Annonce
Livsstil

Forsker i selvmord har brugt sit liv på de efterladte

I en alder af 77 år arbejder Elene Fleischer stadig mange, mange timer hver uge for Nefos, Netværk for selvmordsramte. Foto: Lasse Olsson
I en alder af 77 år bruger Elene Fleischer stadig det meste af sin tid på at hjælpe selvmordsramte. Hun har gennem mange år sat fokus på det behov, som de efterladte og pårørende har for støtte og praktisk hjælp efter selvmord og selvmordsforsøg.

Da Elene træder ind hos sin mor, kan hun se, at hendes mor er stangstiv. Egentlig var planen, at Elene skulle have hende med hjem til Odense, så de næste dag kunne køre til konfirmation på Sjælland. Men Elene vil ikke have sin fulde mor med. Hun kører derfra, og hun er vred.

Hendes mor har haft det rigtig dårligt, siden hendes mand døde tidligere på året. Hun har prøvet at medicinere sig selv – med alkohol. Det er anden gang, hun har mistet en mand. Den første mand, Elene og de fire søskendes far, døde i en voldsom trafikulykke.

Hjemme igen i Odense ringer Elene til sin mor, som er ked af det. Elene siger, at hun nok skal hente hende dagen efter, hvis hun stopper med at drikke. Hun skal jo ikke være fuld til barnebarnets konfirmation.

Annonce

Næste dag ringer Elene til sin mor klokken syv. Hun vil lige fortælle, at hun kører nu. En hjemmesygeplejerske tager telefonen.


Næste dag ringer Elene til sin mor klokken syv. Hun vil lige fortælle, at hun kører nu. En hjemmesygeplejerske tager telefonen. Hun har fundet Elenes mor liggende på gulvet. Død.

fra artiklen


Hun har fundet Elenes mor liggende på gulvet. Død.

Trods chok kører Elene til sin mors hjem i Østjylland. Her kan hun se, at hendes mor med et glas i hånden er faldet om på stuegulvet. Formentlig pga. et epileptisk anfald. Glasset er gået i stykker og har skåret hendes mor i halsen. Hun har slæbt sig ind i sin seng og herfra tilbage til gulvet. Halvvejs ude af soveværelset er hun død. Formentlig af blodtab.

Hvorfor ringede hun ikke til sin datter? Eller 112? Børnene havde jo sørget for, at der var en telefon ved hendes seng. Var hun bare for fuld? Eller ville hun ikke have hjælp? Hun havde flere gange talt med Elene om, at hun ikke ønskede at leve mere.

-Jeg følte mig selvfølgelig ekstremt skyldig. Selvfølgelig gjorde jeg det, og jeg reagerede enormt voldsomt.

-Jeg har tre skønne børn, to skønne svigerbørn, og fire børnebørn, som jeg er vanvittig meget knyttet til. Men de ved alle godt, at jeg ville være utålelig, hvis jeg skulle gå hjemme og ikke lave noget! Foto: Lasse Olsson

-Mine søskende sagde ganske vist igen og igen, at det jo ikke var min skyld, men det var først, da jeg et halvt år senere, talte med en terapeut, at jeg rent faktisk fik italesat, at det ikke var min skyld. Han sagde, at grunden til, at jeg følte mig skyldig i forhold til min mors selvmord, var ikke, at jeg faktuelt var skyldig. Men jeg følte mig skyldig, fordi det var en person, som jeg holdt af, og fordi jeg fik en følelse af, at jeg kunne have gjort noget for at forhindre dødsfaldet, fortæller Elene Fleischer.

Død førte til forskning

For tre kvarter siden stillede jeg hende et spørgsmål, om hvorfor hun har valgt at bruge en stor del af sit liv på arbejdet med efterladte efter selvmord eller pårørende efter selvmordsforsøg. Stille og roligt har hun berettet om sit liv fra fattigt arbejderbarn i Odder til voksen kvinde, der både blev mor og uddannet trods hårde odds. Vi er nu nået til hendes mors voldsomme død. Den blev det endelige skub til, at hun lige siden den dag i 1989 har beskæftiget sig med selvmordsramte.

Der gik ikke lang tid efter moderens død, før hun med gode støttepersoners opbakning gik i gang med en ph.d. om selvmord, hvor hovedspørgsmålet var: Hvad er det selvmordspersonen vil sige med sit selvmord? Titlen på Ph.d.-afhandlingen blev ”Den talende tavshed” med en påstand om, at selvmordsforsøg er en måde at ytre sig på.


Der gik ikke lang tid efter moderens død, før hun med gode støttepersoners opbakning gik i gang med en ph.d. om selvmord

fra artiklen


Siden 90’erne har Elene Fleischer forsket i selvmordsrelaterede emner, og i 2005 resulterede et projekt i, at Nefos blev stiftet, Netværk for selvmordsramte. Elene Fleischer har været knyttet til Nefos lige siden, og i en alder af 77 år arbejder hun stadig 40-50 timer om ugen for at hjælpe efterladte og pårørende samt for at skaffe penge til organisationen, så den kan aflønne en håndfuld ansatte. Hun får selv kun løn for 12 timer, men hvad gør man ikke for sit hjertebarn, Nefos, hvor efterladte efter selvmord eller pårørende til selvmordstruede kan få mindst fem timer gratis samtale med terapeutisk virkning.

Men hvorfor bliver hun ved?

-Er der noget mere meningsfyldt end at kunne hjælpe dem, som lider, og som føler, at de får hjælp? Jeg får så meget tilbage. Også når jeg underviser. Jeg er en rigtig god underviser, og jeg føler, at jeg i dag kan være en betydningsbærende person for andre – lige som jeg kan takke så mange betydningsbærende personer for at have hjulpet mig gennem livet.

Elene Fleischer drømmer slet ikke om at sidde hjemme og høre radio og løse sudoku.

-Alle mine børn, svigerbørn og børnebørn ved godt, at jeg ville være utålelig, hvis jeg skulle gå hjemme som pensionist og ikke havde et meningsfyldt arbejde.

Annonce

Betydningsbærende personer

Elene Fleischer har gennem sit liv mødt mange, som kom til at betyde rigtig meget for hendes videre valg i livet, og som hun selv kalder betydningsbærende personer. Hun voksede op i et fattigt arbejderhjem i Odder som den ældste af fem børn. Hun var ti år, da hendes far døde i en voldsom bilulykke. Sorgen var ikke stor, for Elene Fleischer husker ikke sin far som en god far. Hun kan stadig se for sig, hvordan hendes mor en dag stod foran de fem børn, mens hun holdt faderen væk med en ildrager. Han ville slå dem. Igen.

Hendes mor fandt en ny mand, og han kom til at betyde meget for Elene for:

-Han så mig som person. Han så mine færdigheder, og jeg fik en fantastisk relation til ham. Han var min gode far.

I skolen var hun godt nok et oplagt mobbeoffer, men mobningen virkede ikke. Hendes attitude var: ”Det rager mig”. En dag forsøgte nabodrengen at begå selvmord, og hans forældre blev så rasende. Det undrede Elene. Hvordan kunne man blive vred i den situation?

Elene Fleischer ville være sygeplejerske og kom ind på uddannelsen i Vejle, men næsten færdig med uddannelsen blev hun gravid, og den gik ikke på skolen. Hun måtte stoppe. Aftalen med kæresten blev, at han skulle gøre sin uddannelse færdig, og derefter skulle Elene have lov at læse. Sådan blev det, men nu krævede sygeplejeuddannelsen en studentereksamen eller HF. Elene måtte første tage et 2-årigt realkursus og herefter en HF.

Hun valgte i stedet at læse til socialrådgiver og kom ind på den sociale højskole i Odense. Et år efter hun havde fået det tredje barn, blev hun skilt og stod nu som studerende alene med tre børn. Hun arbejdede aften og nat som sygehjælper på et plejehjem og gik i skole om dagen.

-Gode venner rykkede ind og var hos børnene, når jeg var på arbejde, og jeg lærte at sove i to timer ad gangen. Ja, jeg forstår ikke, hvordan jeg kom igennem.

Efter en årrække som socialrådgiver så hun en dag drømmestudiet: Køn og kommunikation. Nyoprettet studie på Syddansk Universitet.

-Jeg var straks begejstret. Jeg var jo kønspolitisk meget bevidst, og jeg elsker at studere. Jeg kunne blive evighedsstudent, hvis det skulle være!

Da Elene Fleischer var elev på højskolen i Fårevejle, mødte hun to kvinder, der underviste, og som fik stor betydning for hende. Her fik hun smag for undervisning, og senere i livet har hun selv elsket at undervise og lægger ikke skjul på, at hun er temmelig god som underviser. Foto: Lasse Olsson

Hun begyndte at læse og blev opslugt af studiet, hvor hun havde en underviser, Lars Qvortrup, i dag professor, som fik afgørende betydning for hende. Han støttede den modne studerende på holdet, Elene var nu snart 50 år, og det var ham, der et stykke tid efter hendes mors død sagde: ”Du skal tage en ph.d.”.

Annonce

Nærgående spørgsmål

Mange af Elene Fleischers opgaver på studiet havde handlet om kommunikation i forbindelse med døden, og hun blev tilknyttet det nyoprettede Center for Selvmordsforskning i Odense. Lederen af centret syntes, at ph.d.en skulle handle om, hvad der fører til selvmord.

Men Elene Fleischer, som er både stædig og kontant, sagde: ”Det gider jeg ikke”. Nej, hvis hun skulle forske, skulle det med hendes kommunikationsbaggrund handle om, hvad det er et menneske vil sige med et selvmordsforsøg.

-I løbet af studiet havde jeg flere gange oplevet, at mine studiekammerater syntes, at jeg var for nærgående i mine spørgsmål, men dem, jeg interviewede, opfattede det ikke sådan. Jeg spurgte f.eks. dem, der havde forsøgt selvmord: ”Hvem skulle IKKE finde dig?” Det spørgsmål fik dem til at tænke. Den person, der ikke skulle finde dem, var den person, de var emotionelt knyttet til, mens den person, som skulle finde dem, ofte skulle være en person, vedkommende var gal på.


Jeg spurgte f.eks. dem, der havde forsøgt selvmord: ”Hvem skulle IKKE finde dig?”

Elene Fleischer


I løbet af fem år interviewede hun i hundredvis af personer, der havde overlevet et selvmordsforsøg, vel at mærke kvalitative, dybdegående interviews. Hun var først tilknyttet kommunehospitalet i Århus og senere sygehuset i Tromsø i Nordnorge.

Hun talte inden for de to første døgn efter selvmordsforsøget med personen, blot for at skabe en relation og høre, om vedkommende ville medvirke. Otte dage senere havde hun halvanden times samtale med personen, og efter 14 dage talte hun med personen og de pårørende, der ønskede det.

-De pårørende var altid skidefrustrerede. Virkelig frustrerede over, at der ikke var nogen, der kunne hjælpe dem, konstaterer Elene Fleischer.

Annonce

Så svær en dødsmåde

Mens hun var i Norge i begyndelsen af 90’erne, blev foreningen Leve oprettet. Den tager sig af efterladte til selvmord og pårørende til selvmordstruede. Hjemme i Danmark ville hun danne en pendant til Leve i Norge, og Landsforeningen for efterladte efter selvmord blev etableret. I 2005 blev Nefos dannet, Netværk for selvmordsramte, som også tager sig af pårørende til selvmordstruede.

-Reaktionerne ligner hinanden, om man er efterladt efter selvmord eller pårørende til en selvmordtruet. De har begge brug for redskaber til at kunne mestre situationen, når de er ved at gå i sort. Som pårørende kan man også i begge situationer have en tanke om skyld. Kan jeg gøre noget forkert, eller kan jeg sige noget forkert? Lige som den efterladte efter et selvmord kan tænke.

-De pårørende lever med en konstant usikkerhed over for, om det lykkes for den selvmordstruede, og dem, der er efterladte, tænker meget over, om de kunne have forhindret det.

-Selvmord er så svær en dødsmåde. Når jeg sidder med en efterladt til et selvmord, siger jeg: ”Jeg kan se på dig, at du har det svært. Er det, fordi du har mistet din mand? Eller er det den måde, du har mistet ham på?”

-De svarer næsten altid: ”Det er den måde, han er død på. For hvorfor kunne sådan en god mand finde på at gøre det mod mig og børnene”.

Ifølge Elene Fleischer har det offentlige ikke meget at byde på i forhold til pårørende og efterladte. Som efterladt efter selvmord kan man få tilbudt psykologhjælp.

I dag tilbyder Nefos minimum fem gratis samtaler med terapeutisk virkning.

-For at være klædt på til at hjælpe i Nefos, skal de frivillige hos os have en sundhedsfaglig baggrund med mindst tre et halvt års uddannelse, og dertil skal de videreuddanne sig inden for sorg og have den nyeste viden om sorg.

Nefos skal selv finde midlerne til organisationen. Derfor bruger 77-årige Elene Fleischer meget af sin tid på at søge midler i offentlige kasser og hos fonde, men om tre år er det slut. Bestyrelsen ved, at der til den tid skal være fundet penge til at aflønne en leder af Nefos på fuld tid. For om tre år stopper Elene Fleischer.

-I min familie dør vi godt nok meget pludseligt, men jeg har en aftale med min skytsengel om, at hun skal sørge for, at jeg ikke dør lige om lidt. Og når det kommer så vidt en dag, skal det ikke være alt for pludseligt, for jeg vil gerne nå at få sagt farvel!

Hvis du går med tanker om selvmord, bør du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201 eller ringe 112


Fakta: Om selvmord i Danmark

629 personer begik selvmord i 2019.

470 mænd og 158 kvinder.

60 procent af dem var over 50 år.

For hvert selvmord er der ti selvmordsforsøg.

Cirka hvert fjerde selvmord begås af en person, der er over 65 år.

Antallet af selvmord var i 2010 faldet til en tredjedel ift. 1980

Kilde: Livslinien

Hvis du går med tanker om selvmord, bør du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201

Fakta: Nefos

Netværk for selvmordsramte – støtter og rådgiver både efterladte efter selvmord og pårørende til selvmordstruede. Hovedkontor i Odense. Ledes af Elene Fleischer.

Afdelinger rundt i hver region. Knap 30 frivillige, som tager sig af individuelle samtaler med terapeutisk virkning. Efterladte og pårørende kan få minimum fem og max. ti timers gratis samtale.

Nefos fik i 2020 henvendelser fra 694 personer. Pårørende/efterladte finder Nefos via google eller er henvist af læger, præster, psykologer, familieafdelinger m.fl.

www.nefos.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce