Annonce
Fredericia

Formand: Teaterforeningen er et fællesskab der passer på de frivillige

For nylig præsenterede Fredericia-Middelfart Teaterforening programmet for den kommende sæson. Formand Vanessa Knudstorp forklarer, at det er vigtigt, at det er vigtigt for fællesskabet, at de passer på hinanden og dermed foreningens frivillige kræfter. Foto: Peter Friis Autzen
Hvis alle er med til at løfte, er det frivillige arbejde ikke så hårdt, lyder opfordringen fra teaterforeningens formand

Fredericia: Det er en kraftpræstation at stable et teaterstykke på benene. Ikke mindst en kraftpræstation at lære replikkerne udenad. Og en kraftpræstation at levere en her og nu-oplevelse til publikum.

Beskrivelsen kommer fra Vanessa Knudstorp, formand for Fredericia-Middelfart Teaterforening, da hun bliver bedt om at sætte bud på, hvad det er ved teatrets væsen, hun er fascineret af.

Men det er i den grad også en kraftpræstation, de frivillige i teaterforeningen leverer år efter år.

Annonce

Kernen i vort arbejde er, at alle skal være med til at løfte, for så bliver det ikke for hårdt for den enkelte. Vi vil helst have, at folk bliver længe i bestyrelsen, end at de brænder ud, fordi arbejdsmængden er for stor.

Vanessa Knudstorp

Udskiftning i bestyrelsen

Teaterforeningen er mere end 30 år gammel og har inden for de senere år fået forynget bestyrelsen med Vanessa Knudstorp som formand.

- Jeg blev opfordret til posten som formand, men det var vigtigt for mig, at bestyrelsesarbejdet er et fællesskab. Både fordi at jeg blandt andet har fire børn, et arbejde og er engageret andre steder. Men også fordi det er rigtigt vigtigt for mig, at vi udnytter hinandens kompetencer i arbejdet, siger Vanessa Knudstorp.

Bestyrelsen består af flest repræsentanter fra Fredericia, men Middelfart er også repræsenteret, ligesom teaterforeningen aktivt placerer forestillinger i Middelfart - på Kulturøen.

Lørdag i sidste weekend præsenterede bestyrelsen frugten af det seneste halve års arbejde - sæsonprogrammet for 2019-2020, der byder på 25 forestillinger, hvoraf to som noget nyt er gadeteater.

Passer på kræfterne

Startskuddet til den kommende sæsons teatertilbud tager for alvor sit afsæt, når bestyrelsen er på teaterseminar i november.

- Hvor andre teaterforeninger kun kommer med formand og næstformand, så tager vi alle med. Det er fra fredag til søndag. I løbet af weekenden har 75-90 teaterproducenter hver seks minutter til at præsentere, hvad de byder på. Det er utroligt spændende og kompakt, forklarer Vanessa Knudstorp.

Der er også diverse oplæg, en gallamiddag og så ikke mindst det sociale samvær i forbindelse med teaterseminaret.

Ud over seminaret indebærer det frivillige arbejde i bestyrelsen cirka otte faste bestyrelsesmøder spredt hen over året samt en generalforsamling.

- Kernen i vort arbejde er, at alle skal være med til at løfte, for så bliver det ikke for hårdt for den enkelte. Vi vil helst have, at folk bliver længe i bestyrelsen, end at de brænder ud, fordi arbejdsmængden er for stor, siger Vanessa Knudstorp.

Hvordan sørger I helt praktisk for at passe på kræfterne?

- Jeg er fortaler for, at vi holder os på et realistisk ambitionsniveau. Vi vil det alle så godt, men vi skal passe på os selv. Så vi er ret skarpe på, at vi ikke skal handle på alle ideer, vi får, i denne sæson, men må sige, at nogle af dem kigger vi på i næste sæson, siger formanden.

Vanessa Knudstorp er formand for Fredericia-Middelfart Teaterforening. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Især de unge skal indenfor

Mens teaterforeningen har en trofast skare blandt publikum, viser programudvalget også foreningens klare mål om at vække flere børn og unges interesse for teater. Blandt andet igennem et samarbejde med kommunerne om skoleforestillinger.

- Det er simpelthen så sjovt og enormt givende at have 800 elever inde til en forestilling. Og vi oplever, at der er nogle, der ikke har været i teatret før, fortæller Vanessa Knudstorp.

Hendes motivation for arbejdet er funderet på såvel egen interesse for teatret som ønsket om at få udbredt denne type oplevelse til andre.

- De unge er meget fokuseret på det digitale - litteratur og teater fylder ikke så meget for dem. Der er en tendens til at ville underholdes, siger Vanessa Knudstorp, der har tendenserne helt inde på livet i kraft af ikke mindst sine børn, som for eksempel er aktive på de sociale medier, mens deres forældre ikke er.

Teater skal skubbe til os

Teatret har en vigtig rolle for os - ikke mindst i en verden med et vist fokus på underholdning, lyder det videre:

- Det levende teater har givet mig nogle af de største oplevelser - på samme måde som bøger kan - i kraft af den måde, det rører dig på. Her bliver man ikke bare underholdt, men også skubbet, provokeret og udfordret. Det er vigtigt også at lære at være i noget, der ikke kun er rart.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Flere års fængsel og udvisning af landet: Men hvem var egentlig gerningsmanden bag knivstikkeri i Jyllandsgade?

Annonce