Annonce
Danmark

Formodet bagmand i våbensag: Jeg var på dark web for at se på guldhandler og hundeslagsmål

En 34-årig formodet bagmand i den store våbensag afgav fredag ved Retten i Horsens forklaring. Blandt andet om, hvorfor han havde et billede af to pistoler på sin telefon. Arkivfoto: Shannon Stapleton, Reuters
Den 34-årige svensker, som ifølge politiet er den våbenkøber, der gemmer sig bag navnet Jim Brandt, afgav fredag forklaring ved Retten i Horsens. Han afviser ethvert kendskab til våbenhandel og beskylder de øvrige tiltalte for at lyve.
Annonce

Våbensag: Den 34-årige svensker, som er tiltalt for at være bagmand i en stor våbensag, havde intet at gøre med våben.

Han har aldrig bedt nogen om at hente pakker med våben i Danmark, og han har heller ikke udstyret dem med store summer vakuumpakkede penge som betaling for pakkerne.

Han har kun et sporadisk kendskab til dark web, hvor aftaler om køb af 83 våben og ammunition blev aftalt.


Hvorfor kan drenge lide våben og piger? De er interessante...

34-årig tiltalt i våbensag


Og det er ikke ham, der gemmer sig bag dæknavnet Jim Brandt.

Sådan lød det, da han fredag - som den sidste af fem tiltalte i sagen- afgav forklaring i nævningesagen, der kører ved Retten i Horsens.

Annonce

Hænderne op og bukserne ned

Den 34-årige, der under hele sagen har været under ekstra bevogtning af politi i kampuniform, var også tæt bevogtet, da han satte sig i vidnestolen for at blive afhørt.

Noget usædvanligt sad politiet kun to-tre meter fra ham, mens han svarede på spørgsmål fra anklager Signe Gråkjær fra Særlig Efterforskning Vest (SEV).

Høj og slank, iført grå bukser og en stribet skjorte, forklarede han, at han er direktør for et svensk firma, der blandt andet laver sikkerhedsgitre til butikker. Han er født i Ungarn, men kom til Sverige i 1988 og taler flydende svensk.

Han blev anholdt på sin fabrik, da politiet 9. november sidste år stormede ind, mens han sad på toilettet.

Hurtigt hev han bukserne op, gik ud og rakte armene op i vejret, da han blev konfronteret med politiet, der råbte "Stop".

Derved tabte han bukserne, fortalte han om anholdelsen, der skete nogenlunde samtidig med, at et serbisk ægtepar blev anholdt på rastepladsen Ejer Bavnehøj på motorvej E45 efter en mislykket våbenhandel.

Annonce

Guldhandel og hundeslagsmål

Det er politiets opfattelse, at han via dæknavnet Jim Brandt forsøgte at købe 83 skydevåben og ammunition på dark web uvidende om, at han handlede med hemmelige politiagenter. Han sendte derefter kurerer til Danmark for at hente våbnene.

Det afviste han pure i retten fredag, da han for første gang, siden han blev udleveret til Danmark, afgav forklaring.

Hans kendskab til dark web begrænser sig til guldhandler og hundeslagsmål.

- Jeg kender kun lidt til det. Jeg har en ven Anders, der var god til dark web, og jeg brugte det sammen med ham på hans computer. Vi så dogfights (hundeslagsmål, red.), fortalte han og tilføjede, at han også havde kigget på guldhandler som investeringsobjekt.

31. oktober og 6. november købte han den virtuelle valuta bitcoins, men også det var som investering. Det var ikke til at betale for våben, pointerede han.

Annonce

De andre lyver

Retssagen i det, politiet selv har betegnet som en spektakulær sag, begyndte 6. november i Horsens.

I de forgangne uger har de fire øvrige tiltalte - der ligesom den 34-årige mand bor i Sverige -  afgivet forklaring.

Fælles er, at de har peget på ham som en, der har haft en fremtrædende rolle.

Den 39-årige rumæner, der blev anholdt, da han modtog en kasse med våben i Vamdrup, siger, at det var den 34-årige, der bad ham om at modtage pakken.

Det serbiske ægtepar fra Ejer Bavnehøj siger, at de var der for at hente en kasse med autodele og plastikdimser til pistoler til ham på hans anmodning.

Den vakuumpakkede plastikpose med 25.000 euro, som var betaling for kassen, havde de fået af ham.

Og den 35-årige serber, som politiet mener er den anden bagmand, siger, de 25.000 euro kom fra den 34-årige.

Undervejs har han, flankeret af betjente og uden at fortrække en mine lyttet til deres forklaringer.

Fredag kom hans svar: De lyver alle sammen.

Annonce

Svar på alt

- Hvorfor skulle de sige det, hvis det ikke passer, spurgte anklager Signe Gråkjær.

- Det må du spørge dem om, lød det flere gange fra den 34-årige, der svarede for sig på alle spørgsmål.

Konfronteret med et billede af to pistoler, som politiet fandt i hans telefon, lød det:

- Anders (hans ven, red.) havde købt to pistoler. Jeg syntes, de var interessante.

- Hvorfor?

- Hvorfor kan drenge lide våben og piger? De er interessante...

En computer fundet på hans kontor var krypteret i en grad, så politiet ikke kunne åbne den.

- Er det sædvane for jeres computere i firmaet?

- Absolut ikke. Jeg ved ikke, hvem der brugte den. Nok flere ansatte.

Annonce

Vejledning til vaccumpakning

På hans bopæl fandt politiet den vakuummaskine, der blev brugt til at pakke de 25.000 euro ind, men han afviser, at han har pakket pengene.

Våbensagen kort

  1. Sagen er en af de største sager om våbenkøb på nettet i Danmark. Den er efterforsket af Særlig Efterforskning Vest, SEV, Aarhus. To mænd på 34 og 35 år, begge svenske statsborgere, er tiltalt for at være de bagmænd, der via det mørke net forsøgte at købe 83 skydevåben.
  2. Inden SEV kom ind i sagen, havde amerikanske Homeland Security Investigations (HSI) efterforsket mod personerne bag brugernavnet Jim Brandt. Med en falsk sælgerprofil, en såkaldt honeypot (honningkrukke) udgav HSI sig for at være våbenhandlere. I maj 2019 tog HSI kontakt til dansk politi med mistanke om, at en eller flere forsøgte at købe store mængder våben til levering i Europa. Et samarbejde blev indledt.
  3. 24. juli 2019 bankede en politiagent forklædt som pakkebud på døren til en lejlighed i Vamdrup, hvor en 39-årig rumænsk mand med bopæl i Sverige opholdt sig. Buddet afleverede en kasse med 20 tilvirkede skydevåben og ikke under 2200 styk ammunition. Da den 39-årige forlod lejligheden, blev han anholdt.
  4. Jim Brandt forsøgte sig med en ny handel. 9. november 2019 sad civilklædte politifolk og agenter klar på rastepladsen Ejer Bavnehøj på E45, da et serbisk ægtepar mødte op. De blev anholdt. Samme dag anholdt svensk politi de to formodede bagmænd i Sverige.
  5. Alle fem har siddet varetægtsfængslet lige siden tiltalt for overtrædelse af våbenloven, paragraf 192a, der har en straframme på otte år. For de to bagmænd er der nedlagt påstand om, at retten skal anvende straffelovens paragraf 88, der giver mulighed for at forhøje til fængsel indtil 12 år.

Et screenshot af en præcis vejledning til, hvordan man vakuumpakker, blev fundet på hans computer. Hvorfor ved han ikke.

- Hvis det ligger på min computer, er det åbenlyst, at jeg har taget billedet. Men jeg kan ikke huske at have gjort det, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle bruge det til.

Der ventes at falde dom 15. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Xenia afleverer sine børn for at kunne passe andres: - Folk gør bestemt, hvad de kan

Middelfart

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Debat

Debat: Kostråd – ikke klimaråd

Fredericia For abonnenter

Tanya fjernunderviser og har fem børn hjemme fra skole: - Der er en anden slags nærhed

Annonce