Annonce
Fredericia

Foredrag: Misbrug trækker de pårørende med ned i mørket

Fra venstre: Jørgen Rix, Keld Jensen og Torben Hansen fra Værestedet Solstrålen har alle en fortid med misbrug. De er tovholder på foredragsprojektet, som Stig Andresen, Adresen's VVS, er medsponsor på. Foto: Peter Friis Autzen
Hvad skal jeg gøre? Hvad har jeg gjort forkert? Skal jeg holde det hemmeligt? Skal jeg betale? Pårørende til misbrugere står i mange svære dilemmaer. Værestedet Solstrålen har arrangeret et foredrag, der måske kan hjælpe.

Fredericia: Det kan smadre et liv at være pårørende til en misbruger. Hvad enten der er tale om misbrug af narkotika, alkohol, shopping, sex, træning, spil eller andet, er det en enorm belastning for de pårørende, og stribevis af familier er faldet fra hinanden på den konto.

Det vil foreningen bag Værestedet Solstrålen i Fredericia gerne gøre noget ved. Foreningen har derfor arrangeret et foredrag med den fra tv kendte Carl Christian Randow. Han har blandt andet lavet Tv2-programmerne "Misbrug". Foredraget finder sted på Tøjhuset onsdag 9. oktober. Takket være sponsoropbakning går entréen ubeskåret til Solstrålens arbejde for ædru alkoholikere og clean narkomaner.

- For hver eneste misbruger er der mindst én med-misbruger. Som regel flere, siger Keld Jensen.

Sammen med Torben Hansen og Jørgen Rix er Keld Jensen tovholdere på projektet, som er det seneste, foreningen bag Solstrålen stabler på benene.

I en tid med megen fokus på misbrugerne selv, kan de pårørende føle sig overset og alene. I forvejen har pårørende en uheldig tendens til at føle sig alene. Sådan skal det ikke være, mener de tre mænd. De pårørende lider nemlig hårdt med deres misbruger.

Annonce
Carl Christian Randow er blandt andet kendt fra Tv2-serien "Misbrug". Han holder foredrag på Tøjhuset 9. oktober. Foto: PR

Familier knuses

- Jeg har set forældre gå fra hinanden på grund af deres søns misbrug, siger Torben Svendsen.

Det kan for eksempel ske ved, at forældrene er uenige om, hvordan de bedst hjælper deres søn. Eller ved, at sønnens misbrug ødelægger familiens økonomi.

- Hvad mine egne forældre måtte gennemgå... Holddaop!, siger han.

- Ja, og mens misbrugeren slukker sine følelser via misbruget, kan de pårørende jo ikke slukke for det lort, deres liv er fuldt af, siger Keld Jensen.

- Mange pårørende dækker over problemet - både overfor andre og overfor sig selv. Det er enormt opslidende. Min mor spurgte hele tiden "hvad har jeg gjort forkert?", siger Jørgen Rix.

Men hvis de pårørende dækker over problemet eller ikke indser det, så kommer de vel heller ikke til foredraget?

- Nej, mine egne forældre var nok ikke kommet, for så skulle de jo stå ved, at jeg havde et misbrug. Men måske hvis en nabo havde inviteret dem med. Vi håber, at mange vil snakke om det her - og så tage hinanden med til foredraget. Vi synes, at det er vigtigt, siger Torben Svendsen.

Fordraget sponsoreres af Volkswagen Fredericia, Andresen's VVS og Primacol Professional.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce