Annonce
Fredericia

Fokus på velfærd: DF'ere drøftede stram økonomi

Jobcentret var et af temaerne, da DF's byrådspolitikere forleden drøftede budgetudfordringer med medlemmerne. Arkivfoto
Politisk baggrundsgruppe skal komme med forslag til byrådsgruppen op til budgetforhandlingerne.

Fredericia: Dansk Folkeparti i Fredericia havde fornylig samlet medlemmerne til en drøftelse af det kommende års budget, som allerede nu tegner til at blive en vanskelig opgave at få til at hænge sammen.

Susanne Eilersen fremlagde det foreløbige budget for deltagerne, men måtte understrege, at der stadig mangler en økonomiaftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen, så der er en række ubekendte i forhold til tallene.

- Vi venter på den nye økonomiaftale, men regeringen har åbenbart ikke travlt, konstaterede viceborgmesteren.

Men hun kunne fastslå, at Dansk Folkeparti fortsat vil have fokus på velfærden og bakker derfor op om, at der sker en omprioritering af budget.

- Det vil sige, at for at der kan ansættes flere i plejen, kan det blive nødvendigt at skære i budgetterne på andre områder, pointerede hun.

En af deltagerne ønskede svar på, om der er valuta for de penge, der betales i skat, og om lederne er dygtige nok.

- Det er noget af det, vi vil se på. Det er muligt, at vores struktur ikke er den rigtige i toppen, sagde byrådsmedlem Inger Nielsen.

Det vil sige, at for at der kan ansættes flere i plejen, kan det blive nødvendigt at skære i budgetterne på andre områder.

Susanne Eilersen - viceborgmester og gruppeformand for DF

Jobcenter og springvand

Jobcentret var et af de store emne for debatten med fokus på, om kommunen er der for de rigtige borgere.

DF har før sommerferien udtalt ønske om at styrke jobcentret, så hver sagsbehandler får færre sager at arbejde med.

DF-medlemmerne havde desuden en række sager, som de ønskede fokus på. Nogle mente, at springvandene kun er i gang, når der er krydstogtanlæg, ønsker om wi-fi i hele byen og en understregning af, at Fredericia er andet end inden for voldene.

Der blev nedsat en politisk gruppe, der har til opgave at se på nogle af de temaer, der kom frem på aftenen, og til at komme med forslag til byrådsgruppen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce