Annonce
Fredericia

Flytning af Skuret: Udsatte har afleveret ønsker til det nye sted

Skuret på Fynsgade forsvinder snart, og et hotel skal bygges på nabogrunden. En gruppe brugere er utilfredse med det nye skurs placering. Det ligger på Vester Voldgade. Foto: Klaus Madsen
Venstres Peder Tind og udsatterådet har lyttet til ønsker fra brugere, der er utilfredse med flytningen af Skuret til Vester Voldgade. Ved møder fik de udsatte borgere mulighed for at komme med ønsker.
Annonce

Fredericia:  Mere plads, bedre afskærmning og en sandkasse til hundene.

Sådan lyder nogle af ønskerne fra en gruppe udsatte borgere til det nye hellested på Vester Voldgade.

Ønskerne kom i forbindelse med flere møder med Skurets brugere i sidste uge. Brugerne havde i en artikel kritiseret det nye hellested, der skal afløse det nuværende skur på Fynsgade.

- Vi tog ned for at lytte til, hvilke input brugerne af Skuret har til det nye hellested, siger byrådsmedlem Peder Tind fra Venstre.

Annonce

Politiker: Vi har lyttet til input

Ud over Venstre-manden, som er formand for social- og beskæftigelsesudvalget, har kommunens gadesygeplejerske og udsatterådets næstformand Louis Lindholm haft dialog med brugerne.

I dagbladets artikel udtalte en af brugerne, Martin Hansen, at brugerne ikke rigtigt var blevet hørt, da der skulle findes en placering for et nyt skur. Andre brugere sagde, at det nye hellested ved Vester Voldgade var lille, for koldt og for langt væk.

- Jeg er ked af, hvis vinklen er, at vi ikke har lyttet til brugerne. For der er blevet lyttet, siger Peder Tind og tilføjer:

- I hele denne proces har vi lyttet til input og fulgt de råd, vi har fået fra udsatterådet. Stedet på Vester Voldgade blev indstillet som det bedst mulige, siger han.

Annonce

Svær forandring

Da Peder Tind torsdag kiggede forbi Skuret, hørte han både for og imod det nye skur. Han har forståelse for, at det kan være en svær forandring efter mange år i Fynsgade.

- Men Kanalbyen skal bruge grunden, og det må man respektere, siger Peder Tind.

Det nye hellested har kostet en halv million kroner, og investeringen blev gjort i forbindelse med det udvidede anlægsbudget i 2020. Inden beslutningen var social- og beskæftigelsesudvalget i Odense, hvor et lignende skur bruges.

Det nye skur skulle være indviet 5. oktober, men det blev udsat på grund af corona. Peder Tind understreger, at stedet endnu ikke er færdigindrettet, og der er ny asfalt, nye beplantning og  nye borde på vej.

- Vi har taget notat af alle de ønsker, brugerne er kommet med, men vi kan selvfølgelig ikke love noget, siger Peder Tind.

Blandt ønskerne er mere plads, og at toiletterne kan lukkes bedre af. Desuden vil man undersøge, om der kan skærmes bedre af for vinden, da skuret blandt andet er lavet med hullede stålplader. Desuden var der ønsker om mere lys og en sandkasse til brugernes hunde.


For mit vedkommende vil jeg tage derop, men jeg ved ikke, hvad de andre 20 gør.

Martin Hansen


Annonce

Håber på et modul mere

Martin Hansen fra Skuret var ikke med til sidste uges møder. Men han håber, at der efter dialogen kan skabes plads til flere brugere på Vester Voldgade.

- Der, hvor det nye skur står, kommer der ikke nogen sol. Der er kun aftensol, og derfor kan vi ikke sidde udenfor, siger Martin Hansen, der håber på mere indendørs plads.

- I stedet for, at de ofrer en halv million på noget, der ikke bliver brugt, så håber jeg, de vil bruge 100.000 kroner ekstra, så det bliver forstørret lidt. Måske kan de sætte et modul mere på, så vi kan være nogle flere, siger Martin Hansen.

Er I klar på at give det en chance?

- Ja, selvfølgelig. Kan vi være der, og kan man sidde der, så bliver vi nødt til det. Der er jo ikke andet at gøre. For mit vedkommende vil jeg tage derop, men jeg ved ikke, hvad de andre 20 gør. Man er jo nødt til at tage derop, når det bliver koldt, siger Martin Hansen.

Det nye skur står klar på Vester Voldgade. Corona kom i vejen for den officielle indvielse, der skulle være holdt 5. oktober. Arkivfoto: Klaus Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Vellykket dansk EM-premiere: Det ligner allerede en billet til mellemrunden

Annonce