Annonce
Fredericia

Forslag til politikere: Sluk for to springvand og renover to andre

Springvandene i midtbyen trænger til at blive renoveret, og det kan betyde døden for to af de fire springvand i midtbyen. Allerede for et par uger siden blev springvandene på Axeltorv og J.B. Nielsens Plads slukket, fordi de ikke kan holdes kørende. Arkivfoto: Jesper Kondrup
Midtbyens springvand skal kun være tændt i sommermånederne, og to skal nedlægges eller omdannes. Det er blandt anbefalingerne til en ny handlingsplan, der er overdraget til miljø- og teknikudvalget.

Fredericia: På onsdag skal medlemmerne i miljø- og teknikudvalget beslutte, hvordan man vil ændre driften og vedligeholdelsen af springvandene i midtbyen.

Tidligere på året blev udfordringerne med byens slidte springvand også drøftet af udvalget. Dengang blev det besluttet, at der skulle laves en grundig gennemgang af hvert enkelt springvand, så man kunne udarbejde en handlingsplan. Den handlingsplan er nu færdig i Vej og Park og ligger således klar til politikerne.

Vej og Park anbefaler blandt andet politikerne, at springvandene ikke skal være tændt i lige så mange måneder som tidligere, og desuden skal flere af springvandene nedlægges og omlægges til opholdsmøbler eller skulpturer uden rindende vand.

Konkret vil det betyde, at springvandene fremover kun bliver tændt i sommermånederne fra juni til august. I dag tændes springvandene allerede i april og kører indtil sidst i oktober. Det anbefales ligeledes, at springvandet på J.B. Nielsens Plads nedlægges og i stedet omdannes til opholdsmøbel med anvendelse fra foråret næste år. Springvandene i Vendersgade bliver til et siddemøbel eller forbliver som granitskulpturer uden rindende vand.

Afdelingen foreslår også, at springvandet på Rådhuspladsen renoveres i foråret næste år, så vandkvaliteten, pumper og lignende fremtidssikres, og står klar til sommeren 2020.

Også på Axeltorv foreslås det, at springvandet skal renoveres. I første omgang i kraft af en mindre reparation, så springvandet kan fungere i 2020, inden man i 2021 vil hovedrenovere det med tætning af teknikrum, udskiftning af pumper og lignende.

Formanden for udvalget, Christian Bro (S), fortæller, at han og Socialdemokratiets medlemmer agter at følge forvaltningens indstilling. Dog med den undtagelse, at de ikke ønsker springvandet på J.B. Nielsens Plads omdannet til opholdsmøbel.

- Hvis springvandet skal nedlægges, så skal det også væk. Så skal vi finde på noget andet nede på J.B. Nielsens Plads, siger Christian Bro.

Vælger et flertal af udvalget at nikke ja til handlingsplanen, vil det samlet set koste omkring 800.000 kroner. Det tal kan dog vise sig ikke at være retvisende. Det gælder eksempelvis, hvis det viser sig nødvendigt at skifte hele teknikrummet ved springvandet på Axeltorv.

Så længe det ikke er tilfældet, vurderer forvaltningen, at hovedrenoveringen og den fremtidige drift af anlæggene kan kan finansieres af nedlæggelsen af springvandene i Vendersgade og på J.B. Nielsens Plads.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce