Annonce
Læserbrev

Lav en 'mestringsenhed' for forståelige betegnelser inden for den kommunale organisation

Jeg synes ikke, "mestringsenheden" er noget godt navn, hvad enten det fortolkes på Horsens-, Silkeborg- eller Hedensted-maner. Jeg kan ikke gennemskue, hvad begrebet dækker over, og det tror jeg heller ikke, de borgere kan, som enheden kommer i forbindelse med.

Læserbrev: Før sommerferien læste jeg i Horsens Folkeblad nogle artikler om Hedensted Kommunes "Kom godt hjem-team". Et navn, der har skabt store forventninger om massiv kommunal assistance, når patienter udskrives til hjemsendelse fra sygehusene. Forventninger, der ikke altid er blevet opfyldt.

Jeg er stødt på et andet kommunalt begreb, som jeg har svært ved at forstå: Mestringsenheden. Hvad er mon det for en størrelse?

I et stillingsopslag fra Horsens Kommune, der søgte en konsulent i marts i år, hedder det:

"Mestringsenheden er et 12 ugers intensivt trænings- og afklaringsforløb for borgere med vedvarende funktionsnedsættelse inden for målgruppen psykiatri, senhjerneskade eller udviklingshæmning".

Ser man nærmere efter, har Horsens Kommune vist forskellige mestringsenheder.

I Silkeborg Kommune er der oprettet en mestringsenhed, hvis formål er - ved hjælp af to mestringskonsulenter - at reducere sygefravær gennem tidlig hjælp. Det kan jeg læse på Silkeborg Kommunes hjemmeside.

Ret konkret formål. Måske har de også flere mestringsenheder i Silkeborg.

Men Hedensted Kommune er anderledes ambitiøs. Her er der én mestringsenhed, og den yder som udgangspunkt socialpædagogisk støtte i hjemmet, men tilbyder ifølge kommunens hjemmeside også "støtte i grupper til borgere, der bor i eget hjem og har f.eks. nedsatte fysiske/psykiske funktionsevner, sklerose, muskelsvind, autismespektrumforstyrrelser, senhjerneskade, særlige socialproblemer, ADHD samt lettere psykiatri- og misbrugsproblemstillinger".

Der må være nok at se til for mestringskonsulenterne. Jeg ved ikke, hvor mange af dem der er i Hedensted Kommune, og jeg har ikke kunnet finde uddannelsen noget sted. Men den må jo være der.

Jeg synes ikke, "mestringsenheden" er noget godt navn, hvad enten det fortolkes på Horsens-, Silkeborg- eller Hedensted-maner. Jeg kan ikke gennemskue, hvad begrebet dækker over, og det tror jeg heller ikke, de borgere kan, som enheden kommer i forbindelse med.

Grundideen må vel være, at "vi lærer dig at mestre dit eget liv så godt som muligt". Men hvad er der i vejen med støttepædagog, "hjemme hos'er" eller rådgiver, når socialpædagogisk hjælp tilbydes i hjemmet?

Og til Horsens Kommune: Hvorfor skal et 12-ugers træningsforløb have betegnelsen "mestringsenhed"?

I Hedensted Kommune er det formentlig et navn, der er besluttet i Velfærdsrådgivningen, der vel dækker over noget med børn og unge og handicappede og ældre og demente og...

Jeg har lyst til at foreslå en mestringsenhed for forståelige betegnelser inden for den kommunale organisation.

PS: Ordet "mestre" findes i det danske sprog, også i betydningen at kunne klare noget.

"Mestring" er ifølge "Ordbog over det danske Sprog" betegnelsen for at farve garn med lud, dog næppe brugt i dag. "Mestringsenhed" kan man ikke finde i nogen dansk ordbog. Men begrebet eksisterer på norsk.

Annonce
Lars Juul Jensen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Annonce