Annonce
Fredericia

Forælder efterlyser afklaring om konfirmationer: - Man risikerer, at nogle brænder fingrene

Niklas Andersen ser gerne en snarlig afklaring i spørgsmålet om årets konfirmationsdatoer. Som situationen ser ud i øjeblikket, anser han det ikke som realistisk, at de kan finde sted til midten af april. Arkivfoto: Mette Mørk
Der er flere aspekter i en konfirmation, påpeger far til kommende konfirmand. Han mener, at kirkerne snarligt bør tage stilling til spørgsmålet om at udskyde.

Fredericia: I 2020 måtte årets konfirmationer udskydes til sommeren og efteråret på grund af corona-restriktionerne.

I år kan det meget vel blive samme scenarie. I flere provstier af landets er konfirmationerne udskudt. I Fredericia Kommune er beslutningen, hvorvidt årets konfirmationer udskydes, imidlertid udsat til 11. marts. Her holder provstiets præster tjenesteligt møde, hvorefter der kommer en fælles udmelding.

- Vi ved, at der ligger mange forberedelser hos de enkelte familier, så der skal tungtvejende grunde til at ændre på planerne, lød det blandt andet fra provst Børge Munk Povlsen.

Annonce

Ønsker ro til planlægning

Udmeldingen om at afvente vækker dog undren Niklas Andersen. Hans datter går på Ullerup Bæk Skolen og er planlagt til at blive konfirmeret Store bededag, 30. april, i Hannerup Kirke.

Står det til Niklas Andersen, giver det dog god mening at udsætte de nuværende planer for at give ro i planlægningen. I første omgang ønsker han snarlig afklaring på, om man udsætter konfirmationerne eller ej.

- Det kan være svært at få planlagt tingene, da situationen stadig er meget uvis, og det gør, at det kan blive nogle hovsaløsninger, siger Niklas Andersen, der foruden at være forælder er formand for Danske Handicaporganisationer Fredericia.

Denne del har dog intet med hans holdning til konfirmationerne, understreger han.

Annonce

Risikerer at brænde fingrene

Niklas Andersen oplyser, at planlægningen for hans vedkommende er lagt på is. Godt nok er der styr på lokationen, men invitationerne afventer endnu, da der ikke er sat et præcist tidspunkt for, hvornår konfirmationen i kirken finder sted.

- Jeg tænker, at det er nemmere at navigere rundt for alle, hvis man i god tid ved, om man udskyder konfirmationerne. Nogle virksomheder begynder formentligt også købe ind hos deres underleverandører, og kommer man for tæt på, er det ikke sikkert, at man kan afbestille med kort varsel. Så man risikerer, at der er nogle, som brænder fingrene, mener han og tilføjer i den forbindelse, at tøjsituationen med de lukkede butikker, også kan være en stressfaktor.

11. marts får de lokale konfirmander besked på, om datoen for deres konfirmation stadig bliver som planlagt, eller om den udskydes til et senere tidspunkt. Genrefoto: Michael Svenningsen

I stedet synes han, at kirkerne bør se mere realistisk på den nuværende udvikling.

- Lige nu er der intet, der tyder på, at vi åbner samfundet op. Og så er spørgsmålet jo, om vi kan gå fra et forsamlingsforbud fra fem til 50 på så kort tid, siger Niklas Andersen.

Annonce

Mange aspekter i spil

Selv hvis den kirkelige handling kan gennemføres, bør konfirmationen ses i et bredere perspektiv, påpeger Niklas Andersen.

- Det kan godt være, at de unge mennesker kan blive konfirmeret, men hvis ikke de får den fest, de håber på, kan det være endnu et slag oveni alle de andre udfordringer, de i forvejen kæmper med, understreger han.

Også spørgsmålet om blå mandag melder sig hos Niklas Andersen, der selv er med til at planlægge dagen i datterens klasse.

- Men det er svært, for vi ved jo ikke, om vi må være en hel klasse samt nogle voksne. Bliver vi for mange, skal vi dele klassen, og det er også en faktor, man bør tage højde for i 7. årgang, hvor klasserne bliver sammensat af elever fra forskellige matrikler, siger Niklas Andersen, der oplever, at andre forældre deler samme undren.

- I sidste ende handler det om, at de unge mennesker skal føle, at det er deres dag, understreger han.


I sidste ende handler det om, at de unge mennesker skal føle, at det er deres dag

Niklas Andersen, forælder til kommende konfirmand


Årets første lokale konfirmationer er sat til 17. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Stilhed før storm: Restauratører forventer større rykind i weekenden

Fredericia For abonnenter

Gluten styrer hele Pernilles tilværelse: - Du skal ikke have ondt af mig

Fredericia

Mens værtshuset har været lukket ned: Kahytten har opgraderet på madfronten

Annonce