Annonce
FC Fredericia

Fodbold er grusomt: FC døde i pokalen efter vanvittig afslutning

Skuffede Fredericia spillere Sydbank Pokal Fodbold. Fredericia FC mod Silkeborg IF. Monjasa Park Fredericia. Fredag den 11 oktober 2019.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Fodbold er grusomt. Alle troede, at FC Fredericia havde slået Silkeborg ud af pokalen, da Nicolaj Ritter scorede til 3-2 efter 92 minutter. Men gæsterne udlignede to minutter senere, og så gik kampen i forlænget spilletid, hvorefter FC tabte.

Fredericia: Underholdningen er garanteret, når FC Fredericia spiller fodbold, og således blev fredagens pokalopgør mod Silkeborg også en medrivende affære. Alle troede, at FC Fredericia havde sendt Silkeborg ud i pokalmørket, da Nicolaj Ritter scorede til 3-2 efter 92 minutter. Men to minutter senere udlignede Silkeborg, og efter forlænget spilletid tabte FC Fredericia med 4-3.

Fodbold er i sandhed grusomt.

FC Fredericia kom med udskiftninger i startopstillingen. Lukas Enevoldsen begyndte i forsvaret, fordi Christian Ege Nielsen var skubbet op på den centrale midtbane. Uzo var foretrukket for Jacob Buus, mens Martin Mikkelsen begyndte i stedet for Steven Enna. Jonas Dal havde en bagtanke, idet både Jacob Buus og Christian Ege Nielsen er ude med karantæne til den forestående kamp mod Nykøbing i 1. division, og derfor ville han se en ny, mulig forsvarskonstellation an.

Himmelen havde åbnet sine sluser over Fredericia, og regnen faldt tungt og nådesløst ned over byen hele dagen - det fortsatte under pokalkampen, og det gjorde ikke betingelserne lettere for spillerne. Flere af dem havde fået de forkerte knopper på til at vende på det svampede underlag, og de gled omkring i kampens indledning.

De to klubber brugte otte minutter på at se hinanden an. Silkeborg kom med et tremands-forsvar for at sætte FC Fredericias velsmurte angreb skak, men det var ingen hjælp efter otte minutter, hvor Anders Holvad satte kampens første træffer.

Silkeborg begyndte med sin reservemålmand Oskar Hedvall, fordi førstemålmand Rafael Romo var på landsholdstur, og reserven havde smør på handskerne. Et indlæg fra Uzo blev tabt af målmanden, og Anders Holvad stod klar til at klaske bolden hårdt i kassen. 1-0.

Annonce

FC Fredericia-Silkeborg IF 3-4 (2-1)

Pokalturneringen, ottendedelsfinale

Mål: 1-0 Anders Holvad (8.), 2-0 Anders Holvad (23.), 2-1 Filip Lesniak (42.), 2-2 Ronnie Schwartz (61.), 3-2 Nicolaj Ritter (90.), 3-3 Andreas Heimer (90.), 3-4 Ronnie Schwartz (103.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Andreas Raahauge - Uzo, Erik Nissen, Lukas Enevoldsen, Nicolaj Ritter - Christian Ege Nielsen (Jacob Buus 106.), Mathias Gertsen (Steven Enna 80.) - Martin Mikkelsen (Nikolaj Kirk 46.), Kristian Kirkegaard, Anders Holvad - Agon Mucolli (Dennis Høegh 105.).

Silkeborg IF (3-4-3): Oskar Hedvall - Jeppe Gertsen, Simon Jakobsen (Nicolai Vallys 46.), Anders Hagelskjær - Svenn Krone, Filip Lesniak, Jeppe Okkels (Rasmus Carstensen 116.), Frederik Møller - Mads Kaalund (Andreas Heimer 85.), Ronnie Schwartz, Emil Holten (Marc Rochester 76.).

Advarsler: Simon Jakobsen (39.), Frederik Møller (59.) Nicolaj Ritter (61.), Nicolai Vallys (65.), Ronnie Schwartz (87.), Nikolaj Kirk (105.).

Dommer: Sandi Putros.

Tilskuere: 948 på Monjasa Park.

Silkeborg blev bedst

Silkeborg er i dyb krise i Superligaen og står med blot tre point og nul sejre efter 12 runder. Målet fik dem til at bøje nakkerne, og dagens gæster forvandlede sig til det, som de er: Et mandskab i krise.

FC Fredericia er det modsatte, og Anders Holvad kom til en ny mulighed, da Nicolaj Ritter sendte et godt indlæg hans vej, men han sparkede et stort hul i luften i forsøget på at skyde en kanonkugle i kassen. Kort efter var det Kristian Kirkegaards tur til at brænde, da han gik af sted mod mål med en Silkeborg-spiller på nakken. Han fik afsluttet under hårdt pres, og afslutningen blev flad og svag, så målmanden kunne redde.

Silkeborg kom ikke til meget, men Emil Holten fik headet et indlæg forbi, før Anders Holvad scorede igen og fordoblede føringen.

Andreas Raahauge i målet lavede en halvfarlig pasning, der måtte sparkes langt væk. Det endte med en perfekt pasning til Holvad, som tog dybdeløbet og svirpede bolden over en fremstormende målmand. En iskold afslutning og 2-0.

FC ville knuse Silkeborg, og Uzo var lige ved at score fra midten af banen, da han bankede til en løs bold, som hoppede foran målmanden, så han febrilsk måtte bokse den til hjørne. Også Agon Mucolli forsøgte sig, da hans riffelskud fremtvang en udmærket refleksredning fra Oscar Hedvall.

Der stod FC på alt, men det var Silkeborg, der scorede kampens næste mål. Filip Lesniak havde ingen at spille bolden til, så han tog forsøget fra distancen. Bolden tog en FC-spiller, skiftede retning og sejlede helt op i målhjørnet, mens en prisgivet og plantet Andreas Raahauge kiggede på.

2-1 og kampen levede, selvom Silkeborg havde været udspillet i hele første halvleg.

Vanvittig afslutning og forlænget spilletid

Silkeborg kom bedre ud til anden halvleg. Gæsterne skiftede Simon Jakobsen ud med Nicolai Vallys og gik over til en firemands-bagkæde. Simon Jakobsen har ikke fået meget spilletid og måtte udgå af kampen med en skade.

Udskiftningen gav Silkeborg mere saft, og gæsterne fik presset FC Fredericia med en øget aggressivitet. Lige med det første gav det dog ikke nogen oplagte målchancer.

Chancen kom efter 61 minutter, og den tilfaldt den eneste mand på banen, der ikke måtte få den: Ronnie Schwartz med tilnavnet plaffeministeren. Jeppe Okkels svingede venstrebenet og tvang en god redning ud af Andreas Raahauge, som kom ned til det flade, hårde hug med en stiv arm. Men returen røg ud til Schwartz, og dem brænder han bare ikke: 2-2 efter en hård, solid afslutning.

Silkeborg blev ved med at trykke på og ville tydeligvis ende kampen efter 90 minutter og ikke ud i ekstra spilletid. Jeppe Okkels forsøgte sig flere gange med venstrebenet, men hver gang var afslutningen fesen, så Andreas Raahauge med lethed kunne holde fast om læderet.

Mod slutningen af halvlegen blev kampen mere jævn, men de store muligheder udeblev det meste af halvlegen.

FC Fredericia kom med til sidst, og der gik et lettelsens brøl gennem Monjasa Park, da Nicolaj Ritter med stor kraft hamrede bolden i kassen fra kanten af feltet i andet minuts overtid. Monjasa Park var i ekstase, men denne tilstand af glæde døde i kampens sidste sekund. Der var lagt tre minutter til oprindeligt, men dommeren lagde et ekstra minut til som følge af jubelscenerne, og dette blev afgørende, for Silkeborg brugte minuttet til at udligne i.

Gæsterne fremtvang et hjørnespark, og på det fik de udlignet på utrolig vis. Indskiftede Andreas Heimer steg til vejrs og dirigerede med en stiv pande bolden over i fjerneste hjørne.

3-3 og så blev kampen forlænget med to gange 15 minutter. Tilskuerne på Monjasa Park kiggede måbende til.

Fodbold er grumt

Det blev en kamp om, hvem der havde flest kræfter til 30 minutter mere. FC Fredericia indledte bedst og truede Silkeborg ved et par lejligheder tidligt, men den sidste skarphed manglede, og der stod fortsat 3-3, da anden overtids-halvleg begyndte.

Begge hold var drænede efter at have spillet 90 minutter i tung regn på en tung bane, og det gav huller i organisationen. Hvem er god til at udnytte den slags? Det er Ronnie Schwartz, som igen blev kampafgørende på Monjasa Park, da han scorede til 4-3 efter 103 minutter. FC's defensiv blev flået itu, og et godt indlæg fandt skarpretteren, som iskoldt lobbede bolden over Andreas Raahauge.

Silkeborg førte inden kampens resterende kvarter, og et højt bjerg stod foran de dødtrætte FC Fredericia-spillere.

De kæmpede alt, hvad de havde lært, men det lykkedes ikke at vride en straffesparkkonkurrence ud af kampen mod alle odds. FC tabte med 4-3 og er dermed ude af pokalturneringen efter en helt vild kamp.

FC spiller igen den 20. oktober, hvor turen går til Nykøbing i 1. division.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce