Annonce
Sport

Formstærke Lyngby føler sig overbevist om at blive oppe

Lyngby-træner Carit Falch tror på en ny sæson i Superligaen efter en god stime af sejre. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyngby har leveret flot spil i forårssæsonen, og hvad der før virkede umuligt, virker nu realistisk.

Da Superligaen gik på vinterpause, var de fleste enige om, at AC Horsens og Lyngby Boldklub var storfavoritter til at tage de to nedrykningspladser.

Men Lyngby har vist storform i forårssæsonen og har nu hentet 13 point i de seneste syv kampe. De seneste tre kampe er alle endt med sejre.

Senest gik det ud over Randers, hvor det kongeblå mandskab til allersidst i kampen fik scoret to mål og dermed fik en 2-1-sejr med hjem.

Lyngby-træner Carit Falch roste efter kampen spillernes mentalitet og glæder sig over spillet.

- Hele klubben er inde i en positiv udvikling. På banen har vi fundet et godt koncept, og tilliden til hinanden og selvtilliden er stor, fortæller en begejstret Carit Falch.

Han medgiver, at Lyngby har fået flere point, end han havde turdet håbe på.

- Resultatmæssigt er jeg overrasket. Det er gået stærkt. Men det bliver ikke ved med at være overraskende, for spillerne bliver ved med at vise god kvalitet.

Offensivspilleren Magnus Kaastrup, som scorede det afgørende mål mod Randers, er lige så selvtillidsfyldt som sin træner.

- Håbet om at undgå nedrykning vokser. Absolut. Vi bliver helt sikkert i Superligaen, siger Kaastrup.

I de to sidste kampe af grundspillet møder Lyngby først FC Nordsjælland og dernæst AC Horsens.

Især førstnævnte kamp mod lokalrivalerne fra Farum glæder Kaastrup sig til.

- Det vil da være en ekstra gulerod at få FC Nordsjælland med ned i nedrykningskampen, men for at være ærlig fokuserer jeg ikke meget på tabellen.

Carit Falch fortæller, at han ikke går op i rivaliseringen med FC Nordsjælland.

- Jeg er egentlig ligeglad med, hvem vi møder. Vi arbejder kun på vores eget udtryk, siger Falch.

- Jeg synes, at både Lyngby og FC Nordsjælland tilføjer en masse godt til dansk fodbold, så begge klubber har fortjent at blive oppe.

Inden rundens resterende kampe har Lyngby fire point op til Vejle og fem point op til AaB og FC Nordsjælland.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce