 ældre brændeovne i Danmark.

- Luftforurening fra brændeovne koster menneskeliv hver eneste dag. Derfor er det helt nødvendigt, at vi får begrænset brugen af ovnene. Derfor støtter vi som udgangspunkt det socialdemokratiske forslag, men jeg er i tvivl om, hvorvidt deres udspil er ambitiøst nok til reelt at løse problemet, eller om der skal andre virkemidler i brug, skriver Zenia Stampe i et skriftligt svar til avisen.

Den bekymring går igen blandt de flere af de andre støttepartier. Socialdemokratiets forslag er langt fra nok, lyder det.

SF og Enhedslisten har tidligere foreslået at forbyde brug af brændeovne i områder med fjernvarme, og det har Radikale Venstre stillet sig positiv overfor. Helt så langt er Socialdemokratiet ikke gået, men partiet har tidligere meldt ud, at det ønskede at give kommunerne mulighed for at forbyde brændeovne i områder, hvor der er meget partikelforurening. I interviewet med avisen Danmark udtalte miljøministeren, at den mulighed stadig er i spil.

Partier vil øge skrotpræmie

Men mens støttepartierne ikke mener, at regeringens forslag er vidtgående nok, er kritikken den modsatte hos Venstres miljøordfører Jacob Jensen. Alligevel vil han gerne forhandle med regeringen om forslaget.

- Vi vil bare gerne have, at trykket i højere grad lægges på den skrotpræmieordning, der er indført og gøre den endnu mere attraktiv. Vi er mere til gulerod, hvor Socialdemokratiet er mere til pisk i den her sag. Vi vil gerne undgå at tvinge det ned over hovedet på folk, siger han.

Kompensationsordningen for brændeovne gælder brændeovne, der er fra før 1995. Hvis boligejere skrotter en brændeovn, der lever op til det kriterie, får de en kompensation på 2000 kroner. Enhedslisten er også klar til at se på, om ordningen skal udvides eller gøres mere attraktiv.

- Uanset om det er en ny eller ældre model, er der partikelforurening forbundet med en brændeovn, siger Peder Hveplund.

V: Nej tak til forbud

Den manglende frivillighed i regeringens forslag er ikke den eneste grund til, at Venstres miljøordfører hellere ser en udvidelse af kompensationsordningen fremfor en tvunget udskiftning af brændeovne. Han er i tvivl om, hvor stor effekten vil være af en ejerskifteordning.

- Det er begrænset, hvor ofte huse handles, og hvis huse med gamle brændeovne ikke handles de næste 10-15 år, så kommer vi ikke partikelforureningen fra de brændeovne til livs, siger Jacob Jensen.

Endnu mindre begejstret er han for støttepartiernes snak om helt at forbyde brændeovne i områder, hvor der er fjernvarme.

- Hvis man taler om forbud, skal man så også forbyde sankthansbål og spejderlejre? Det er ikke en vej, vi vil gå, siger Jacob Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Erhverv

USO åbner pop-up outlet i Vendersgade: Vi har fået gode tilbud fra leverandører

Fredericia

Frisør håber på biler i Vendersgade: Kunder parkerer for langt væk i dag

Annonce