Annonce
Erhverv

Forpagter efter første år på Hotel Postgaarden: Det har været rigtig godt

Forpagter på Hotel Postgaarden Frank Møller er godt tilfreds med sit første år i Fredericia. Arkivfoto: Dorte Brandsen
Hotel Postgaarden har brugt en del penge på opgradering af restaurantens køkken, maling og ventilation på det gamle hotel.

Fredericia: - Det har været rigtig godt. Vi havde forventet et kæmpe underskud det første år, men vi har ramt omkring 0, og i år ser vi rigtig gode tegn på indtægtssiden. Vi forventer, det bliver rigtig godt.

Sådan siger forpagter på Hotel Postgaarden Frank Møller, som 1. juli 2018 overtog byens ældste hotel. Dengang fortalte han, at han ville bevare nostalgien på hotellet, og det er fortsat hans plan, selvom der også er blevet foretaget en række forbedringer og renoveringer på hotellet.

Blandt andet holder det bordeauxrøde gulvtæppe ved.

- Vi har valgt ikke at lægge nyt gulvtæppe på endnu. Jeg var så meget i tvivl om, hvad der skulle være i stedet for ikke at ødelægge den nostalgiske stemning. Men vi har malet og udskiftet de ting, der ikke fungerede. Mange ting er smidt ud, og nye ting er kommet ind for at holde standarden. Desuden har vi ofret mange penge i køkkenet for at komme op på den standard, vi gerne vil, og vi har ofret penge på ventilation på værelserne, fortæller Frank Møller.

Annonce

Bortset fra de første måneder efter overtagelsen, har vi haft overskud på restauranten. Det er stadig det traditionelle gammeldags danske køkken med wienerschnitzel, dansk bøf, sovs og ikke sauce, vi serverer. Vi vil gerne have, folk går herfra godt mætte.

Forpagter Frank Møller

Op mod 150 gæster til brunch

Udover en løbende opgradering af hotellet er der også sket en række nye ting i restauranten, hvor der cirka en gang om måneden bliver holdt åbent til brunch, og der er åbent til frokost. Desuden er terrassen nyrenoveret.

- Bortset fra de første måneder efter overtagelsen har vi haft overskud på restauranten. Det er stadig det traditionelle gammeldags danske køkken med wienerschnitzel, dansk bøf, sovs og ikke sauce, vi serverer. Vi vil gerne have, folk går herfra godt mætte, fortæller han og fortsætter:

- Til brunch en gang om måneden har vi i snit 100-150 gæster.

En af årsagerne til overskuddet på restauranten er at skære ned på omkostningerne ved at købe stort ind sammen med fire andre hoteller. Hotel Postgaardens positive udvikling får da også Frank Møller til at se lyst på fremtiden.

- Det ser rigtig lyst ud fremadrettet - også selvom der er et nyt hotel på vej. Det vil bare skabe mere trafik, tror jeg, siger Frank Møller med henvisning til den franske kæde B&B Hotels, der har planer om et hotel med 83 værelser længere nede ad Oldenborggade.

Restaurant Postgaarden kom ud af 2018 med et underskud på godt 44.000 kroner.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce