Annonce
Fredericia

Fodboldklubber advarer mod spareforslag: Kan betyde lukning

Trelde GI's fodboldafdeling har fået en opblomstring, blandt andet med mange pigespillere. Et forslag om, at klubberne selv skal slå græs, kan trække tæppet væk under klubben, mener formand. Foto: Trelde GI
Forslaget om at spare en halv million kroner på græsslåning af byens fodboldbaner vækker bekymring i fodboldklubberne. - Det kan betyde lukning af mindre klubber, lyder det i et samlet høringssvar fra byens fodboldklubber.

Fodbold: En halv million kroner kan spares årligt, hvis byens idrætsklubber selv slår græs på fodboldbanerne, passer arealer og står for vinterrengøring af tennisbaner.

Sådan lyder et forslag i mulighedskataloget op til årets budgetforhandlinger, og det vækker stor bekymring hos byens fodboldklubber.

- Vi vil ikke kunne klare at passe de græsarealer alene med frivillige kræfter. Og vi har som fodboldklubber valgt at gå sammen om et høringssvar, for alle klubberne bliver ramt, siger David Gulløv, som er formand for Fredericia KFUM.

Han har indsendt høringssvaret sammen med Mads Hansen (Erritsø GIF), Elna Schakmann Mathiasen (Taulov Skærbæk IF), Jørgen Hansen (Bredstrup Pjedsted IF), Paul Lillelund (Trelde GI), Jesper Kongsted, (Fredericia fF) og Ib Østergaard fra firmasporten.

Annonce

Kan ikke lade sig gøre

I 2019 er der afsat 3,2 millioner kroner til "udendørs idrætsanlæg", og en halv million kroner foreslås altså sparet væk. Hvis det vedtages, skal kommunen og foreningerne i samarbejde finde ud af, "hvordan de udendørs idrætsanlæg vil skulle drives", oplyser René Olesen, som er koncernchef for Teknik og Miljø i Fredericia Kommune.

Ifølge klubberne vil spareplanen få store konsekvenser.

- Det kan blive så alvorligt, at klubber specielt i mindre bysamfund kan blive lukningstruet, mens andre kan være nødsaget til at hæve kontingentet, så mange børn og unges forældre ikke kan få råd til, at deres børn kan være medlem i en fodboldklub, skriver klubberne i høringssvaret.

I sæsonen skal græsset slås mindst én gang om ugen og nogle gange flere gange. Desuden er der i forvejen frivillige, som holder store områder med buskadser. Fredericia KFUM's David Gulløv kommer med et eksempel:

- Vi har et par frivillige, der passer vores kunstgræsbane en gang om ugen. Hvis det skal gælde hele området med frivillige kræfter, så kan det ikke lade sig gøre, siger han.

Opkridtning af baner foregår ikke længere med en gammeldags kridtvogn. Opgaven udføres af robot, som styres via gps.

- Det kræver en viden om maskinen, hvis man selv skal gøre det. Vi får det ikke gjort, og vi har ikke ressourcer til at gøre det, siger David Gulløv.

En mulighed at flytte spillerne

Thomas Nordin Frost frygter, at forslaget vil trække tæppet væk under Trelde GI's fodboldafdeling, som han er formand for. Den lille klub har i forvejen en ganske lille gruppe frivillige i bestyrelsen og på holdene.

- Hvis vi skal til at have folk til at sørge for græsslåning, ved jeg ikke, hvordan det skal hænge sammen. Man risikerer at skulle lukke hold. Eller man kan spørge frivillige, der i dag er trænere, om de vil udføre opgaven. Men det er ikke sikkert, de er interesserede i det, siger Thomas Nordin Frost.

I forvejen har Trelde GI begrænset antallet af baner, der skal kridtes op til det mest nødvendige.

- Hvis ikke der bliver slået græs, bliver der ikke spillet fodbold. Hvis vi fik den opgave lige nu, så var en af mulighederne at lukke fodboldafdelingen og flytte det et andet sted hen. Og se, om nogen var interesseret i at få vores spillere, siger Thomas Nordin Frost.

Trelde-formanden ærgrer sig over forslaget, fordi der netop er kommet godt gang i fodbolden i Trelde igen. Blandt andet med et stærkt U10-pigehold, som er rykket op i U11-årgangen for at få flere udfordringer.

- Jeg er opmærksom på, at kommunens budget er en kompleks størrelse, men det her forslag kan trække tæppet væk under en landsbyklub, siger Thomas Nordin Frost.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Annonce