Annonce
Sport

Fodbolddirektør vil ikke skjule beslutning for Hareide

Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Peter Møller har i god tid meldt ud, at han ser Kasper Hjulmand og ikke Hareide som fremtidens landstræner.

DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, valgte onsdag at melde ud til offentligheden, at han har fundet Danmarks næste landstrænerteam.

Kasper Hjulmand bliver landstræner, mens Morten Wieghorst bliver assistent, og duoen tiltræder i august 2020.

Til den tid bliver det samtidig farvel til Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson, når deres kontrakter udløber.

En måske lidt underlig timing midt i en EM-kvalifikation.

- For mig var det som person og menneske vigtigt at optræde ærligt og ligefrem. Jeg ville have svært ved at se mig selv i øjnene, hvis jeg om fire, syv eller otte måneder skulle fortælle Åge Hareide, at jeg for længe siden traf en beslutning bag hans ryg, siger Peter Møller.

Han tror på, at den nuværende trænerduo er den rigtige på den korte bane.

- Det her er ikke en fyring af Åge og Jon, deres aftaler udløber i 2020. Og så er det vores ret at kigge fire, seks, otte år frem. Min opgave er, at vi både på den korte og på den lange bane har de landstrænere, der er de rigtige, siger fodbolddirektøren.

Peter Møller slår fast, at spillerne ikke er taget med på råd, men de er blevet informeret om beslutningen.

- Jeg har i ni måneder været ekstremt tæt på Åge og Jon og spillerne, og jeg har stor tiltro til, at de vil agere 100 procent professionelt.

Med tre måneder til den næste landskamp mener Peter Møller, at alle parter har god tid til at vænne sig til onsdagens nyhed om, at manden i spidsen for landsholdet fra august 2020 hedder Kasper Hjulmand.

Åge Hareide har resultatmæssigt leveret fornemt i spidsen for det danske landshold. Under nordmandens ledelse har Danmark spillet 36 kampe. De 17 af dem er endt med dansk sejr, 16 er endt uafgjort, mens 3 er tabt.

Og der er ifølge direktøren heller ingen grund til at sige farvel til Åge Hareide med det samme, selv om Hjulmand er fri på markedet og i princippet kunne overtage landsholdet nu.

- Der er ingen grund til at lave det skifte nu. Tingene fungerer fint, og nu har Kasper god tid til at forberede sig, så vi efter slutrunden i 2020 kan komme med en ny vision, siger Peter Møller.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Dramatisk påkørsel ender med udvisningsdom: 29-årig med afghanske rødder anker

Fredericia

Pleje-ansatte arrangerer demonstration mod besparelser efter tabt udbud: - Vi kan ikke forstå, hvordan det kan hænge sammen

Annonce