Annonce
Kultur

For 20. gang eller ... - Zirkus Nemo jubilerer med fuld tryk på latteren

Søren Østergaard holder meget af Målermanden - det lyser ud af hans bidrag til årets Zirkus Nemo-forestilling. Foto: Steen Brogaard
Masser af herlige gensyn i et show, der bestemt ikke vil skuffe det store publikum, som Søren Østergaard og hans hold har fundet landet over.

Anmeldelse: Målermanden - ham der fra Zirkus Nemo - det er i hvert fald ikke åremål, han beskæftiger sig med.

For nu påstår Søren Østergaard, at hans gakkede zirkus torsdag aften i Horsens tog hul på sin 20-års jubilæumssæson.

Men hallo, hr. Østergaard, i 2003 var du selv med til at fejre Zirkus Nemos 175-års jubilæum. Så det må da blive sæson nummer 191, vi er i gang med.

Det er så elementært, at selv Bager Jørgens chokoladetrekanter kan regne det ud. Eller klamme Kim Tim, hvis han ellers kan få tankerne op over skridthøjde.

Men okay, vi hopper med på legen. Zirkus Nemos historie før 1999, da du og Anders Lund Madsen første gang rejste telt sammen, er under alle omstændigheder lige så tåget og ubekendt som Smadremandens opvækst i Otterup.

Zirkus Nemo på turné

Zirkus Nemo spiller i Horsens til og med søndag 21. april.

Derefter fortsætter turnéen rundt i landet:

Middelfart: 24. april-5. maj

Haderslev: 8.-10. maj

Esbjerg: 15.-19. maj

Viborg: 22.-26. maj

Aalborg: 29. maj-2. juni

Aarhus: 6.-30. juni

Vejle: 3.-7. juli

Svendborg: 10.-21. juli

Sakskøbing: 24.-28. juli

Nykøbing S.: 31. juli-4. august

København: 7. august-1. september

Odense: 4.-15. september

Nu med kaotisk start

Så mine damer og herrer, velkommen til Zirkus Nemo 2019. Jubilæumssæsonen, hvor direktør Søren Østergaard og hans gode venner ser tilbage med en forestilling, der på alle måder er et jubilæum værdigt.

Inklusive de meget muntre første minutter. For hvor vi tidligere har oplevet Zirkus Nemo - nu med neger/hentehår/tarteletter/neon og meget andet, må det i år være Zirkus Nemo - nu med kaotisk start.

Men kursen bliver rettet op, takket være en stribe af zirkusets kendisser. Manden, der ikke kan fløjte, fløjter ikke "Smuk som et stjerneskud", Kim Tim har gang i køllen, Marianne medbringer endnu en gang sine rotter, Bager Jørgens nummer går mildest talt i kage, Målermanden kunne måske have lagt op til valget med meningsmålinger, men holder sig til hastighedsmålinger, mens Smadremanden er klart på udebane, da han demonstrerer sine begrænsede evner som tryllekunstner.

Og i næsten tragisk stilfærdighed leverer den sagtmodige tjekkiske bugtaler Ernst Ditmar Bruchendorff Jr. et af aftenens højdepunkter, mens hans nummer helst bogstaveligt og meget morsomt falder totalt fra hinanden.

Helt objektivt set sker der i virkeligheden ikke så meget nyt; men som vanligt - og som altid helt imponerende - formår Søren Østergaard i sine skikkelser at få alting ud af ingenting.

En slags motto kommer pause-pølsen Ove Rudolf med, da han midt i historien om sin vækst fra cocktailpølse til frankfurter erklærer, at "jeg ved ikke helt, hvad leg laver, men det er meget dejligt".

Den unikke Nemo-blanding

Jubilæumssæsonens gode venner er også for de flestes vedkommende gamle kendinge.

Nye i Nemo-sammenhæng er (så vidt jeg husker) de to imponerende stærke ukrainere i Duo Kvas. Men ellers får vi gensyn med mester-magikeren Marko Karvo, som for tredje gang i Zirkus Nemo tryller duer og papegøjer ud af den blå luft, hollandske Menno & Emily er tilbage med deres elegante sammenkobling af tango og jongleren, og den uforlignelige nordmand Kaptajn Frodo rykker igen arme og ben ud i vanvittige positioner, mens han tvinger kroppen gennem en tennisketcher.

Plus Tatiana og Hector Yzquierdo, der som akrobat-parret Duo Solys har taget flere sæsoner med Zirkus Nemo; de bidrager til jubilæet med nye numre, der passer perfekt ind i Nemos humoristiske univers.

Så 20 år eller 191 år - lige meget med det. Det vigtigste er, at Søren Østergaard og hans hold igen fylder manegen med den unikke Nemo-blanding af traditionelt cirkus og herligt-gakket zirkus. Her er masser af herlig træning til både næææh-musklerne, åååh-musklerne og ikke mindst lattermusklerne.

Selvglade Kim Tim er stadig klam ud over det vanlige. Foto: Steen Brogaard
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce