Annonce
Vejle

Folketingets formand slog søm i i Vejle

Stabshjemmeværnskompagni Sydøstjyllands nye fane blev vist frem for vejlenserne under marchen fra Søndertorvet til det gamle rådhus. Foto: Søren E. Alwan
Det lokale stabshjemmeværnskompagni fik ved højtidlige ceremoni på Søndertorv lørdag formiddag en ny fane, så fane og uniform nu har samme symbol.

Vejle: "Pas godt på den og vær den værdige".

Med de ord overdrog formand for Vejle-afdelingen af Danmarks-Samfundet, Steen Samuelsen, lørdag formiddag en ny fane til Stabshjemmeværnskompagni Sydøstjylland, som dækker kommunerne Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Fredericia, Kolding og Billund.

Faneindvielsen falder sammen med, at kompagniet den 1. oktober i år fyldte 65 år, og med til den højtidelige begivenhed, som fandt sted på Søndertorv, var formand for Folketinget, Henrik Dam (S) og borgmester Jens Ejner Christensen (V), som havde en rolle i arrangementet.

De to politikere var inviteret med til at slå de første to søm i den nye fane - Henrik Dam Kristensen fik æren af slå sit søm i "for Hendes Majestæt Dronningen", mens Jens Ejner Christensen slog sit i "for fædrelandet".

Baggrunden for begivenheden var, at Stabshjemmeværnskompagniets hidtidige fane ikke var fulgt med tiden og var dekoreret med et andet symbol end det, kompagniet i dag bærer på skuldrene.

- Da jeg tiltrådte for to år siden, satte jeg mig for, at vi skulle have en ny fane. Det har vi nu fået med Danmarks-Samfundets hjælp, og det er jeg glad for, lød det fra kompagnichef og premierløjtnant Carsten G. Bräuner efter ceremonien, hvor kompagniets fane med ørnen, der også pryder uniformen, blev båret op til det gamle rådhus, hvor der ventede en reception i rådhussalen.

Stabshjemmeværnskompagniet, hvis opgave er at støtte hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland med blandt andet logistiske opgaver samt at bevogte distriktets kommandostation og områdedepot, består af i alt 92 medlemmer - alle frivillige.

Interesserede kan høre nærmere om kompagniets opgaver hver den første mandag i måneden, hvor kompagniet holder åbent hus klokken 19 i hovedkvarteret på Niels Finsensvej 4.

Annonce

Faneindvielse

En faneindvielse er en højtidelig begivenhed, som skal foregå efter en helt bestemt køreplan.

Køreplanen er beskrevet af Danmarks-Samfundet, som i en tre sider lang skrivelse gør rede for, hvordan indvielsen skal foregå.

Ifølge redegørelsen skal der - mens fanen holdes vandret med fanedugen udrullet - med en hammer symbolsk slåes tre søm i fanen - det første "for Hendes Majestæt Dronningen" og det andet "for fædrelandet".

Det tredje søm slåes i for den forening eller gruppe, som fanen tilhører.

Slagene med hammeren er rent symbolske, da sømmene allerede er slået i.

Efter ceremonien bæres fanen først "på plads" og derefter ud af en fanebærer og en fanevagt.

Hjemmeværnet

Hjemmeværnet som vi kender det i dag, blev oprettet i 1949.

Værnet har i dag omkring 46.000 medlemmer - 16.000 aktive og 30.000 i reservestyrken.

Hjemmeværnet, der består af tre værnsgrene: Hærhjemmeværnet, marinehjemmeværnet og flyverhjemmeværnet, blev oprindeligt oprettet som en række foreninger i 1945 af 250 frihedskæmpere, som ud fra devisen "Aldrig mere en 9. april" ikke var til sinds at aflevere deres våben efter krigens afslutning.

I 1949 blev foreningerne samlet i det, vi kender som hjemmeværnet, hvis opgaver i dag består i at "løse opgaver til støtte for samfundet og Forsvaret".

Den nye fane er skænket af Danmarks-Samfundet. Fanen er udsmykket med samme ørn, som pryder kompagniets uniformer, hvilket den tidligere fane ikke var. Foto: Søren E. Alwan
Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) slog det første søm i den nye fane. Som traditionen foreskriver, gjorde han det "for Hendes Majestæt Dronningen." Foto: Søren E. Alwan
Inden den nye fane blev præsenteret, besigtigede Henrik Dam Kristensen og borgmester Jens Ejner Christensen (V) kompagniet, der består af 92 frivillige. Foto: Søren E. Alwan
Lokalformand Steen Samuelsen overrakte på vegne af Danmarks-Samfundet den nye fane til stabshjemmeværnskompagniet. Foto: Søren E. Alwan
Borgmester Jens Ejner Christensen (V) slog det andet søm i fanen "for fædrelandet". Foto: Søren E. Alwan
Kompagnichef Carsten G. Bräuner slog det tredje og sidste søm i kompagniets nye fane lørdag. Foto: Søren E. Alwan
Stabshjemmeværnskompagni Sydøstjylland fik en ny fane lørdag. Foto: Søren E. Alwan
Stabshjemmeværnskompagni Sydøstjylland fik en ny fane lørdag. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce